Diana

Diana er ikke nogen avanceret film – slet, slet ikke endda – men måske betaler det sig alligevel at have fulgt bedre med i de kulørte blade hos frisøren, end jeg har.

Filmen handler om en vis virkelig hertuginde af Wales’ forelskelse i, nej, besættelse af en attraktiv brun brite. Men den har ikke supermarkedsarvingen og playboyen Dodi Fayed som Dianas modpart – som jeg troede, indtil Dodi blev introduceret langt inde i filmen – men derimod en muslimsk hjertekirurg. Faktisk var jeg overbevist om, at hjertekirurgen, der først får et navn, Dr. Hasnat Khan, cirka midtvejs, var en omskrivning af Dodi, måske af juridiske årsager og fordi hjertekirurg nu engang lyder pænere og mere respektabelt end supermarkedsarving i sådan en lægeroman, som filmen i sit hjerte er.

Diana handler om prinsesse Diana og den mand, hun selv kaldte sit livs kærlighed. Angivelig, og det viderekolporterer filmen gerne, var Dodi blot en mand, Diana brugte til at gøre hjertekirurgen jaloux med.

Men betyder det noget?

Hvor det lykkedes Stephen Frears at forlene Elizabeth II’s skæbne med en vis klassisk tragik i The Queen, og hvor Tom Hooper fik gjort Georg VI’s talehandicap til metafor for en mere grandios tøven over for hans livs kald i Kongens store tale, da sjosker Diana af sted med sine trætte ugebladsklicheer og løfter sig ikke over kioskbaskerniveau.

Manuskriptet er en skandale, så skrækkeligt er det. Som hjertekirurgen siger om at udføre en operation: ”Det er ikke dig, der udfører operationen, det er operationen, der udfører dig.” Da han første gang er på besøg til natmad på Kensington Palace, og Diana rejser sig for at gå i køkkenet og hente den hjemmelavede pastaret, kigger han efter hende og siger: ”Pretty hot stuff, eh?” – og mener ikke hendes bagdel, selvom han kigger direkte på den.

Det er kluntet og kreperligt. Det samme er Dianas tilbagevendende mareridt om at falde og være bange for, at der ikke er nogen til at gribe hende. Helt parodisk er scenen, da hjertekirurgen og prinsessen endelig kommer i kanen, men i stedet for at ligge i sengen har de lagt sig på gulvet ved siden af, givetvis for at signalere en ny frigjorthed hos Diana. Men hvor er det akavet at se på. Et undertema, der længe er tæt på at tage pusten fra hovedhistorien, handler om hjertekirurgen, der må vælge mellem sit livs kærlighed og sin traditionelle muslimske familie, der godt nok elsker Diana, men ikke kan acceptere en fraskilt kvinde som svigerdatter.

Desværre bruges også rammehistorien – den fatale dag i Paris i 1997, da Diana og Dodi forlader deres hotel og sætter sig ind i den bil, der kører dem i døden med snesevis af paparazzi i hælene – uden dramatisk tæft og med lovlig mange forudanelser om, at der vil ske noget ondt. Og den del af filmen, der gerne vil handle om prinsessens eget snu greb om pressen, er underudviklet. Til gengæld er der ansatser i Naomi Watts’ spil, man godt gad se foldet bedre ud. Interessant nok ligner Watts fysiognomisk slet ikke Diana undtagen på parykken og i minespillet med den sammenrimpede mund og hovedet lagt på skrå. Men der er antydninger hos Watts af, hvad det kunne være blevet til: en overlagt, overrumplende, nærmest anmassende seksualitet, en aggressiv, sulten bestormning af manden, hun er blevet besat af.

Men Diana segner under det banale manus og en instruktion af tyske Oliver Hirschbiegel, der kun én gang har haft et rent skud i bøssen, nemlig med Hitler-filmen Der Untergang.

Diana er ingen god film. Men der vil være dem, der sluger den uanset hvad, fordi den handler om kongelige og om kendisser, vi har læst om i bladene. Og hvis man faktisk i forvejen kender til Dr. Hasnat Khan, er man nok mere i målgruppen end mig.