Begrebet ”gaslighting” stammer oprindelig fra den engelske forfatter Patrick Hamiltons teaterstykke, der to gange er blevet filmatiseret som Gaslight.
Den mest berømte er George Cukors amerikanske film fra 1944, hvor en meget slesk fransk Charles Boyer forsøger at gøre en meget enfoldig og fragil Ingrid Bergman skør ved at skrue op og ned for husets gaslys.
Siden er gaslighting ofte brugt, når mænd vil bilde kvinder noget ind om deres eget selvværd. Eller kriminelt, når en svindler manipulerer med et offer.
I den britiske miniserie Det sjette bud, der kan ses på DRTV, bliver begrebet først brugt i fjerde og sidste afsnit. Men det er klart fra starten i det veldrejede dokudrama om en sag fra virkeligheden, at det drejer sig om en slags kynisk svindel, vi også kender fra Danmark.
En tilsyneladende romantisk bejler franarrer den enfoldige penge, hus og formue.
I serien drejer det sig først om den ensomme skabsbøsse og kristne universitetslektor, Peter Farquhar som pludselig tænder på en flot mandig elev, Ben Field.
Ben er både imødekommende og intelligent, går rundt med et kors om halsen og læser til præst. Aldersforskellen er markant, men alligevel indleder de et forhold, hvor Ben flytter ind hos Peter. Her får Ben installeret en medhjælper, der er en mislykket tryllekunstner.
Efter at Ben og medhjælperen har fået onduleret Peter, som umiddelbart er død af druk, går de videre til en ældre og lige så kristen ældre dame, Ann Moore-Martin, der bor i samme nabolag.
Nu er Ben den unge heteroseksuelle elsker, der får sat ild i et kvindehjerte, som sågar hører stemmer fra Gud. Så fortsætter gaslyset. Også Ann bliver dødssyg.
Nu er imidlertid både Peters og Ann slægtninge blevet mistænksomme. Så efter to af i alt fire afsnit fokuseres der på, hvordan man kan afsløre og anklage de to morderiske charlataner.
Det sjette bud – en titel, der refererer til Biblens bud om, at man ikke må slå ihjel – er en gedigen og grundig serie besat med glimrende skuespillere.
Især er Éanna Hardwicke fabelagtig som den dæmoniske Ben, et selverklæret overmenneske, som mener at være urørlig.
Den fine Shakespeare- og Mike Leigh-skuespiller Timothy Spall giver os et rørende billede af Peter, den ulykkeligt ensomme skønånd, der endelig får sig en kæreste – tror han da.
Anne Reid gestalter gribende den ældre kvinde, som tror, hun oplever følelsers sidste forår, men i stedet konfronteres med en alt for tidlig død.
De samspilsramte dødes familier gør, hvad de kan med en mavefornemmelse, som omverdenen tolker suspekt. Enten som psykologisk paranoia klædt ind i småborgerlige fordomme eller som mishag ved, at mennesker over deres første ungdom pludselig får en ny af slagsen.
Omgivelserne er engelsk hverdagsrealisme hos den mellemhøje middelklasse, som tror på det gode i mennesket, men også gerne hytter sine egne.
Serien er konsekvent underspillet med sin udførlige oprulning af sagens akter og den rationelle og bevislige diskurs inden for politiet.
Hvordan få ram på en voldsmand, hvis vold er pakket ind i snedighed, sexappeal og forstillelse?
Forvent ingen biljagter, skuddueller endsige hede sexscener. Her dyrkes den stillestående omhu over for manuskriptets sande historie.
Moralen er da også som i virkelighedens danske kærestesvindlerier, at det er hårdt at leve i et senmoderne samfund og være aparte single. Enten på grund af sin seksualitet eller et religiøst livssyn.
Det sjette bud lægger aldrig skjul på, at grundtonen er kristendommens etik.
Men serien prædiker aldrig. Den sætter i stedet fokus på de mennesker, som er underlagt puritansk moral både inden for og uden for den anglikanske kirke.
Kommentarer