Hvor amerikanske film typisk handler om, at en masse skal skydes, før der kommer en løsning, handler europæiske film om, at der skal tales en masse, før der kommer en løsning.
Den tabte verden er ingen undtagelse.
Det tyske melodrama starter, da den ældre Paul hjemme i forstadshuset forfærdet ser et foto i en avis af en verdensberømt newyorker-operasangerinde, Caterina Fabiani. Caterina ligner hans nyligt afdøde kone på en prik. Paul fortæller sin datter, den omkring 50-årige Sophie, spillet af den populære Katja Riemann, at hun må pakke kufferten og opsøge sin mors dobbeltgænger.
For er det ikke underligt, at moren opsøger ham om natten som et spøgelse? At en ukendt person smider blomster på hendes grav?
Noget skeptisk drager Sophie mod New York.
Margarethe von Trotta har ladet sig inspirere af, at hun efter succesen med Søstrene eller lykkens balance i 1979 blev opsøgt af sin egen halvsøster. Instruktøren er især kendt for sit socialpolitiske engagement, ligesom et gennemgående træk i hendes film er feminisme og stærke kvinder, blandt andet om de politiske tænkere Rosa Luxemburg (1986) og Hannah Arendt (2014).
Stærke kvinder møder vi også i Den tabte verden, der hylder de midaldrende kvinder som selvstændige og attraktive hunkønsvæsner med indtagende skuespil. Nok lader Sophie sig takke med at være en overset, jazzet barsangerinde, selv om hun har åbenlyst talent. Men hun har modet til at tage af sted til New York og opsøge den noget ældre og temperamentsfulde Caterina for at komme til bunds i familiedramaet.
Caterina viser sig at være en rigtig diva. Alle mænd omkring hende er beundrere til trods for rynkerne. Filmen er af internationale anmeldere blevet kritiseret for at lade en aldrende operasangerinde være et forgudet sexobjekt, men det er en snæversynet, ungdommelig kritik.
Hun bliver nemlig spillet af Barbara Sukowa, der er kendt for at være Rainer Werner Fassbinders muse i blandt andet Lola, men også medvirker i Triers Europa og førnævnte Rosa Luxemburg. Som 65-årig er hun stadig henrivende smuk og spiller eminent overbevisende som forkælet, galant og feteret stjerne, der pudsigt nok ligner en lidt ældre udgave af Helle Thorning-Schmidt.
Divaen er kold over for Sophies tilnærmelser, men bliver tvunget til hendes samvær, da Catarinas rådgiver, et sexglad handyr, hurtigt bliver forelsket i smukke Sophie.
Mændene i filmen er reduceret til at være ynkelige. Sophies far har totalt mistet sin autoritet. Sophie siger aldrig farvel, men smider bare røret på ved telefonsamtaler. Han ligger tilmed i en hård og barnlig kamp med sin bror, der er en undskyldning for sig selv, og som også var forelsket i hans afdøde kone. Endelig er Catarinas mand en fordrukken og falleret kunstner.
Dermed er det op til Sophie at regenerere den tabte verden, som er filmens titel. Hvorfor ligner Catarina Sophies mor én til én? Svaret svæver i Altanterhavs-vinden, indtil familiedramaet langsomt bliver løst.
Et spørgsmål trænger sig dog stadig på. Hvad det er for et spøgelse, faren taler om? Det kommer filmen aldrig til bunds i, og selv om der kan ligge en kvalitet i det kryptiske underspil, kunne Margarethe von Trotta med fordel have nedtonet snakkeriet og – som Polanski i Rosemarys baby – sat fokus på den surrealistiske spøgelseshistorie, der tilfører den sociale familiedramatik et ekstra, pirrende lag.
Kommentarer