Den første times tid er Jonas Elmers nye film den rene fryd. Ubesværet smidigt og underfundigt flettes tre historier sammen om mennesker, der finder hinanden via netdating og forsøger at leve deres hemmelige drømme ud.
Banalt på papiret, men ikke på lærredet, fordi Elmer registrerer hver lille følelseskrusning så hypersensitivt nuanceret og gang på gang rammer en bittersød tone klokkerent.
Her er en selvfølgelig hverdagssolidaritet, hvis varmegrader man ikke har følt helt på samme måde siden Lone Scherfigs Italiensk for begyndere. Alt formidles af begavede skuespillere, der forfriskende nok næsten alle hentes uden for rækken af Tordenskjolds soldater.
I en fremragende kernescene chatter den biseksuelle lærer og familiefar Jørgen og hans unge, betagede elsker hyper-liderligt på nettet til tonerne af den berømte følelsesbølgende anden sats af Mahlers 5. symfoni på lydsporet. Sig ikke, at brunstig netchat behøver være uromantisk!
Det overraskende musikvalg er begrundet i lærerens klassiske musikinteresse – og samtidig anvendes netop denne symfoni som bekendt i Viscontis tragiske Døden i Venedig og bliver dermed en varsel om, hvor ilde det efter al sandsynlighed vil gå Jørgen.
Jørgen spilles af Uffe Rørbæk Madsen (en hovedkraft i de komiske De Nattergale!). Han ligner ærligheden selv, men vikler sig med åbne blå øjne ind i fatale løgne og svigter både kone og elsker.
Et af de virtuost komponerede billeder, som filmen rummer en del af, viser, at hans sympatiske kone (Sofie Gråbøl) er lige ved at opdage ham sammen med elskeren (en lige så sympatisk frejdig Thomas Ernst). Hun dukker op som et chok imellem de to mænd i baggrunden af billedet.
Hitchcock kunne ikke have komponeret det bedre. Det er kun en detalje, men karakteristisk for filmens gennemarbejdede mise-en-scene.
Tilsvarende stærkt virker et genkommende billede i historien om en sagtmodig skotøjsekspedient, der prøver at bryde ud af et trist vaneægteskab. Inden han slipper fri, tilbringer han sine dage i en kælderbutik med et rektangulært vindue ud til gaden. Udsigten er kun de forbipasserendes fødder og det nederste af deres ben. Et suggestivt billede på et indespærret liv – og Bo Carlsson er med sin drømmerisk sørgmodige udstråling et fund til en svær rolle, der udvikler sig uforudsigeligt.
Filmens tredje historie tegner lykkeligt. Det begynder som ung, tilsyneladende ret ukompliceret kærlighed, indtil den unge pige går erotisk for vidt ved et selskab og vækker trompetist-partnerens jalousi – og så får vi en nærmest surrealistisk vision af altovervældende, klæbende sorg, med en dødsengel i funktion, måske inspireret af Kieslowskis Blind kærlighed med dens meget aktive spøgelse i kød og blod.
Der er noget dejligt generøst livsbekræftende over sangerinden Karen Rosenbergs smilende Klara, der gør hendes deroute ekstra foruroligende. Dog synes jeg, at hun og Rune Tolsgaard (endnu en komiker, denne gang fra Drengene fra Angora!) rent parmæssigt er lidt mismatched.
Med et spidsfindigt fortællegreb bliver Jørgen filmens ræsonnør, den, der ender med at fremsætte en sværm af sammenfattende tanker, centreret om begreberne ”valg” og ”øjeblik”. Tilsyneladende med rod i eksistentialistisk filosofi.
Inden da er der sket altafgørende moralske skred for samme Jørgen, voldsomme hændelser, som virker for melodramatiske i sammenhæng med, hvad der er gået forud. Jeg er ikke sikker på, at denne udgang fungerer.
Men inden da kan man glæde sig over en sprællevende og artistisk ofte meget velturneret film. Den er så fint og kærligt befolket – og derfor, trods al pessimisme, opløftende at være i selskab med. Et betimeligt comeback for instruktøren af Let’s Get Lost, der alt for længe har ladet sig nøje med en plads i dansk films periferi.
facebook
twitter
Kommentarer