”Der er ingen her, som fortæller sandheden.”
Ordene bliver med et nedslået blik nærmest hviskende udtalt mod slutningen af retssalsdramaet Det tredje mord. Her stiller japanske Hirokazu Kore-eda spørgsmålstegn ved menneskets higen efter sandheden og troen på, at vi på retfærdig vis kan dømme andre mennesker.
Advokaten Shigemori skal forsvare den mordtiltalte Misumi, som tidligere har siddet i fængsel for et mord begået 30 år forinden. Sagen synes afgjort på forhånd, idet Misumi allerede fra starten har erklæret sig skyldig, og Shigemori er i første omgang mest optaget af at finde den bedste forsvarsstrategi.
Men eftersom Misumi konstant ændrer forklaring, begynder Shigemori langsomt at betvivle, hvorvidt man overhovedet kan komme ind til sandheden bag et menneskes handlinger. Og hvis man ikke kan nå sandheden, kan man så overhovedet dømme?
Kore-eda er med sit sublime øje for familierelationer og hverdagens stille poesi ofte blevet sammenlignet med den japanske mesterinstruktør Yasujiro Ozu, men Det tredje mord synes i højere grad beslægtet med Akira Kurosawas klassiker Rashomon fra 1950, hvor mordet på en samurai bliver fortalt fra fire forskellige perspektiver.
Ligesom Kurosawa ønsker Kore-eda i Det tredje mord at diskutere, hvordan enhver gengivelse af en begivenhed er formet af munden, som fortæller. Alle mennesker har deres personlige bevæggrunde for at skabe deres udgave – især når det foregår inden for et retssystem, som for at opretholde sin legitimitet insisterer på én udgave af sandheden.
Det tredje mord er en vellykket krimi-afstikker fra Kore-edas nedtonede familiedramaer som Min søns familie og Efter stormen.
Men det særlige er, at Kore-eda forbliver tro mod sig selv og omdefinerer genrens spilleregler.
Filmen er renset for biljagter, skududvekslinger og alt andet overfladisk action, som de fleste andre instruktører ville forfalde til for at holde spændingen kørende i to timer.
I stedet er Det tredje mord et kammerspil, hvor spændingen opstår i de menneskelige relationer, og her viser Kore-eda sig endnu engang som en af den moderne filmkunsts store humanistiske mestre. Hans humanisme er tæt forbundet med en tro på kompleksiteten og tvetydigheden i ethvert menneskeligt forhold. Og mennesket er netop interessant, fordi det er uudgrundeligt.
Især samtalerne i fængslet mellem Shigemori og Misumi udvikler en særegen magi, fordi Kore-eda tillader, at deres relation forbliver gådefuld. Disse scener er filmet i intense nærbilleder med en spøgelsesagtig brug af refleksioner i glasvæggen, som adskiller de to mænd.
Rundt om mordgåden væver Kore-eda sit velkendte tema om brudte familierelationer.
Shigemori forsømmer sin fjortenårige datter, og Misumi har mistet kontakten til datteren, mens den myrdede forretningsmand synes at have haft et endnu mere problematisk forhold til sin datter.
En central pointe gennem alle Kore-edas film er, at set i lyset af den traditionelle japanske families opløsning er familiebånd noget, vi selv må skabe og definere.
Det tredje mord lader os ane budskabet i den tiltagende identifikation mellem Shigemori og Misumi, men også i den mordtiltaltes forsøg på at finde en surrogatdatter.
I Kore-edas debutfilm Maborosi leder den sorgramte kvinde Yumiko efter årsagen til, at hendes mand er gået i døden foran et tog. Hun finder den aldrig – fordi den ikke findes.
Det tredje mord stiller lignende spørgsmål til menneskets søgen efter sandhed og mening. Men denne gang sker det inden for en genre, hvor publikum normalt forventer en løsning. Det får vi aldrig. Det ville nemlig være at forråde selve fortællingens kerne, og kompleksiteten er i sidste ende filmens store styrke.
Kommentarer