Der kommer en dag

Jesper W. Nielsen har altid været en instruktør, der er svær at sætte i bås. Realist eller fabulant? Lidt af begge dele – og helst på én gang!

Bortset fra den helstøbte hverdagskomedie Okay har det givet film, der stritter i modsatte retninger, og det gør Nielsens første spillefilm i otte år, Der kommer en dag, også.

På overfladen en socialrealistisk indignationshistorie om mishandlingen af børn på danske børnehjem i 1960'erne – bygget på ”autentiske begivenheder”: voldelige overgreb begået på institutionen Godhavn.

To Nørrebro-brødre på tretten og ti, faderløse og med en kræftsyg mor, kommer i kløerne på børnehjemmets forkvaklede personale og inkasserer det største antal syngende lussinger uddelt i dansk (eller udenlandsk?) filmhistorie. Når menuen da ikke står på seksuelt misbrug eller radbrækkende overfald.

Historien indbyder umiddelbart til kras og pågående realisme, men som sådan fungerer filmen skidt trods en del ægte virkende scener.

Den ydre troværdighed er lav, når børnehjemmets rødder ytrer sig ”velskrevet” gammelklogt på Hellerup-dansk, eller når personalets forbrydelser længe går upåtalt hen, selv om den ældste bror er skildret som en dristigt åbenmundet oprører. Den mere drømmeriske af brødrene viser sig efterhånden at rumme en næsten voksen handlekraft, skønt han fremstilles af en dreng, der nærmest virker yngre end sine ti år.

Altså en forfejlet film?

Nej, sagen er heldigvis ikke så enkel – som den jo sjældent er hos det specielle talent Jesper W. Nielsen. Han kalder selv filmen ”et barskt eventyr”, og det lønner sig bedst at se Der kommer en dag som en ren stilfilm, et højt gearet skræk-melodrama om to sagesløse børn spærret inde i et spøgelseshus, hvor uhyrer råder.

Her fremtræder den yngste bror nærmest som en ren fantasiskikkelse med sine rumfartsdrømme, som instruktøren tager på ordet, når han sendes op i børnehjemmets koncentrationslejr-agtige vagttårn, så han til tonerne af Also Sprach Zarathustra og med visioner af sin mor i himlen kan afprøve sine transcendentale flyvefærdigheder. Fabulanten Jesper W. på hjemmebane!

Ethvert skrækmelodrama må have et chefmonster, og Der kommer en dag rummer et høj-karismatisk eksemplar. I Lars Mikkelsens forstander-portræt forenes realisme og fabel, for her får man kun alt for genkendelige sider af et glat manipulerende magtmenneske parret med en psykotisk tyran i overstørrelse.

Allerede i Anders Refns novellefilm Seth (1999) viste Mikkelsen, at han kan kreere en exceptionel skurk af diabolsk, uberegnelig farlighed. Siden har han til en vis grad normaliseret sin naturligt meget magtfulde udstråling ved at dæmpe den ned.

Men som børnehjems-diktatoren smider han alle hæmninger og skræmmer én fra vid og sans med sit fanatiske blå blik, lynhurtige manøvredygtighed og en uigennemskydelig autoritet, som sender sine hypnosestråler ud over alle scener.

Frits Helmuths berømte lektor Blomme fra Det forsømte forår bliver nærmest en hyggeonkel sammenlignet med denne satan af selvbedrag, vildledt af troen på ”klør fem” og kæft, trit og retning.

Fuldt forståeligt, at han kan tyrannisere et personale til at blive tro væbnere – fra Lars Ranthes højre hånd (et overflødighedshorn af lussinger) over Søren Sætter-Lassens forpinte pædofile til Sofie Gråbøls anstændige, men magtesløse småborger-lærerinde, reduceret til småstammende små-indvendinger (og en utroværdig senere udvikling). Mesterligt spillet af alle tre – og med en stærkere profil end børnene.

Så trods svigtende troværdighed opretholdes fascinationen, for Jesper W. Nielsen billedfortæller spændstigt og koncist i en fornemt gennemarbejdet produktion, og Søren Sveistrups manuskript forstår at variere undertrykkelsels-motivet med stadig nye drejninger.