Inden for få minutter i anden sæson af Difficult People bliver der i rasende fart lavet morsomme referencer til Subway-talsmanden Jared, kendis-mo(r)deren Casey Anthony og instruktøren Bryan Singers pool.
Og man skal være mere end almindeligt velbevandret i amerikansk popuærkultur for at fange, hvorfor det er sjovt, når Billys svigerinde råber til sine børn, at de skal komme, inden hun laver en Casey Anthony. Eller når Billy spørger sin ligeledes homoseksuelle tjener-kollega Matthew (Cole Escola), hvorfor han ikke er druknet i Bryan Singers pool endnu.
Jokes bliver nemlig som bekendt sjældent sjovere af at blive forklaret.
Derfor bringer det næppe de uindviede meget morskab at få at vide, at Casey Anthony er kvinden, der blev mistænkt for at have myrdet sin toårige datter, men under et ramaskrig blev frifundet. Eller at Bryan Singer blev anklaget for at have misbrugt adskillige unge mænd ved mondæne poolfester i Hollywood – uden at blive dømt.
Faktisk lyder de færreste ting særligt sjove, hvis det involverer døde børn og misbrugte teenagere, men det er den verden af bizar og grænseoverskridende humor, bedstevennerne Julie og Billy bevæger sig i. Og det er den ultra-specifikke popkultur-humor, som gør serien til en fornøjelse for os, der er lige så store nørder som serieskaber Julie Klausner og hendes medsammensvorne, Billy Eichner.
Som i så mange andre komedieserier af samme støbning spiller de i Difficult People mindre succesfulde udgaver af sig selv og med de ekstra jødiske navne Julie Kessler og Billy Epstein.
Netop det jødiske aspekt, der har været udgangspunkt for utallige Woody Allen-film og dygtige komikeres standup-passager, bliver igen udnyttet på sjoveste vis i åbningen af anden sæson.
Her forsøger Julie – hvis virkelige alter ego er tidligere tv-anmelder – at få foden indenfor hos den såkaldt jødiske tv-mafia ved at gå i synagoge, da det selvfølgelig er bedre at skrive tv end at anmelde det.
Meta-sporet fortsætter afsnittet igennem, hvor ingen ringere end Tina Fey kigger forbi på gæstevisit. Når Julie pitcher en idé om sit hverdagsliv med Billy, er tv-mogulernes svar: ”Det lyder som en sketch, ikke en serie.”
Lige så sjovt er tredje afsnit, hvor Julie og Billy opdager, at de er langt mere eftertragtede i New Jerseys provinsielle industri-forstad end under Manhattans neonlys.
Pludselig er han bøssebarens mest omsværmede fyr, også takket være en lille løgn om at være nyligt udsprunget. Og de italienske kvinder elsker hende for alt det, der er irriterende blandt jøder i almindelighed og hendes hysterisk sjove mor Marilyn (Andrea Martin) i særdeleshed.
Marilyn er psykiater, men kan pludselig finde på at afbryde en patient for at skifte hat. Helt anderledes er Julies kæreste Arthur (James Urbaniak), der er det afdæmpede modstykke til resten af flokken, og det kommer især til sin ret, da han tager hende i at onanere til porno i den mere eksperimenterende ende af spektret.
I det hele taget ligger den politiske korrekthed Julie og Billy endnu fjernere end New Jersey, og det er befriende bramfrit at høre hende sige: ”Jeg er ikke en af pigerne – fuck de møgfisser!”
Imens får Billy en ny kollega, der er transkønnet, men også 9/11-konspirationsteoretiker, og som ikke kvier sig ved at fortælle ham: ”Check your privilege, faggot.”
Altså en kommentar til den hvide mand om hans fordele i samfundet i forhold til andre grupper – men så også lige med skældsordet bøsserøv smidt på for god ordens skyld. Det er sjovt i min verden, og forhåbentlig også i et par andres, selvom de ikke er tv-anmeldere.
facebook
twitter
Kommentarer