Biografanmeldelse
25. sep. 2021 | 11:04

Der findes ingen ondskab

Foto | Pouyan Behagh
Mohammad Valizadegans soldat tvinges til at eksekvere dødsdomme, og skyldfølelsen truer med at ødelægge forholdet til kæresten (Mahtab Servati).

Trods forbud mod at lave film har iranske Mohammad Rasoulof skabt fire små og til tider overrumplende fortællinger om den iranske specialitet: Dødsstraf!

Af Rasmus Brendstrup

Hatten af for Mohammad Rasoulof! 

Den iranske instruktør har været fængslet, anklaget for landsskadelig virksomhed og er blevet idømt forbud mod at lave film. Det har han responderet på ved at lave én alligevel, angiveligt i smug, og det er endda et endnu mere ætsende systemkritisk værk end dem, instruktørkollegaen og eks-cellekammeraten Jafar Panahi har lavet. 

Og voilà, Der findes ingen ondskab har sikret Rasoulof yderligere et år i brummen og to års berufsverbot. Den gode nyhed er, at filmen i farten vandt Guldbjørnen i Berlin og dermed har gjort det svært for de iranske myndigheder at stække instruktøren. Verden kigger med, og Rasoulof tager kunstnerisk til genmæle. 

Der findes ingen ondskab handler nemlig om straf. Mere specifikt om dødsstraf, der er lidt af en iransk specialitet: 267 blev henrettet sidste år! 

Filmen fortæller fire historier over to en halv time. De berører kun sjældent hinanden, og tonefaldet i dem er vidt forskelligt, men i kraft af deres fælles tematiske ankerpunkt føles filmen som et organisk og logisk hele. Det kunstneriske niveau er dog svingende med de to første fortællinger som de klart stærkeste. 

Nummer et er hverdagslig og realistisk fortalt, men med filmisk overlegne dobbelttydigheder. Som da familiefaren i centrum sammen med en hjælper bærer noget tungt gennem en dunkel parkeringskælder og læsser det ind i et bagagerum. 

Instruktøren ved præcis, hvad vi forventer, og giver os det modsatte: Det er en sæk ris! 

Episoden er en perfekt kortfilm i sig selv. Dens timing sætter sig fysisk i kroppen. 

Historie nummer to går tæt på unge soldater, der presses til at eksekvere dødsdomme. Særligt én soldat stejler moralsk. Det ender med en højdramatisk fængselsflugt, og Mohammad Rasoulof viser sig som en overraskende effen action-instruktør. 

Det har ikke ligefrem præget hans hidtidige film, der har spændt fra socialrealistiske thrillere (A Man of Integrity) til billedskønne, mystiske parabler fjernt fra civilisationen (Iron Island og The White Meadows). 

Episode tre giver os åndedrættet tilbage. Her er fugtige skovbunde og nordiransk forår. Fortællingen handler om en soldat, hvis planer om at fri til sin kæreste spoleres af et dødsfald, der har sat svigerfamilien i chok. Rasolouf understreger modigt, at visse henrettelser bunder i politiske sympatier, men desværre omsættes følelserne i denne historie til overtydelige symboler, og dens plotsammentræf er fortænkte. 

Den afsluttende episode handler om familiehemmeligheder, som skal åbenbares for unge Darya, der har tilbragt hele sin ungdom i Tyskland. Fortællingen udspiller sig i et bølgende, åbent landskab og er skiftevis sanselig, elskelig og sentimentalt selvhøjtidelig. 

De fire historier rummer hypotetiske fortsættelser af hinanden. Hvis person A tager et bestemt valg i én episode, kan det have konsekvenser a la dem, B oplever i en anden. Den dynamik virker godt og giver stof til eftertanke og fortolkning. 

Mindre klart står det, om der er noget kernedilemma på filmens radar. Titlens udsagn spejler filosoffen Hannah Arendts berømte begreb om ”ondskabens banalitet”. Er mennesket født ondt, eller skal det først læres? 

Svaret får vi i titlen. Hvor rigt på drama og personer Der findes ingen ondskab end er, rummer den ingen karakterer, der ønsker at skade andre, eller som forsvarer dødsstraf. Underforstået: Det er ikke folk, men systemet, der er fucked. 

Rasoulofs analyse gør os klogere på mennesker. men ikke på, hvordan et straffesystem opstår eller opretholder sig selv. Det føles, som om Rasoulof med store armbevægelser har lagt bolden til rette på straffesparkspletten, men glemmer at losse den ind. 

Det kan selvfølgelig også være, at det er akkurat den påholdenhed, der redder ham fra selv at ende i den iranske galgestatistik.

Trailer: Der findes ingen ondskab

Kommentarer

Titel:
Der findes ingen ondskab

Originaltitel:
Sheytan vojud nadarad

Land:
Iran, Tyskland, Tjekkiet

År:
2020

Instruktør:
Mohammad Rasoulof

Manuskript:
Mohammad Rasoulof

Medvirkende:
Ehsan Mirhosseini, Kaveh Ahangar, Mahtab Servati

Spilletid:
151 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
30. september

© Filmmagasinet Ekko