Erik Clausens medvirken i Mikael Bertelsens Det sidste ord viser på en gang formatets styrke og svagheder.
Hele Danmarks arbejderklassegøgler nummer ét – kendt for film som De frigjorte og Midt om natten – foldede sig ud og forblev lukket. Vi fik ham at se. Vi fik at se, at der var meget mere at se. Også mere, end vi fik at se.
Det store tema i Erik Clausens liv var, at han ikke havde en nærværende far, fordi faren var en rullesten, der stak af til Island med en anden kvinde.
Han kunne ikke engang finde ud af at sende et julekort. Og da Erik som femtenårig endelig så sin far igen, måtte savnet ikke engang nævnes. Det gør han imidlertid i udsendelsen, hvor han siger, at han ”lå og rodede nede på gulvet efter et tog, der ikke var der” – med henvisning til de manglende julegaver.
Det savn bliver altafgørende.
Det etablerer behovet for at blive anerkendt og set. Et behov, der aldrig tilfredsstilles, uanset ”hvad de skriver i aviserne” og uanset, hvor mange kvinder der nedlægges. Dét var drivkraften i et liv, som på mange måder faktisk var ret usædvanligt.
Der er flere opsigtsvækkende ting i samtalen.
Erik Clausen var en vanvittigt dygtig cykelrytter som barn og ung, og han kunne have drevet det vidt. Når det ikke skete, skyldtes det, at han, som i alle livets forhold, konkurrerede med sig selv. Og måske med sin far, der drønede omkring på et maskulint emblem – han var motorcykelmekaniker.
Samtalen virker ikke til at være helt let at få i gang, fordi Clausen hader Bertelsens ironi. Men nogle af de bedste afsnit i samtalen er, når de to så alligevel mødes via den renere humor. Da vittighederne kører på skift, griner man højt i stuen.
Clausen rammer hovedet på sømmet, da han beskriver sin egen – og i øvrigt Kim Larsens identiske – opvækst som voldsomt præget af det kvindelige. Han beskriver sin mors opofrelse smukt og sin brors voldsomme problemer, som imidlertid forbliver private for seeren.
Samtidig beskriver han tilhørsforholdet til arbejderklassen vanvittig godt. Fordi han beskriver det via sin tilgang til kunst. Han og de andre gutter er simpelthen arbejdskammerater. De hamrer en sang sammen på en eftermiddag.
”Det er jo bare 1-2-3-4, 1-2-3-4, hvor svært kan det være?” som han siger.
De besøger ikke hinanden privat. De laver noget. De er arbejdere på kunstens fabrik. Det er et uhyre nøjagtigt og sjældent indblik i, hvordan det føles at være mønsterbryder fra arbejderklassen: Man tager sine værdier med ind i mellem- og overklassen. Bare spørg Glenn Bech.
Formatets svage punkt viser sig, da Bertelsen berører tre eksistentielle punkter. Da navnet Kim Larsen nævnes, bryder Erik Clausen simpelthen mere eller mindre sammen – uden dog at begynde at sidde og hyle som en anden tøsedreng, som han nok selv ville have sagt.
Og han bliver bragt direkte ind i sin dødsangst og i det, man fornemmer meget vel kunne være hans livs vigtigste relation, venskabet med Kim. Da Larsen dør, føler Clausen det, som om han sidder i lægens venteværelse og venter på, at der bliver råbet ”næste!”
Efter tårerne i øjnene, det hjælpeløse, flakkende blik og hele ansigtets sitrende opbrud mander Clausen sig op igen, nærmest som en westernhelt. Bertelsen går køligt videre. Og man sidder uvilkårligt og tænker, om den ellers garvede interviewer forpassede en chance for at gå længere ind i dødsangstens og den maskuline broderkærligheds rum?
Lidt samme ærgrelse sidder man med, da Erik Clausen fortæller om det, der lyder som notorisk og gentagen utroskab over for hustruen Pernille. Det er et mindre segment. Og problemet er, at man meget gerne ville have hørt en hel time bare om dét. For hvornår har man sidst hørt en mand sidde og tale helt frit og åbent om sine følelser.
Hvad driver egentlig hans seksualitet? Hvad er prisen for driften? Burde han kontrollere den?
Da han fortæller om hustruens mildt sagt generøse tilgivelse, men samtidig om deres fælles beslutning om at blive sammen uanset hvad, og om familiens regulære afsky over for hans utroskab – ”de synes jo, at jeg er en stor egoist” – bliver billedet helt.
Vi hører for en gangs skyld sandheden. Og Erik får plads til at tale ud – og vise, at der sammen med den balstyriske gadedreng også i ham bor en taknemmelig og ydmyg ægtemand. Måske endda en gentleman, der faktisk er fuld af respekt over for sin kone og over for den meget dybere kærlighed, de deler.
Mikael Bertelsen bringer os hele livet rundt. Og når han ikke åbner det hele, er antydningens kunst måske faktisk også alt nok.
Kommentarer