Mens man ser Der Kreis, undrer det én, at man aldrig har hørt om det seksuelt-kulturelt liberale Zürich, som filmen beskriver.
Zürich var fra 1932 og hele vejen gennem Hitlers Tusindårsrige, inklusive Anden Verdenskrig, et nærmest paradisisk tolerant sted for seksuelle minoriteter – en slags Weimarrepublik i miniformat. Tyske homoseksuelle, der var kriminaliserede derhjemme, valfartede over grænsen for at slå sig løs.
Men modsat film om det letlevende, vellystent depravede Berlin under Weimarrepublikken er der ingen udvortes glamour over Stefan Haupts film. Den har dristigt valgt et format, der ligger mellem dokumentar og fiktion.
I begyndelsen går en gammel herre i drag ind på en scene og synger en kabaretvise, tydeligvis dokumentarisk. Og derpå påtager Haupt sig i en fiktiv iscenesættelse at fortælle om den pågældende mands livslange kærlighedsforhold, som udfoldede sig i Zürich fra 1956 og frem, isprængt nutidige interviews med aktørerne fra dengang – ikke altid lige skarpt vinklede.
Röbi Rapp, der er dragkunstneren, og den læreruddannede Ernst Ostertag var det første bøssepar, der blev gift i Schweiz. De mødtes i Zürich i kredsen omkring medlemsbladet Der Kreis – et blad for homoseksuelle, der blev distribueret herfra og ud i alle egne af Europa, sågar USA. Det var et aktivistmiljø, men i nok så høj grad en kreds af mænd og kvinder, der satte pris på at feste og fejre deres anderledeshed.
Men intet paradis uden en slange eller to. Et par mord begået af trækkerdrenge tiltrækker offentligheden, og inden længe oplever homoseksuelle at blive chikaneret, registreret i politiets arkiver og hængt ud i pressen.
Filmens scoop er beskrivelsen af det lokale homomiljø med streg under lokale.
Ernst lejer et værelse med håndvask på førstesalen i en nysgerrig, gammel dames villa, og han og Röbi sover sammen i enkeltsengen. Knejpemiljøet er skildret præcis så nusset, brunligt og sødt kikset, at man tror på det. Og klientellet er en øm blanding af alle mulige og umiddelbart ikke særligt kompatible outsidere, der faktisk minder om noget, man selv kender fra sin ungdom.
Der er tykke og tynde, unge og gamle, solidarisering på tværs af samfundshierarkierne, kærlighed og lyst, der finder uventede udtryk og mål. Det ligner levet liv.
Når det er sagt, ærgrer det mig, at Stefan Haupt ikke alligevel sætter barren højere, men fortæller så konventionelt. Han sætter ferme billeder på handlingen, og man tror på, at begivenhederne har fundet sted, som de skildres, men der er ikke meget spræl over vinklingen.
Alt er 1:1, karaktererne er forudsigelige og overfladisk skrevet såvel som spillet. Der er ingen modstand i forhold til stoffet, ingen ambition om at skabe kontekst.
Hvilke omstændigheder gjorde, at homoseksualitet var tilladt i Schweiz, men ikke i for eksempel Tyskland? Var den oprindelige åbenhed i Zürich kendetegnende for andre aspekter af byen som fristed? Og de to-tre mord, der i løbet af kort tid blev begået i homomiljøet, og som fik offentligheden til at vende sig mod byens homoseksuelle – hvad med dem?
Filmen skøjter let hen over ubehagelighederne og vælger den bekvemme vinkel, at bøsserne bliver gjort til martyrer. Flere motiver bringes i spil, men følges ikke op.
Men accepterer man det lidt konventionelle og unysgerrige som præmis for en kærlighedshistorie midt i Europas hjerte, er her meget at nyde. Unge Röbi bor alene med sin mor (spillet af Marianne Sägebrecht, som man – hvis man så Bagdad Café i 1980’erne – vil have varme følelser for), og moren er et vidunderligt og for tiden ukarakteristisk mønster af diskretion og tolerance, mens sønnen draperer sig i glitrende, flatterende stoffer.
Men uden for homo-kredse har jeg svært ved at se Der Kreis få et længere liv.
Kommentarer