Den skyldige

På den amerikanske Sundance-festival i januar var Den skyldige på alles læber.

Man skulle ikke tro, at en dansk lavbudget-thriller kunne blive det helt store samtaleemne på en af verdens førende filmfestivaler – den vandt ligefrem publikumsprisen – men Gustav Möllers debutfilm er et mesterligt studie i lavmælt suspense.

En minimalistisk politifilm med enorm gennemslagskraft.

Jakob Cedergren er konstant i centrum som Asger, en politimand parkeret i alarmcentralens opkaldscenter efter en lidt for ivrig strafudmåling på gaden. Han er i stort og småt et dumt svin. Han snerrer ad kollegerne og muntrer sig med sin gamle kollega over de aktioner, hvor de har kunnet gå i flæsket på folk.

Da en panisk, snotforvirret fyr ringer 112 efter en ambulance, skærer Asger ind til benet: ”Ja, du har taget narkotika, ikke? Det er jo så din egen skyld.” Han lover at sende både ambulance og politi – og gnægger for sig selv, da fyren lægger på.

Men så kommer der et nødråb, der rusker op i ham. En grådkvalt kvinde, som lader til at tale med sit barn.

Asger skal lige til at lægge på, da der går en prås op for ham. ”Er du blevet bortført, Iben?” spørger den før så apatiske Asger, nu lysvågen. ”Ja,” svarer hun med bævrende stemme.

Og så følger et kapløb med tiden fortalt i realtid. Asger indhenter oplysninger fra Iben og hendes datter om den voldsdømte eksmand, der har kidnappet hende. Målet er at finde frem til, hvor hun bliver ført hen, så politiet kan komme dem i forkøbet.

Vi ved aldrig mere end Asger. Der klippes aldrig væk fra alarmcentralen. Al spænding udspringer af, hvad han får at vide over telefonen, og hvor hurtigt han fortæller det videre.

Så man sidder med hjertet i halsen og tapper utålmodigt på biografsædets armlæn, når Asger tager sig tid til at berolige Ibens lille datter i stedet for øjeblikkeligt at give farens nummerplade til patruljevognen på motorvejen.

”Du har hørt om politiet, ikke?” spørger han den forskræmte pige, der vil vide, om far nu vil slå mor ihjel. ”Vi er vogtere. Der sker ikke din mor noget.”

Kvinder og børn først. Det siger meget om vores hovedpersons selvforståelse, og om de faldgruber, han graver for sig selv, da han nægter blot at være telefonpasser og i stedet graver sig dybere ned i familietragedien.

Den skyldige præsenterer ikke et nyt koncept.

I The Call fra 2013 er det Halle Berry, der må tale en bortført pige ud af et bagagerum, men den film er ærkeamerikansk i brugen af grumme skrækeffekter og følelsesladede nærbilleder af pigens ansigt, opløst i tårer, snot og blod.

Gustav Möller og fotograf Jasper Spanning (vinder af fotografprisen ved Ekko Shortlist Awards 2014) har et helt anderledes, sagte formsprog. De mestrer begrænsningens kunst og vender, hvad der for mange havde været et handicap, til en styrke. Spanning leverer med små variationer over de samme motiver et værk, der ikke blot er konstant visuelt afvekslende – Asgers ryk fra det åbne kontorlandskab til et mørklagt lokale føles som at rejse til et andet land – men også pure filmisk.

På intet tidspunkt lider filmen under sit lave budget. Hvis der havde været klippet væk til en dyr biljagt, havde Den skyldige mistet sin klaustrofobiske umiddelbarhed. Og bare fordi kameraet ikke kommer uden for stationen, behøver filmens handling jo ikke at holde sig til ét sted.

Tag opkaldet, hvor Asger har fået patruljebilen til at stoppe en varevogn. Over telefonen kan vi høre regnen styrte ned og vinduesviskerne slå frem og tilbage som ængstelig hjertebanken, mens betjentene et sted i baggrunden undersøger, om de fik fat i den rigtige bil. Man havde ikke været mere til stede, om der så var startet en sprinkler i biografsalen.

Det er en gammel udfordring at skabe en medrivende fortælling med kun en enkelt kulisse.

Hitchcock gjorde det forbilledligt med krigsfilmen Lifeboat, den teatralske Rope og mesterværket Rear Window. Eller tænk på Reservoir Dogs, Funny Games, Linklaters Tape eller Knights Locke, hvor Tom Hardy taler sit liv i stykker over telefonen på en køretur fra Birmingham til London.

Der opstår en ængstelig intimitet, når man som publikum er buret inde sammen med karaktererne. Pludselige afsløringer rammer som en bombe. Dem er manuskriptet til Den skyldige – af instruktøren og Emil Nygaard Albertsen – djævelsk godt udrustet med, og det at handlingen foregår i realtid, giver forløbet en intens autenticitet.

Det kunne lyde som filmet teater, men det er eminent håndværk, og et svendestykke, der slår Gustav Möller fast som dansk films fremmeste spændingsmager. Men gidseldramaet lykkes især, fordi vi tror på personerne.

Jakob Cedergren får kun alt for sjældent lov at spille med musklerne i en fuldvoksen hovedrolle, men her bærer han vitterligt hele filmen, med kameraet så nært, at det ofte kun er hans øjne, der er i fokus. En lille rynke på næsen er nok til, at vi mærker Asgers selvhævdende arrogance, der selvfølgelig bliver en tragisk brist i mødet med Iben.

Jessica Dinnage leverer også prisværdigt stemmearbejde som den skrøbelige kvinde i den anden ende af røret. Med sin knækkende røst maler hun et lyslevende portræt af en kvinde på randen af et sammenbrud. ”Hvad er din livret?” spørger Asger beroligende. ”Medisterpølse,” svarer hun rørende.

Det er fremragende spil. Og en fremragende film.