Det er som at træde ind i en 3Dversion af Bruce Chatwins roman Utz fra 1988: en centraleuropæisk wunderkammerverden af i går, sprængtfyldt med meissnerporcelæn og nips, naturhistoriske kuriositeter og egyptiske sarkofager, royale portrætter og kejserlige kåber, kort sagt alskens former for overdådige kunstskatte indsamlet på måder og vilkår, vi ikke nødvendigvis bryder os om at tænke på.
Det handler om Kunsthistorisches Museum Wien, en imposant institution åbnet i 1891 og plantet midt i den østrigske hovedstad som et mægtigt symbol på den fysiske verdens underfulde mangfoldighed og menneskets kreative formåen – samt naturligvis et vink med en vognstang til de underdanige masser om de habsburgske monarkers ubegrænsede magt og rigdom.
Alt, hvad der blev samlet til huse, havde til formål at behage, fornøje eller imponere. En verden af glimmer og guld og ypperlighed. Som Solkongens svar på Graceland!
Efter mere end hundrede år som nationalt skatkammer var den gamle dame imidlertid blevet træt og støvet. Hun trængte til at blive renoveret og peppet op. Det var en dristig tanke og et næsten uoverstigeligt projekt. Men det måtte gøres.
I 2011 lukkede man ned for udstillingslokalerne, og i de følgende to år blev hele det kæmpemæssige bygningskompleks ribbet for alle kunstgenstande, og en både nænsom og brutal omkalfatring af interiøret gik i gang.
Dokumentaristen Johannes Holzhausen fik adgang til at følge processen som en flue på væggen. Og i hans behageligt kommentarfri film skildres udfordringerne ved at forsøge at gentænke en institution, som fra starten var unik ved, at de enkelte rums indretning og dekoration ned til den mindste flig af bladguld var indrettet i tæt symbiose med de udstillede genstande. Den delikate balance mellem respekten for fortiden og kravet om fornyelse må holdes.
Samtidig giver filmen indblik i, hvordan det gamle museum på mange måder er trådt ind i nutiden med alt, hvad dertil hører af moderne ledelsesstil, personalefnidder, budgetstramninger samt ikke mindst hensynet til de spenderede skattemidler.
I omhyggeligt koreograferede bevægelser glider kameraet gennem gemakkerne, følger en medarbejder på løbehjul rundt i bygningens uoverskuelige labyrint af gange og kringelkroge, standser op ved en arbejder, som iført sikkerhedshjelm og hakke går amok på et parketgulv, eller dvæler i et af de tyste værksteder, hvor koncentrerede konservatorer rumsterer med pincet og lup, bløde pensler og hvide stofhandsker. Det er et mageløst univers af uvurderlige unikaobjekter og faglig fordybelse.
Men samtidig er det en arbejdsplads præget af rutine og pragmatik. En ældre medarbejder går på pension, fylder sine personlige ejendele i en papkasse og lytter derefter forlegent til en formel lovprisning fra den sympatiske direktrice. Under de evindelige møder opstår friktion, når én afdeling stikker snablen ned i en andens budget.
Hele den store organisme lever og ånder under Holzhausens dynamiske og ydmygt tilbageholdende optik.
Tandhjulene i det komplekse maskineri drejer, og visioner for funklende nye formidlingsstrategier udkastes, mens mider, borebiller og andet kryb gnaver i billedrammer og ornamenter og langsomt forvandler den uerstattelige kulturarv til støv.
Nogle vil nok ønske sig, at man var kommet lidt tættere på de enkelte individer i myretuen. Mens andre måske vil savne lidt mere pomp og pragt fra den fanfareblæste genåbningsceremoni.
Men sådan en film er det ikke. Det er en film, der iagttager – og dermed giver plads til, at beskueren selv kan observere og reflektere over, hvad det er, alle disse objekter fra fortiden kan fortælle os om vores identitet, som nation, kultur og mennesker.
facebook
twitter
Kommentarer