Dietland

”Det kan være svært at sige farvel til dårlige vaner – såsom at spise.” 

Det råd får Alicia ”Plum” Kettle, da hun snakker med sin vægttabs-coach – og det er sagt i ramme alvor! 

Dietland giver et ærligt og råt indblik i, hvordan tilværelsen kan være, når man er tyk – med slankekure, kostplaner, motion, sult, skam og grov stigmatisering. Når mennesker er tykke, er det for mange nærliggende at tro, at det skyldes en usund og uhæmmet kost. 

Virkeligheden er bare mere kompleks end som så. 

Det viser Plum, når hun overholder sin stringente og glædesløse kostplan, som var den et religiøst kodeks. Hun vil tabe sig nok til, at hun kan få opereret mavesækken mindre. Så kan hun nemlig sulte sig tynd – helt uden at føle sig sulten. 

Lige nu er hun sulten hele tiden. Men hun falder ikke i. Da hun laver kager til den café, hun nogle gange arbejder på, kommer hun til at slikke noget glasur af fingeren i et tankeløst øjeblik. Rædslen spreder sig i hendes ansigt, og hun løber hen og skyller munden. 

Hun bevæger sig nærmest udelukkende mellem sit hjem, caféen og vægttabsklubben. Ellers isolerer hun sig selv fra omverdenen. Hun klæder sig i mørkt og løst tøj og sætter sig altid i caféens kroge, når hun sidder og arbejder. For hun er også ghostwriter for Kitty, som er redaktør for et stort modemagasin for piger. 

Kitty får utallige breve fra piger og unge kvinder, der spørger hende – det vil sige Plum – om det er okay at cutte sig selv i brystet, eller om det er et problem, når ens kæreste tvinger én til sex. 

Bogen bag serien er skrevet af kropsaktivisten Sarai Walker. Den udkom i 2015, altså to år før #MeToo, men den fik fornyet relevans i tiden efter. Hvor mange – de fleste nok mænd – syntes, bevægelsen gik for langt, så er det intet mod, hvad der sker i Dietland. 

Pludselig bliver mænd myrdet til højre og venstre: mænd, der har voldtaget en fjortenårig pige og sluppet fra det, mænd, der har misbrugt kvinder. 

En person, der kalder sig ”Jennifer”, tager æren for drabene, og navnet bliver synonymt med en terrorgruppe, som har fået nok af mænds overgreb. 

Historien udvikler sig til en slags Fight Club for kvinder, der hævner sig på misogyne mænd og skønhedsindustrien. 

Seriener skabt af Marti Noxon, der først gjorde sig bemærket som manuskriptforfatter og producer på Buffy – Vampyrernes skræk. Det er måske derfor, Dietland har en lettere campet og overdreven stil, der ender med at skæmme den.

Ud over at blive rodet ind i ”Jennifers” ekstreme aktioner bliver Plum også sat på vanvittige prøvelser af sin nye mentor Marlowe, der vil gøre hende mere ”bangable”. Inden længe skal Plum på date med mænd, og ydmygelserne vil ingen ende tage. Hun møder fyre, der vender om på dørtrinnet, så snart de ser hende, og fedme-fetichister, som ender med at begå overgreb.

Serien bliver rodet og lettere uoverskuelig.

Nogen burde have fortalt forfatterne, at der på ti afsnit af tre kvarter ikke er tid til at rumme alle bogens forgreninger. Det var tydeligvis intentionen, at der skulle komme en sæson mere, men trods overvejende gode anmeldelser i USA er serien ikke blevet forlænget.

Det er synd, for Dietland hudfletter de usunde og farlige industrier, der tjener store penge på at fortælle især kvinder, at de ikke lever op til et meget snævert ideal.

Og så er der Plum, der spilles af en helt vidunderlig Joy Nash. Alene hendes kropssprog, hvor hun er fri i hjemmet og mere kontrolleret og tilbageholdende i offentligheden, rammer livet som tyk lige på kornet.

Det er en fornøjelse at se hendes udvikling hen over sæsonen, og selv om der bliver proppet indtil flere overflødige romantiske forviklinger ind undervejs, kan man kun juble, når hun smider sit høflighedsfilter og endelig siger fra over for omverdenens fatshaming.