Det Uopnåelige

Kan man sætte en mands liv og livsværk på formel i et enkelt ord?

Orson Welles forsøgte det i sin skelsættende debutfilm Citizen Kane fra 1941 med ordet ”Rosebud”. Og Carina Randløvs portræt af en anden stor mand, multikunstneren Knud Pedersen, har det ikke-eksisterende verbum at ”uopnå” som mulig nøgle til forståelse af et langt livs stræben.

Knud Pedersen skriver i en ”bekræftelse” til instruktøren i 2013, at han er indforstået med, at deres ”materiale af samtaler … på en eller anden måde kommer til at indgå i Carinas færdige kunstværk”. Som vel at mærke ikke skal være ”en portrætfilm i almindelig forstand”. Filmens omdrejningspunkt skal være Knud Pedersens projekter.

Knud Pedersen (1925-2014) er kendt som medstifter af modstandsgruppen Churchill-klubben i 1942 og for bogen af samme navn. Han er også kendt som kunstbevægelsen Fluxus’ ihærdige danske motor. Og så er han far til finansmanden Klaus Riskær Pedersen.

Første og sidstnævntes forhold får en personlig vinkel i hans projekt nr. 992, hvor Knud Pedersen i ”Benådningsbrevet”, som er stilet til Dronning Margrethe, søger om delvis benådning af sin søn. Klaus Riskær Pedersen skulle afsone seks år for økonomiske fiksfakserier, men i brevet beder faren om en nedsættelse på to år. Nemlig de to år, hvor han som purung modstandsmand selv sad i fængsel!

Københavns Museum for Moderne Kunst eksisterer som bekendt ikke. Men man kan da prøve at finde værker, som ikke findes, til et museum, som heller ikke findes.

Den luftige spøg et næsten til at tage og føle på. ”Uregerlige Pedersen” spøger nok, men mestendels kvalificeret. Hans projekter stiller spørgsmål og sætter tanker i gang. Helt genialt er projekt nr. 386, hvor Knud Pedersen søger stillingen som generalsekretær for NATO. Den gik som bekendt til Anders Fogh Rasmussen. Men Knud Pedersens påpegede kvalifikationer er slet ikke så tossede, faktisk finurligt fine i humanistisk tankegang: Han er 83 år, erfaren, har aldrig slået nogen ihjel og har oplevet den verdenskrig, som er grundlaget for NATO! 

Det Uopnåelige er altså ikke ”en portrætfilm i almindelig forstand”. Carina Randløv er uddannet billedkunstner fra Billedskolen i København med karriere i Berlin, og hun er filminstruktør fra Den Danske Filmskoles animationsuddannelse årgang 2012.

Hun er så at sige ikke alene dus med Knud, men en slags åndsfælde med egne projekter. Hun respekterer den gamle dinosaurus, og hendes nysgerrighed glimrer i samtaler med kunstneren og spørgsmål til menneskene omkring ham og hans projekter, for eksempel Bjørn Nørgaard, Peter Laugesen, Klaus Riskær Pedersen og tidligere kulturminister Grethe Rostbøll.

Et scoop er Prins Joachim, som et projekt skulle gøre til konge af Frankrig – illustreret med satirisk animation af guillotinen i arbejde med at fjerne kongelige hoveder! Hans kongelige højhed fortæller muntert og åbent i den lige så muntre og åbne stil, som Carina Randløv har valgt.

Samtalerne med Knud Pedersen er klassisk dokumentarisme, mens alle bidragyderne er animerede, let karikerede figurer. Og oftest er det kun øjnene, der bevæger sig, mens ordene løber fra telefonsamtalerne og flyder sammen til en smuk, menneskelig mosaik. 

Den stiliserede animation klæder fortællingen og giver Det Uopnåelige et kongenialt, funktionelt visuelt udtryk. En godt tænkt og stilsikker film om projektet Knud Pedersen.

Knud Pedersen havde endnu et projekt: En ukendt kunstners grav. Ikke noget prangende. Et enkelt gravsted med kun et ydmygt skilt. Graven skulle ligge i forhaven til Statens Museum for Kunst. Så kan den forbipasserende lige få en tanke, før han eller hun skal ind på museet og se de store, etablerede værker.

En ukendt kunstners grav forsøger Carina Randløv sammen med Knud Pedersens enke, Bodil Riskær, at få realiseret. En smuk rune for et facetteret menneskes idérigdom. Ganske som hendes film er det.

Da Ekko udgiver filmen på dvd #32, har vi valgt en ekstern anmelder. Ulrich Breuning er filmhistoriker og lærer på Filmfabrikken.