Når det kommer til animationsfilm, er små pelsdyr næsten altid et sikkert kort. Og et dristigt og storstilet kup rummer fantastiske muligheder for action og spænding.
Med et originalt stemme-cast, der tæller stjerner som Will Arnett, Brendan Fraser, Liam Neeson og Katherine Heigl, er der lagt i kakkelovnen til et ambitiøst Hollywood-brag af et animationseventyr.
På papiret.
For billedet er desværre et helt andet, så snart Det store nøddekup går i gang. Filmen er langt fra et godt bekendtskab. Faktisk er det en kedelig og uopfindsom film, der hverken er sød, sjov eller spændende.
Egernet Vilfred (Christian Damsgaard) er en enspænder, der ikke passer ind i de andre parkdyrs fællesskab. Han samler kun nødder til sig selv og nægter at hjælpe de andre dyr med at samle forråd til vinteren. Hans eneste ven er den stumme mus Makker, der trofast følger hans mindste vink.
Vilfred kommer til gengæld altid på kant med de andre dyr, og da han ved et uheld er skyld i, at hele madforrådet går op i røg, bliver han forvist fra parken af dyrenes leder, vaskebjørnen Willy (Jens Jacob Tychsen).
Ude i byens kaos falder Vilfred og Makker imidlertid over en nøddebutik, som de straks planlægger at røve for at vinde dyrenes tillid tilbage – ikke mindst det andet egern Annie (Malene Tabart), som Vilfred har et godt øje til. Men makkerparrets plan bliver besværliggjort, da en gruppe bankrøvere bruger nøddebutikken som skalkeskjul for et bankkup.
Det store nøddekup er baseret på instruktøren Peter Lepeniotis’ kortfilm Surly Squirrel fra 2005, og der er overflødigt nok allerede en efterfølger på vej.
Bedømt på Det store nøddekup skulle man ikke tro, at der er sket nævneværdige fremskridt på den animationstekniske front siden midten af 1990’erne. Storbyen og parkens naturomgivelser er udynamiske, og med sine lidt for grove og kantede figurer samt skingre farver ligner filmen mest af alt et billigt playstation-spil.
Den underskudsagtige animation kommer slet ikke i nærheden af det detaljeniveau og de lækre, glidende og organiske bevægelser, vi er blevet så vant til fra Hollywoods store animationsfilm. For selv når der ikke er tale om storfilm, er studier som Dreamworks og Pixar i det mindste altid klar med en høj production value og et velsmurt maskineri.
Det kan man ikke sige om Det store nøddekup, som er en co-produktion mellem USA, Canada og Sydkorea. Man savner det flow og den selvsikre humor, som kendetegner de animerede blockbusters.
På trods af Vilfreds storstilede planer er parkdyrenes nødderøveri en tam affære. Instruktør Lepeniotis formår slet ikke at udnytte de mange muligheder, der ligger i et godt kup. Og filmens jokes og gags virker forcerede med et massivt overforbrug af nødderelaterede ordspil.
De danske stemmer leveres ikke af en række prominente navne som i den amerikanske original, men af et rutineret og bundsolidt hold stemmelæggere. De sætter ikke en fod forkert, men selv om deres præstation er i top, kan de ikke redde filmen.
Det store nøddekup viser, at der skal mere end et par nuttede pelsdyr og nogle filmstjernestemmer til at lave en vellykket animationsfilm. Og den viser også, at en enkelt Gangnam Style-dansescene er én for meget.
Det pinlige indslag med den sydkoreanske popstjerne PSY som animeret figur bidrager på ingen måde til noget som helst, men er tværtimod et malplaceret og desperat marketingsstunt, der svæver underligt alene i filmen. Men sådan er det egentlig med så meget andet i filmen.
Kommentarer