Der er nødt til at ske et eller andet.
En uigennemtrængelig fornemmelse præger begyndelsen af Søren Peter Langkjær Bojsens anden spillefilm.
Bojsens egen stemme leder efter en historie at fortælle og ikke mindst en hovedperson. Sidstnævnte finder han siddende i et S-tog, mens sneen falder over København.
Instruktøren citerer forskellige bøger om historiefortælling og kommer på få minutter på sporet af flere figurer og den stemning, han ønsker. Vintersneen skiftes ud med sommer, for hovedstaden er jo så smuk om sommeren.
Søren Peter Langkjær Bojsen er en sær snegl i dansk film.
Med kortfilmen Delphi – der kan ses på Ekko Shortlist – gjorde han op med sci-fi-klichéerne om kunstig intelligens, men skrev i Ekko #90 et essay, hvor han forsvarer filmklichéer.
Da han tog afgang fra Super16, valgte han atypisk at lave en hel spillefilm ved navn En rapport om festen og gæsterne. Den var vild, men også flaksende og fortænkt.
Når man kender Bojsens hang til det kringlede, er det nemt at blive nervøs over den metafiktive intro i Det store glitch/Paradisets børn, som alene i titlen fremstår famlende.
Men det hele går op i en højere enhed, da ordet endelig gives videre til de nyfundne hovedpersoner.
Ronja, Serber og Franka er også selvoptagede, usikre mennesker midt i tyverne uden livsretning eller drømme. De laller bare rundt i den paradisagtige hovedstads æstetiske ligegyldighed.
”Men en historie har brug for et ønske,” vurderer Bojsen på lydsiden, og pludselig får Ronja – som ikke engang kan få penge ud af sine søde forældre – lyst til at redde verden fra klimakatastrofen.
Han melder sig ind i en undergrundsgruppe og møder dens sortklædte og dybt prætentiøse repræsentant, som insisterer på at blive omtalt som Mellon, det elviske ord for ”ven” i Ringenes herre.
Ifølge Mellon er den aktivistiske gruppe så radikalt imod enhver ideologi, at de burde opløse sig selv.
Alligevel sender de Ronja i gang med at transportere mystiske kasser rundt i byen, og det udvikler sig til en fabelagtig cykeljagtsekvens i Nordhavn.
Imens forelsker Serber sig hovedkulds i Franka, der har det problem, at hun ikke kan lade være med at kritisere alt, hun kommer i nærheden af. Ikke mindst sig selv.
Serber har ikke selv de store holdninger til noget. Måske fordi han ryger ti joints om dagen. Selvfølgelig rullet så sløset som muligt, for pæne joints er alt for misbrugsagtigt, som han siger.
Filmen er bemærkelsesværdigt realiseret uden støtte fra Det Danske Filminstitut, som åbenbart endnu ikke helt har fået øjnene op for Bojsens skæve, intellektuelt-filosofiske talent.
Instruktøren benytter primært uprøvede skuespillere. Det gælder også hovedrolleindehaverne Joos Rohrberg Sanden Støvelbæk (Ronja), Luka Gregory (Serber) og Leonora Saabye (Franka). Fremragende bekendtskaber, som med tilbagelænede præstationer former nogle af de mest troværdige tabere i dansk filmhistorie.
Men det er Luka Gregory, der stråler lysest.
Hans manglende erfaring afsløres indimellem af halvstive replikleveringer, mens hans mimik og reaktioner er så sarte og udtryksfulde, at man næsten ikke tror på, at filmen er hans filmdebut.
I en scene får han selskab af Simon Bennebjerg, der spiller hovedrollen i Delphi og En rapport om festen og gæsterne og snart er aktuel i Nikolaj Arcels Bastarden.
Bennebjerg er ubesværet og hylemorsom som den selvsikre junkie Louie, der demonstrerer sin overlegenhed ved at stirre Serber dybt ind i øjnene, mens han spiller det helt fede elektroniske musik for ham.
Har man begivet sig bare lidt rundt i nutidens ungdomsmiljøer i København, har man med garanti mødt karaktererne før. For hver og en føles nænsomt plukket ud af virkelighedens arketyper.
Ikke mindst Skjold Rambows fåmælte plakatopsætter Håndmad, som tager livet imponerende roligt.
Efterhånden udvikler filmen sig i en mere og mere syret retning. Billederne begynder at spejlvende sig og falde ud af lærredet, og pludselig spiller Leonora Saabye to roller.
En glitch defineres i starten som en form for systemfejl, en åbning til et parallelunivers eller en mulighed for at et andet liv. At filmen går mystisk i hårdknude, giver i virkeligheden et håb.
Nemlig om den retning og mening, som hovedpersonerne og filmen længes efter. Men i Bojsens univers kan retningen ikke tvinges frem. Den er nødt til at komme fra karaktererne selv.
Det store glitch/Paradisets børn kunne altså nemt have været et selvfedt trip. Men på grund af de herlige personer bliver filmen til en poetisk og virkelig sjov fortælling om den kaotiske retningsløshed, der ofte hører med til at være ung. Og Søren Peter Langkjær Bojsen beviser, at han har noget at tilføre den danske filmbranche.
Kommentarer