Tyrkiske Nuri Bilge Ceylan er en central stemme i europæisk film.
Ikke takket være størrelsen på hans publikum – selv om filmskaberen vandt Guldpalmen i 2014 for Vintersøvn, er det kun de mest dedikerede cineaster, der har fået øjnene op for ham – men fordi han giver stemme til en udbredt frustration.
Instruktøren er de uindfriede drømmes talerør, en mand, der forstår kløften mellem land og by, mellem intelligentsia og arbejdere, og måske allerbedst den endnu dybere kløft mellem viljen til opstigning og den faktiske succes.
Ikke mange andre nulevende instruktører kan skildre årsagerne til migration uden at henfalde til moraliseren. Ceylan er ikke manden, der laver medievenlige oneliners, men det er ham, man skal gå til, hvis man vil forstå menneskedyrets knurren.
Det vilde pæretræ er hans til dato reneste film om emnet.
Som altid fortæller Ceylan i smægtende widescreen-kompositioner, og det handler om lige præcis det, der har været tematiske hvirvler i hele hans oeuvre: Hvad der sker, når et ungt menneske lægger afstand til sit genetiske og kulturelle ophav – og samtidig ikke kan slippe ud af det?
Sinan er aspirerende romanforfatter og i begyndelsen af 20’erne. Han er vokset op i et provinshul med forgældede bønder, småindustri og gennemkørende busser fyldt med udlængsel.
Nu har han kun en enkelt eksamen tilbage på universitetet i regionshovedstaden Çanakkale, og han har tilmed fået skrevet det værk, som han håber skal løfte ham bort: en etnografisk metaroman med autofiktive træk. Altså en sofistikeret tilsvining af barndomsmiljøet.
Men Sinan har gjort regning uden vært. En roman udgiver ikke sig selv – og da slet ikke én skrevet af en førstegangsforfatter, der føler sig hævet over den brede smag. Så nu vender han hjem til åstedet og håber, at bogens lokale forankring kan være et plus. Imens bor han i barndomshjemmet med forældre og lillesøster.
Sinans fundraisingmøder med borgmesteren og en lokal entreprenør samt især et tilfældigt møde med egnens mest etablerede forfatter er suveræne scener. Hver gang prøver Sinan at afbalancere kunstnerisk integritet med rummelighed, og hver gang lykkes det ham at pisse lodret op ad ryggen på mænd, der måske nok har glemt at drømme stort, men som til gengæld anerkender, at verden er større end deres egen navle.
Sympatien ligger – måske ikke så overraskende Ceylans 60 år taget i betragtning – overvejende hos forældrene. Faren er lærer, ludoman og drømmer på gud ved hvilket år om at gøre en lille tør mark til en frodig plet, hvor han kan nyde sit otium.
”Hvem helvede graver en brønd på en bakke?” spørger Sinan og lader faren lege Sisyfos alene i hullet.
Faren spilles med stolthed og smittende sarkasme af en gnistrende Murat Cemcir, og vi kommer især til at holde af ham via hustruen Asuman, der sætter ord på det, kærligheden kan, men som Sinan endnu ikke har oplevet: at lære at acceptere andres fejl og mangler.
Måske er der også håb for Sinan? I hvert fald støder han i efterårsskoven på sin ungdomskærlighed Hatice, som slutter deres forbudte genforeningskys af med at bide hans læbe til blods.
Det er ikke fornuft og følelse, der præger Nuri Bilge Ceylans anatolske højslette. Det er foragt og følelse.
Normalt har jeg ikke problemer med film, der er gennemsyret af mismod og misantropi. Men for første gang i Ceylans værk synes jeg, at de tålmodige digressioner af magtkamp og eksistentialistiske betragtninger indimellem klinger mere programmatiske end nødvendige. Og så ville jeg ønske, at der var flere forsonende træk hos filmens hovedperson.
Meget sigende er den mest overraskende scene, da den pedantiske forfatterspire lytter til to jævnaldrende imamers teologiske diskussion på vej gennem pæreplantager. Her holder han simpelthen kæft.
Kommentarer