På film har de fleste af os kun stiftet bekendtskab med Madagaskar gennem de overgearede DreamWorks-animationsfilm, hvor en gruppe dyr fra en zoo i New York strander på tropeøen øst for Afrika og bliver venner med den lokale fauna.
Kun ganske få film er blevet indspillet på dette fjerne, eksotiske sted. Så det føles nærmest som en bedrift i sig selv, at marokkansk-fødte, franske Robin Campillos Den røde ø overhovedet eksisterer.
Her er Madagaskar mere end blot et smukt bagtæppe for den intime coming of age-fortælling om en fransk familie på en militærbase først i 1970’erne.
På mange måder er øens historie selve filmens tema.
Det gælder ikke nødvendigvis den grumme fortid under fransk koloniherredømme, som ikke desto mindre kaster lange skygger ind i fortællingen. Det er snarere måden, omgivelserne sætter sig i kroppen på: havets konstante nærvær, de fjerne rismarker, uhørt smukke solnedgange, krokodillerne, heden og fugten.
Atmosfæren betyder alt i den lakoniske film, der følger den unge Thomas (Charlie Vauselle), som tilbringer et par år på øen sammen med sine ældre brødre (Mathis Piberne og Sacha Cosar-Accaoui), sin charmerende mor Colette (den strålende Nadia Tereszkiewicz) og strenge far Robert (Quim Gutiérrez), en spanskfødt luftnavigatør, der tjener i det franske flyvevåben.
Familien lever et tilsyneladende behageligt og privilegeret liv med få reelle konflikter. Vi ser dagligdagen gennem Thomas’ øjne.
Han går i skole sammen med de andre børn på basen. Han cykler omkring, tager på udflugt til de omkringliggende skove og sidder med til familiemiddage og fødselsdage. Han bruger masser af tid på at læse de populære tegneserier om pigesuperhelten Fantômette, hvis kulørte eventyr Robin Campillo legesygt genskaber for kameraet.
Men et spadestik under den pikareske overflade lurer spændingerne. Det gælder den franske hær, som stadig er udstationeret i det nyligt uafhængige land, og lokalbefolkningen, der må trækkes med dem.
Hvad enten de er bevidste om det eller ej, er Thomas’ familie et af de sidste levn fra den kolonimagt, der regerede landet med hård hånd frem til 1960.
Som mange andre koloniboere virker de lykkeligt uvidende om, hvad der foregår rundt omkring dem. Mens vi hører om oprør blandt de lokale, holder de sig inden for deres indhegnede, militært bevogtede boble.
Som historien skrider frem, følger Robin Campillo revnerne i denne boble sprede sig indefra.
Colette føler sig stadig dårligere tilpas i rollen som militærhustru og forsvinder på et tidspunkt i skoven en hel aften – uden forklaring. Robert er ved at miste grebet, ikke kun om hende, men også om sine egne børn, og da han sætter ind med streng disciplin, presses familiens sammenhold til det yderste.
Konflikterne udmønter sig dog ikke i de brændende følelsesmæssige højde- og lavpunkter, der gjorde Robin Campillos aids-portræt 120 slag i minuttet så uafrystelig.
Begge film omdanner historiske fakta til filmisk melodrama, og begge er baseret på instruktørens egne erfaringer. Han tilbragte netop en del af sin barndom på en fransk militærbase i Madagaskar.
Men Campillos meget afdæmpede og drømmende tilgang til sin seneste film gør, at Den røde ø står stærkere som stemningsbillede end som en afrundet fortælling.
Det mærkes især i sidste akt, der vender sig væk fra Thomas for i stedet at fokusere på den lokale pige Miangaly (Amely Rakotoarimalala). Hun vrager sin franske elsker (Hugues Delamarlière) for at kunne byde løsladte, lokale studenterrevolutionære velkommen.
Krøllen på historien kommer for sent til at fungere dramatisk, men det er tydeligt, hvad Campillo forsøger at sige: Hæren og hærens familier hører fortiden til, mens Madagaskars fremtid tilhører disse unge mennesker.
Kommentarer