Serieanmeldelse
28. aug. 2017 | 13:53

The Deuce – afsnit 1-3

Foto | Paul Schiraldi
James Franco spiller overbevisende Vincent Martino, bartender i 1970’ernes New York, og formår samtidig også at give liv til Martinos tvillingebror Frankie.

De første tre afsnit af serien om den amerikanske sex-industris fødsel i 1970’ernes New York skildrer komplekst og fascinerende livet blandt ludere og bartendere.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

”Ingen skal tjene penge på min fisse bortset fra mig selv,” slår luderen Eileen fast i starten af HBO’s nye store satsning The Deuce.

Hun er en af hovedskikkelserne i portrættet af pornoindustrien i 1970’erne, og hendes bramfri udmelding vidner om miljøets entreprenante indstilling til sex. For man kan jo lige så godt udleve den amerikanske drøm ved at sælge sin krop i det kapitalistiske samfund. Men som serien viser, koster det rent menneskeligt.

Der har været gigantiske forventninger til The Deuce. Ud over at handle om New Yorks kulørte pornoindustri og have James Franco og Maggie Gyllenhaal i hovedrollerne, er HBO-serien skabt af David Simon og makkeren George Pelecanos. De er mændene bag The Wire, der ofte topper listen over verdens bedste serier.

Bedømt ud fra de tre første afsnit skuffer Simon og co. ikke. Faktisk kan serien meget vel vise sig at indfri forventningerne på fornemmeste vis.

Det er efterhånden et umiskendeligt varemærke fra David Simons hånd, at hans serier er komplekse, mangfoldige og brogede. Det mønster følger han i The Deuce.

Handlingen udfolder sig omkring Manhattans 42nd Street med tilnavnet The Deuce. Her driver den charmerende Vincent og hans tvillingebror Frankie en bar, der mest frekventeres af den lokale mafia og ludere. Blandt dem er Eileen, der arbejder selvstændigt uden alfons og ”tjener egne penge på sin fisse”. Hun øjner hurtigt potentialet i den spirende pornoindustri som indtægtskilde til sig selv og sin søn.

Imens forsøger den retskafne politimand Chris at opretholde lov og orden i det pulserende kvarter, hvor luderne står på række.

The Deuce har noget af samme storhed og høje produktions-værdi som den lige så ambitiøse HBO-serie Vinyl, der dog blev stoppet efter første sæson. Musikbranchen er byttet ud med prostitution og porno, men begge serier er fremragende tidsbilleder af 70’erne.

Der diskuteres Nixon og Vietnam-krig, soundtracket er funket soul og pornoen er lige ved at blive legaliseret. På den måde ligner The Deuce en newyorker-udgave af Paul Thomas Andersons Boogie Nights.

The Deuce er David Simon, når han er bedst. Den tidligere journalists helt store gave er at omfavne storbysamfundets kompleksitet og forene et nærmest sociologisk perspektiv med det menneskeligt nære.

De kvaliteter har The Deuce også. Devisen om dramaserien som den nye roman giver derfor god mening her.

Ligesom The Wire bevæger handlingen sig ubesværet mellem vidt forskellige miljøer. Vi er både med de prostituerede på arbejde, hænger ud i baren og sidder med på borgmesterens kontor. Iscenesat med filmisk sans, autenticitet og udpræget sympati for samfundets nederste.

I serien Show Me a Hero beviste David Simon, at han kunne finde vedkommende drama i tør byplanlægning. Med sexindustrien som bagtæppe er The Deuce mere saftig, og selv om serien er befriende vovet med masser af sex, hud og vold, er det tydeligt, at Simon sætter menneskene i fokus og ikke kun ser ludere og bartendere. De er hele mennesker med fortid og ambitioner.

James Franco og Maggie Gyllenhaal bærer eminent to af de centrale roller.

Franco formår ubesværet at jonglere sin dobbeltrolle som både Vincent og Frankie og spiller utroligt nok, så man sjældent er i tvivl om, hvem der er hvem. Gyllenhaals søvnige dådyrøjne og søde ydre står i skarp kontrast til hendes job og giver masser af dybde til Eileen.

Også længere ude i persongalleriet støder man på spændende bekendtskaber. Flere unge navne er friske i seriens mange mindre, men gennemførte roller, blandt andet Emily Meade som den uerfarne Lori, der kommer til storbyen og Lawrence Gillard Jr. som klog politimand.

Med afsæt i pornoindustrien er The Deuce både samfundsbevidst kapitalismekritik og vedkommende drama om det, der føles som ægte mennesker i en kompleks storby. En udforskning på gadeplan af et marked, hvor menneskekroppen er varen og alle higer efter et bedre liv. Holder serien det høje niveau, kan David Simon meget vel skrive et nyt hovedværk på cv’et.

Trailer: The Deuce

Kommentarer

Titel:
The Deuce

Land:
USA

År:
2017

Serieskaber:
David Simon, George Pelecanos

Medvirkende:
James Franco, Maggie Gyllenhaal, Lawrence Gillard Jr., Emily Meade

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
11. september på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko