Biografanmeldelse
03. jan. 2019 | 19:48

Destroyer

Foto | Sabrina Lantos
Tiden har været hård ved politiefterforskeren Erin Bell (Nicole Kidman), der er blevet fysisk og psykisk martret af et skæbnesvangert valg for år tilbage.

Nicole Kidman brillerer som en ødelagt kvinde, der både er stærk og sårbar, når hun drager på hævntogt i en verden af kompromisløst sortsind.

Af Nicki Bruun

Destroyer handler om en kvinde så ødelagt, at hun ødelægger alt omkring sig. 

Det lyder ikke videre festligt, og der er da heller ikke meget at grine af undervejs i den barske thriller, hvor Nicole Kidman som politiefterforskeren Erin Bell lægger sit ansigt i fuldstændigt mørbankede folder. 

Erin ligner én med tolvtedagstømmermænd, når hun i første scene vågner i sin bil under en bro. Hun bliver kaldt ud til et drabssted, hvor der ligger et lig med tre mystiske prikker tatoveret i nakken. 

De ringer tydeligvis en klokke for hende, og på vejen tilbage til politistationen ser vi, at hun har en magen til på samme sted – de er bare blevet fjernet og anes nu kun i den usundt udseende hud, der er præget af mange år med tung druk. 

På den måde fletter Destroyer langsomt og ganske elegant en noir-krimi sammen i det solfulde sydlige Californien. Det meste af tiden foregår filmen i aftentimerne, hvor man møder en masse skyggemennesker – den ene mere korrumperet end den anden – når Erin bevæger sig på jagt efter et spøgelse fra fortiden. 

Den bliver vi vidne til gennem en række flashbacks fra sytten år før. Her går Erin som ung politiefterforsker undercover hos en kriminel bande sammen med sin mandlige kollega Chris (Sebastian Stan), der efterhånden også bliver hendes store kærlighed. 

Banden er ledet af psykopatiske Silas (Toby Kebbell), der i et flashback tvinger en af bandens medlemmer til at give sig i kast med et spil russisk roulette. Og det er efter alt at dømme ham, som er vendt tilbage i Erins liv mange år efter. I hvert fald får hun tilsendt en pengeseddel med farve på. Den stammer fra bandens bankrøveri, som blev skæbnesvangert. 

Instruktør Karyn Kusama er et forholdsvis ubeskrevet blad i Danmark, men har stået bag genrefilm som Juno-forfatteren Diablo Codys gyser Jennifer’s Body og fantasy-actionfilmen Æon Flux

Hun har også instrueret afsnit af glimrende serier som Casual og Halt and Catch Fire samt antologi-filmen XX, der er fire korte gyserhistorier skrevet og instrueret af kvinder. 

Kusama har med andre ord et særligt fokus på kvinder, både de stærke og knap så stærke af slagsen. Erin Bell er i sagens natur en stærk kvinde, der har mærket livets tæsk på krop og sjæl og overlevet dem. Men filmen lader hende også være totalt sårbar, når hun bliver sparket gul og blå og sat til vægs af sin oprørske datter på seksten år. 

Alle de forskellige situationer og modsatrettede følelser spiller normalt så billedskønne Nicole Kidman gennemgribende troværdigt.

Skuespilleren har oplevet en slags andet gennembrud de seneste par år. Hun var med i intet mindre end fire projekter, der blev vist i Cannes i 2017: The Beguiled, The Killing of a Sacred Deer, How to Talk to Girls at Parties og tv-serien Top of the Lake

Hun kan lige nu ses i superhelte-blockbusteren Aquaman som Atlantis-krigerinde og er på vej med anden sæson af hitserien Big Little Lies – og spiller desuden hovedrollen i Susanne Biers kommende HBO-serie. 

Kidman kaster sig med andre ord ud i mangt og meget disse år, men alligevel er det temmelig chokerende at se hende i Destroyer

Tidligt i filmen giver hun et håndjob til en døende mand for til gengæld at få oplysninger. Undervejs går hun fuld actionhelt med maskingevær og dertilhørende grimasse under et adrenalinsusende bankrøveri. Til sidst er der en smule forsoning med den svigtede datter, der er på vej ud i noget skidt, og en omgang hensynsløs hævn. 

Men efter den effektivt elliptiske slutning følger en lovligt symboltung afrunding, hvor Erin finder ro til himmelske toner og solskin. Det er selvfølgelig behageligt nok med bare en smule optimistiske solstrejf, men det svækker også filmens ellers kompromisløse sortsind, der lægger sig som en dyne over publikum. 

Den følelse bliver siddende i kroppen, så man går nedtrykt opløftet ud fra biografen.

Trailer: Destroyer

Kommentarer

Titel:
Destroyer

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Karyn Kusama

Manuskript:
Phil Hay, Matt Manfredi

Medvirkende:
Nicole Kidman, Toby Kebbell, Tatiana Maslany, Sebastian Stan

Spilletid:
120 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
3. januar

© Filmmagasinet Ekko