Det sidste paradis på jord

Som på et postkort fra Norden ligger en lille færøsk landsby mageligt mellem tågedækkede klipper, grønne bakker og bjerge. Men menneskelige konflikter opstår også i idylliske omgivelser. 

Som hjemme hos Kári, hvor familien ofte skændes. Efterhånden må han tage mod til sig, før han tør tale med lillesøsteren Silja, der siden morens død er blevet mere indelukket og irritabel. Faren er sjældent i stand til at arbejde, så det er primært den unge Káris indtægter fra den lokale fiskefabrik, der forsørger husstanden og vedligeholder hjemmet. 

Når solen bryder gennem skyerne, blomsterne spirer på markerne, og fuglene glider gennem luften foroven, glemmer han kortvarigt udfordringerne på hjemmefronten. 

Det er lige før, publikum gør det samme. 

Fællesskabet i lokalsamfundet hjælper også. På stranden samles kvinder for at bade, naboer kommer med lykønskningskort til konfirmationer eller giver en hånd med hinandens landbrug. Set med Káris øjne er det virkelig det sidste paradis på jord. 

Da det går ned ad bakke for fiskefabrikken, som er landsbyens eneste store virksomhed, vil kammeraten Regin (Bjørn M. Mohr) til søs, Elin (Esther á Fjallinum), som Kari er lun på, søger lykken i udlandet, mens andre tilsyneladende slår nye rødder i andre landsbyer. 

Til stor frustration for de velmenende, der ser muligheder i verden og opfordrer ham til at følge med, klamrer Kári sig til alt, som det var. 

Instruktør Sakaris Stórá kommer selv fra landsbyen Skopun og kender til udfordringerne for småsamfund. Det er ikke kun et færøsk problem – det samme sker i Udkantsdanmark og i yderområder verden over. 

Men personernes nære tilknytning til hjemstavnen er ganske særegen. Mange færinge i udlandet vender enten hjem igen efter at have taget en uddannelse eller drømmer om at gøre det. Ikke bare til landet, men også til deres barndomsby, hvor alt endnu ligner sig selv, mens verden omkring os er evigt foranderlig. 

Salmesang spiller i radioen, mens Kári er på arbejde. Da han og Regin senere vasker fabriksgulvet, knapper de en øl op og sætter heavy metal på. 

Hans små glæder finder kontrasten i smukke, men barske optagelser af naturen i skumringen, når vinden hyler i bjergene, og bølgebrus pisker klipperne. Symbolsk optræder disse billeder i forlængelse af de medvirkendes sind og den barske virkelighed, som ingen vil sætte ord på. 

Alt det står skrevet i Sámal H. Hansens ansigt. Med knyttede bryn og et henkastet blik er han fremragende som den grublende, lavmælte hovedperson. 

Han spiller Kári som tilbagelænet og genert. Til sammenkomster holder han sig i hjørnet og venter på, at andre tager initiativet. Hvor gerne han end vil bejle til Elin, kan han kun sende længselsfulde blikke mod hende, indtil hun tager affære. 

Det er, som om en usynlig mundkurv holder ham fra at sige, hvad han har på hjerte. Så da han frygter, at søsteren Silja også drager afsted, skriver han et brev til hende. Som hun giver ham tilbage, fordi hun ikke kan læse hans kragetæer. Midt i scenen vender stemningen mesterligt til et rørende højdepunkt, da han stammende, vrøvlende og med bævrende læbe læser det højt. 

Også Bjørg B. Egholm fortjener ros for sin præstation som Silja. Hun skyder sine spydige replikker af med et gennemborende blik, men sårbarheden bag det strenge ydre er aldrig til at tage fejl af. 

Filmen er præget af et tovtrækkeri mellem idyllen og hovedpersonens magtesløshed. Hver vidunderlig naturoptagelse får sit modspil i personernes kampe, hvad enten det handler om et toilet, Kári ikke har råd til at få repareret, eller om skrøbelige relationer og hjemstavnens truede eksistensgrundlag. 

På det store lærred går det hånd i hånd og gør Det sidste paradis på jord til en sanselig oplevelse.