Den vilde robot

Der findes ikke mange dyr, der er lige så nuttede som havoddere.

Den vilde robot scorer mange point alene ved åbningsscenen, hvor man ser fire af slagsen boltre sig i vandet og siden spejle sig i linsen på en robot. De leger og laver ballade, sådan som man kan se det i naturdokumentarfilm. 

Men hov, de søde pattedyr ser næsten ægte ud og opfører sig … dyreagtigt? 

Det er alligevel en sjældenhed i animationsfilm, hvor dyr ofte har hovedrollerne, men som regel er iklædt tøj og har menneskelige karaktertræk. Som i Zootopia med en modig politikanin, Rejsen til Amerika med en vildfaren musedreng og Bernard & Bianca, Robin Hood og Aristocats, for at bare at nævne få ud af ufatteligt mange. 

De fire oddere vækker uforvarende en robot til live. Den ligger havareret på kysten og går straks i robotmodus. Den skal fuldføre sin opgave! Den ved bare ikke, hvad opgaven er, eller hvem der overhovedet har brug for hjælp. 

Så robotten Rozzum 7134 går på jagt efter en opgave, men på den lille ø, hvor den er strandet, viser der sig kun at være dyr. De er bange for det mærkelige monster, og Roz er så frustreret, som en kølig robot nu kan være. 

Heldigvis kan den tilegne sig viden, så den sætter sig tålmodigt for at afkode, hvad alle skovens dyr siger. Lige fra los til elg, bæver og kanin. Den lærer deres sprog, men derfor er dyrene stadig skræmt. 

Efter en nærkontakt med et vildt dyr ryger Roz ud over en klippeskrænt og kommer til at kvase en gås og dens æg. På nær ét. Og endelig har Roz fået en opgave! 

Ikke overraskende ender det med, at ægget klækker, og indeni er en virkelig kær gæsling. Som det eneste dyr er dens udseende overdrevet en lille smule. Faktisk minder den om de fugleunger, der fra tid til anden optræder i Tom & Jerry-universet, i en sådan grad, at det måske er en homage. 

Gæslingen har ikke noget sprog endnu, men knytter sig med det samme til Roz. Det er jo dens natur. Men Roz er færdig med sin opgave. Så den stakkels gæsling får nogle knubs i sin forfølgelse af robotten, som ikke rummer omsorg og empati. 

Heldigvis møder Roz pungrotten Rødhale. Hun er en erfaren mor, der gennem årene har fået alt fra syv til 25 unger i sine kuld, så hun kan fortælle Roz det nødvendige. Pungrotter er jo notorisk kendt for at spille døde, hvis der er fare på færde, og Rødhales unger demonstrerer det lystigt. Pludselig er der en grufuld snerren, et dødsskrig, og Rødhale har kun seks unger – ikke syv. 

Det er lidt voldsomt i en film, som børn også ser. Det er dog også meget naturtro og overraskende sjovt. Filmens styrke er dens mørke humor, for Roz er ikke ked af at miste en unge! 

Roz får også uventet hjælp af ræven Fink, der er udstødt blandt dyrene. Den frække fyr ser derfor straks sit snit til at udnytte Roz’ fordelagtige evner i den barske natur. 

Navnlig Finks stemme, som Benjamin Kitter står bag, er veloplagt, og filmen er så god, at jeg glæder mig til at se den originale på et snarligt tidspunkt, da det er Pedro Pascal, der er Fink, men også Catherine O’Hara, Bill Nighy og Lupita Nyong’o lægger stemme til den engelsksprogede version. 

Ud over at dyrene er tegnet naturtro, er selve stregen nærmest porøs. Naturen ligner noget fra en Miyazaki-film – stemningsfuld og mørk – som sammen med den stoflige tekstur i animationsstilen giver Dreamworks’-filmen en tyngde. 

Historien er ikke synderlig original. For gæslingen, der får navnet Blanknæb, er en lille fyr, der har svært ved at flyve og en skarp deadline, for den skal trække sydpå med sine artsfæller, når det bliver vinter. Men trods denne svaghed er det en hjertevarm fortælling med en god morale baseret på bogen af samme navn fra forfatteren Peter Brown. 

Til bogen researchede han kunstig intelligens og dyreadfærd. Og det er netop dette skisma, der giver filmen lidt mere pondus. For hvad er instinkt, og hvad er programmeret. Kan de to ting mødes?