Den of Thieves

Den hærdede krigsveteran Merriman (Pablo Schreiber) har en plan. Han vil begå kuppet over dem alle og røve USA’s centralbank.

Instruktøren Christian Gudegast giver den populære fortælling om minutiøst planlagte røverier en ny dimension, når han viser det psykologiske spil mellem skurken og helten som en hanekamp.

Efter et fejlslået biltyveri ender Merrimans røverbande nemlig i politiets søgelys. Det fører til adskillige sammenstød mellem Merriman og den uortodokse politidetektiv Nick (Gerard Butler).

I L.A.’s bagende sol viser kameraet en kødannelse på byens tæt befærdede veje. Jaget som vildt af politiet i myldretidens kaos er den eneste udvej for vores skurke at affyre det første skud.

Pistolskuddene har en særlig klang, der gør den adrenalinpumpende scene til en nærmest musikalsk oplevelse, så underlægningsmusikken bliver overflødig.

Røvere og politibetjente søger snart dække mellem Teslaer og SUV’er på vejen, imens de skyder på hinanden med semiautomatiske våben. Et blodigt inferno, der er så drømmende, at det opleves som en dramatisering af børns fantasifulde leg.

Det er ikke til at sige, om rapperen 50 Cents birolle er en metabevidst vittighed, fordi han debuterede med albummet Get Rich or Die Tryin’. Men det kunne sagtens være en kommentar til, at samtlige karakterer er villige til at dø i mammons navn.

Pablo Schreiber stjæler opmærksomheden med sin underspillede præstation som den afstumpede Merriman, der med sine usmagelige tatoveringer og en bodybuilders fysik ligner en medvirkende i DR-programmet Hård udenpå.

Tavs dominerer han sine omgivelser med et indtrængende stålblik. Som når han med et hånefuldt smil på læben opsøger Nick hos en sexarbejder, som detektiven besøger i sin fritid.

Derimod er Gerard Butlers dumsmarte Nick et kryds mellem Russell Crowes fordrukne antihelt i L.A. Confidential og Zach Galifianakis’ infantile tåbe i Tømmermænd i Vegas.

Det må være en af de mest irriterende filmhelte i nyere tid.

Vi ser ham vakle beruset rundt og grine ad sine egne vittigheder, imens han løser enhver problemstilling med vold og verbale tæsk. Også når han i tjeneste skal holde udkig med Merrimans røverbande. Han er så usympatisk, at man stille sidder og håber, at den næste ildkamp vil gøre en ende på ham.

Når Nick en tidlig morgen kommer svajende hjem, venter hans kone Debbie (Dawn Olivieri) i køkkenet. Efter flere års utroskab vil hun hævne sig og tvinger ham til at se på, imens hun bakker ud af indkørslen for allersidste gang med deres børn på bagsædet.

Med hende forsvinder filmens eneste navngivne kvinde. I stedet træder en håndfuld sexhungrende blondiner ind. Deres eneste formål er at tiltrække pubertetsdrenge til billetskranken.

Overrepræsentation af mænd i actionfilm er naturligvis ikke noget nyt. Men hvor krigsfilm som Full Metal Jacket og Den tynde røde linje bruger fraværet af kvinder til at nuancere den maskuline identitet, gør Den of Thieves mænd til en homogen skare af tyrenakkede, besidderiske bæster med steroider i blodet, fingeren på aftrækkeren og meget lidt mellem ørerne.

Filmens overraskelse er, at en så primitiv og ureflekteret flok kan udføre et kup mod verdens bedst bevogtede pengetank.

Selve kuppets udførelse er medrivende. Men skamløst genbruger filmen slutningen fra sin klassiker af en genrefælle, der har en så ikonisk drejning, at man ikke kan nævne titlen uden at spolere oplevelsen.

At resultatet mildest talt er undervældende, gør kun ondt værre.