Devs

Der kan ikke herske nogen tvivl om Alex Garlands enorme talent i Hollywood-maskineriet.

Som manuskriptforfatter har han lagt pen til medrivende sci-fi-film som Sunshine og Dredd. Og med sine to film i instruktørstolen, Ex Machina og Annihilation, har han vist, at han kan kommunikere store idéer via små historier.

På overfladen indeholder miniserien Devs mange af de samme kvaliteter.

I en alternativ nutid er Google og Amazon skiftet ud med det altdominerende tech-firma Amaya. Her bliver software-ingeniøren Lily kastet ud i en større konspiration, da hun mistænker firmaet for at stå bag hendes kæreste Sergeis pludselige forsvinden.

I Amayas inderste, ukrænkelige sarkofag – kaldet Devs-afdelingen – arbejder programmører med en almægtig kode, som potentielt kan afsløre alle universets hemmeligheder.

Den enigmatiske ejer Forest (Nick Offerman) er en parodisk tech-guru komplet med skulderlangt hår, viltert skæg og en forkærlighed for grøn salat.

Men hans persontræk forsvinder i støjen fra Garlands detaljerige beskrivelser af teknologiske muligheder over for naturens begrænsninger. Alle seriens personer snakker højpandet som førsteårsstuderende på filosofistudiet.

I instruktørens film er det et mindre problem, da historierne udfolder sig over små to timer med klar fremdrift. Men i en næsten otte timer lang miniserie trækker den gumpetunge dialog serien ned allerede efter de to første afsnit.

Lily opsøger en ekskæreste for at få hjælp til at opspore Sergei, og hans genfortælling af deres historik får det til at lyde, som om hun ikke selv var til stede i forholdet.

Det bliver direkte komisk, da Forest beklager sig over menneskets irrationelle sind, og en ansat kommer til at nævne, at selv den mest rationelle mand vil begynde at bede til gud, hvis hans barn blev dødeligt syg. Det har hun glemt, var tilfældet med Forests datter.

Endnu mere skuffende er seriens udforskning af Silicon Valley.

USA’s teknologiske hjerte har ellers vækket rigelig vrede i virkelighedens verden med den aggressive ødelæggelse af San Franciscos boligmarked og lyssky dataindsamling. Den balstyriske kultur er blevet udstillet i alt fra komedieserien Silicon Valley til videospillet Watch Dogs 2.

Men selv om Devs netop omhandler et tech-firmas fordækte handlinger, tager den sjældent stilling til de sociopolitiske implikationer.

Som sådan er det i orden, at Garland er interesseret i de filosofiske tanker, som moderne teknologisk udvikling er funderet i – og ikke den politiske virkelighed. Men i Ex Machina formåede han at skabe sammenhæng mellem ophøjede idéer om kunstig intelligens og et satirisk indblik i den indbildske, misogyne tech-mand.

Annihilation omhandler lige så meget de ofte usagte relationer mellem kvinder, som den viser groteske mutantbjørne og mystiske aliens.

Appellen ved Devs ligger snarere i den filmiske oplevelse end den tematiske dybde. Alex Garlands faste fotograf Rob Hardy skaber gang på gang stemningsmættede billeder ud af spartanske kontormiljøer ved at vise kontrasten mellem de skarpe genskær fra computerskærmene og det bløde lys fra en solopgang.

Kronen på værket er Devs-afdelingen: et glasbur omringet af et vakuumrum, belyst af det gyldne skær fra bygningens guldbelagte indersider. Den overvældende dissonans fra et messende kvindekor sammen med det stærke, visuelle udtryk fylder én med gudfrygtighed og fascination.

Og Garland formår trods sit klodsede manuskript at få gode præstationer ud af skuespillerne. Især Sonoya Mizuno fænger som Lily, der befinder sig i grænselandet mellem sin egen virkelighed og en anden virkelighed fyldt med russiske spioner og forfalskede overvågningsoptagelser.

Hun kunne alene have holdt ens opmærksomhed, mens dominobrikkerne sættes op til at blive væltet. Men når andet afsnit slutter med en bizar slåskamp mellem to forpustede, ældre spioner i en parkeringsplads, er det svært at for alvor at blive tændt på de mysterier, som Devs endnu ikke har besvaret.