Forfatteren Claire Tomalin vakte i 1991 furore med sin kontroversielle, men velskrevne bog The Invisible Woman om forholdet mellem den ældre Charles Dickens og den unge skuespillerspire Nelly Ternan.
Hvor de fleste af de næsten 100 biografier om forfatteren enten i stilhed forbigår forholdet eller omtaler det som venskabeligt og platonisk, anlægger Tomalin et mere saftigt perspektiv.
Hun hævder, at Nelly var Dickens’ skjulte elskerinde, kvinden i hans liv, som han sågar fik et dødfødt barn med i dølgsmål. Nelly skulle også være inspirationen til den uopnåelige, humørsyge Estella i mesterværket Store forventninger.
Filmatiseringen af The Invisible Woman er i den grad nysselig.
En rigtig pæn film for det voksne publikum, drejet af filmafdelingen hos BBC, der aldrig helt falder i den dårlige smags grøft.
Ralph Fiennes, som debuterede flot som instruktør i 2011 med sin Balkan-udgave af Shakespeares Coriolanus, har sat denne romantiske anekdote følsomt i scene med den douce og delikate pli, vi kender fra utallige britiske periodefilm om 1800-tallet.
Men filmen er også tintet af kras realisme.
Således skal vi både se fru Dickens’ fedme i flere lag, hendes mand morgenpisse og tidens prostitution og elendighed i laser og pjalter. Selv spiller Fiennes den gådefulde og små-autistiske Charles Dickens. Et karismatisk og charmerende geni, men også en victoriansk hykler præget af tidsåndens dobbeltmoral.
Filmen begynder i 1885, da Charles Dickens for længst er død og kanoniseret som en af verdens største fortællere. I folkemunde hedder det sig – i tidens puritanske, victorianske ånd – at Nelly som ganske ung havde et platonisk og venskabeligt forhold til den meget ældre Dickens. Hendes mand tvivler ikke på historien, men sandheden er en ganske anden.
Nelly plages af feberhede minder om en affære, der var den virkelige årsag til, at Dickens gik på tværs af kammertonen som hele Storbritanniens bedste victorianske familiefar og ægtemand og lod sig skille fra konen.
Spørgsmålet er nu, om Nelly skal fortælle sin mand, som hun elsker, sandheden. Fortjener han at få indblik i de detaljer, man som publikum får indblik i, eller fortjener han at blive skånet?
Den usynlige kvinde er som en drøm eller et digt uden nogen faglig, litteraturhistorisk forankring. Men sådan er de fleste kunstnerfilm. De er altid nærmere Hollywood end historiebøgerne og sælger gerne ud af saglighed og sammenhæng for at få en god historie.
Filmen er interessant, ikke mindst fordi den er gammeldags og dannet på den givne lødige og meget engelske måde.
Men den kræver også meget af tilskueren, som forventes at have en ualmindelig stor forhåndsforståelse af, hvordan verden så ud i Storbritannien i begyndelsen og midten af 1800-tallet.
Men hvor mange danskere ved, at når Charles Dickens taler om den irriterende Andersen, så er det forfatterens ven, vores verdensberømte landsmand med fornavnene Hans Christian?
Og hvem ved, at Thackeray, Trollope og Wilkie Collins uden for Danmark var og er lige så berømte forfattere som Dickens?
Filmens bragende score har lidt for mange skæbnesvangre strygere, når melodramaet udpensles bombastisk og bastant som en bulldozer i brunst. Vi befinder os trods alt i en epoke, hvor borgerskabets charme var yderst diskret, og det er musikken i filmen alt andet end.
På trods af disse vildskud og en tendens til følelsesmæssigt overkill, er Den usynlige kvinde en sober og smittende film, især velegnet for dem, der aldrig bliver træt af Herskab og tjenestefolk, Downton Abbey og alle de andre nostalgiske og elegiske udflugter til den britiske verden af i går.
Kommentarer