Dexter: Original Sin

Hvis der er en serie, som havde brug for en kærlig genoplivning, er det Dexter. Historien om den samvittighedsfulde seriemorder Dexter, som udelukkende tager livet af sine drabelige kolleger.

Måske var der helt fra seriens begyndelse i 2006 en bismag af guilty pleasure, men Dexter var i de første fire sæsoner en af tidens mest fascinerende serier med sin blanding af blodig spænding og udforskning af moralske dilemmaer.

Desværre kørte den alt for længe og endte med at gå over i historien som en af de værste serieafslutninger nogensinde.

Heldigvis kom der i 2021 en sæson i ti afsnit med titlen Dexter: New Blood. På imponerende vis lykkedes det at binde en mere tilfredsstillende knude på fortællingen om Dexter og hans nærmeste.

Derfor virker det som en fristelse af skæbnen, når Dexter: Original Sin vender tilbage til det hårdtprøvede univers, denne gang med et fokus på titelpersonens unge år. Der er langt mere at tabe end at vinde, og selv hvis det går godt, kommer serien stadig til at stå i skyggen af sin forgænger.

Man skal altså kunne stille sig tilfreds med det morsomme i at opleve mange af de velkendte figurer femten år før, vi stiftede bekendtskab med dem første gang.

Det havde måske fungeret, hvis ikke vi i forvejen kendte dem så godt. Der blev åbenbaret en masse om Dexters opvækst og fortid i den oprindelige serie, og som bekendt kan det faktisk være en styrke at lade noget henlægge i mystikkens tåger.

I Dexter: Original Sin bliver det hele klasket lige i hovedet på publikum.

Unge Dexter bor i solbeskinnede Miami med sin politi-far Harry og rebelske lillesøster Debra. Faren kender til sønnens tørst efter blod og har forsøgt at holde den i ave med jagt og en tilskyndelse til at studere medicin, så sønnen kan skære i døde kroppe.

Det kan dog ikke tilfredsstille den unge mand, der nærmest bliver fysisk opstemt ved synet af blod og tænker på Bret Easton Ellis’ psykopatportræt American Psycho for at finde lidt glæde i sit følelseskolde liv. Men hvor bogen er lige dele makaber og morsom i sine voldsomt udpenslede beskrivelser, lander serien et sted midt imellem.

Patrick Gibson fremstår i hovedrollen som Dexter mere som en kær autist end en farlig morder med dybe mentale ar.

Det er naturligvis en pointe, at han udvikler sig til det underligt sympatiske rovdyr, men det skurrer alligevel. Og det hjælper ikke, at den oprindelige Dexter, Michael C. Hall, er med som en barmhjertig fortæller. Han står på spring til at forklare, hvordan hans yngre udgave havde det i netop det øjeblik.

Hvis serien ikke i forvejen føltes som et nostalgi-trip, bliver fornemmelsen af at gå ad fortidens stier cementeret af rollebesætningen.

Hovedrolleindehaveren fra serien Buffy the Vampire Slayer, Sarah Michelle Gellar, medvirker som chefen for retsmedicinsk afdeling hos politiet, hvor Dexter bliver ansat som praktikant. Christian Slater spiller far Harry, og Patrick Dempsey fra Grey’s Anatomy optræder som politiinspektør, mens vi på politistationen møder unge udgaver af Dexters kolleger fra den oprindelige serie.

Også musikken er en meget aktiv spiller i forhold til at placere serien i 90’er-miljøet. George Michaels Freedom og Vanilla Ices Ice Ice Baby banker ud af lydsporet på tidspunkter, der virker temmelig malplacerede.

Originalens charme opstod i mødet mellem alvorligt karakterportræt og morbid humor, men teenagesøsteren Debras mange bandeord er ikke nok til at hive fortsættelsen op på samme niveau.

At bedømme ud fra de tre første afsnit er Dexter: Original Sin mere udspekuleret end passioneret. Serien læner sig så kraftigt op ad originalens effektive modus operandi, at man indimellem uvægerligt rives med. Men i sidste ende er den blodfattige og hjerteløse omgang en ufrivillig parodi – et skridt frem og to tilbage.