Den ukendte soldat

Finlands national-epos hedder Kalevala, en samling myter og sagn fra hedenold. Men i nyere tid har landet fået et nyt og moderne epos, nemlig forfatteren Väinö Linnas roman fra 1954: Den ukendte soldat.

Den flerstrengede roman handler om en bataljon maskingeværskytters bestialske, men også brovtende skæbne i den finsk-russiske krig fra 1941 til 1944, der er en fortsættelse af vinterkrigen i 1940.

Dengang vandt Finland omverdenens sympati som David i krig med Sovjetunionens Goliat, men her i sommeren 1941 invaderer landet Rusland sammen med en anden Goliat, Hitlers Tredje Rige.

Man var slet og ret i seng med djævelen.

Et etisk, politisk og nationalt problem i romanen, som i sin tid under 1950’ernes kolde krig affødte kritik. Siden blev bogen et kanoniseret og forgudet værk for alle læsende finner, et signalement af spontan finsk tapperhed og stædig offervilje. Men altså også et medansvar for nazismens grusomme massakre og folkemord. Det aspekt blev dog mere og mere trængt ud af romanens eftermæle.

Det gælder også denne filmiske version af Den ukendte soldat. Det er den tredje, flotteste og dyreste filmatisering af romanen, og i Finland solgte den sidste år en million billetter. Fortællingen om finske soldaterkammeraters udflugt med døden for at vinde Karelia-provinsen tilbage har stadigvæk et solidt tag i befolkningen.

Instruktøren Aku Louhimies har da også drejet en ualmindeligt flot og smuk, men også barsk og brutal krigsfilm.

Vi følger indkaldte finner fra hver sit hjørne af nationen. Den nationalistiske og aristokratiske officer Kariluoto har rødder i den svensk-finske overklasse, mens ærkefinnen Rokka er en adfærdsvanskelig småbonde, der som soldat bliver til en anarkistisk dræbermaskine.

I den mest berømte krigsscene plaffer Rokka ene og alene 50 russere ned med sin maskinpistol midt om natten!

Indimellem er der diverse soldatertyper. Kåde og krasbørstige kammerater, som drikker sprut, opsøger kvinder i erobrede byer og lider heltedøden i gradbøjede former for grusomhed.

Men det er og bliver Rokka i Eero Ahos mutte og modige skikkelse, der bliver filmens antihelt og ankermand. En finsk Clint Eastwood, der ikke betragter fjenden som mennesker og derfor ikke har nogen bondeanger over sine mange drab.

Han skal bare hjem til gården og gøre konen tyk efter lidt flirt i saunaen. På tværs af disciplin og borgerlighed bliver han arketypen på den populistiske finskhed, der løber som en bæk igennem hele historien. Undervejs dør disse stakler og ukendte helte, der er strandet i en krig, som de ikke kan vinde.

Fjenden er russerne. Men interessant nok er Den ukendte soldat filmisk og æstetisk påvirket af den moderne russiske krigsfilm, som i Vesten nok er mest kendt fra Elem Klimovs skelsættende sovjetiske partisanfilm Gå og se (1985).

Man genkender det brede episke panorama med tanks og fodfolk, træfninger og storm, baghold og snigløb med soldater, som dør i hobetal eller skriger af dødssmerte. Det er kontrapunktisk sat op med billeder af bukolisk idyl med smukke fejende gule hvedemarker, spejlblanke søer og rindende elve inde blandt skove af birketræer.

Civilisationen er menneskets ondskab, naturen er nøgtern og god.

Den finske udgave af Den ukendte soldat er på tre timer, men vi tilbydes den internationale version, hvor der er skåret 45 minutter væk. Det kan være forklaringen på, at de fleste personer i dramaet mere virker som typer end mennesker med psykologisk dybde og politisk motivation.

Sidstnævnte har finnerne med hjemmefra, når de sætter sig til rette i biografsædet. Vi andre må nøjes med at opleve en smuk, storslået og insisterende krigsfilm.