Disclaimer

Alfonso Cuaróns stort anlagte Disclaimer starter i et tog på vej mod Venedig. Og var det ikke, fordi den mexicanske topinstruktør både har åbnet festivalen med Gravity, været formand for dens jury og vundet Guldløven for Roma, kunne man tro, at det er derfor, serien bliver vist her. 

Serien er nemlig en eklatant skuffelse. Det er en knaldromansfilmatisering med fine fornemmelser, og den spilder sit stjernecast på en pirrende, men uholdbar præmis. 

Den succesrige dokumentarist Catherine Ravenscroft (Cate Blanchett) får tilsendt en nøgleroman om sit livs største hemmelighed, hvor hun selv optræder som skurken. Bogen er del af et hævnkomplot orkestreret af enkemanden Stephen Brigstocke (Kevin Kline), hvis søn Jonathan (Louis Partridge) døde på en rejse i Italien tyve år forinden. 

Den er skrevet af hans kone (Lesley Manville), der sygnede hen af sorg og kræft, og handler om et erotisk møde, Jonathan havde med Catherine. 

Romanen lander som en håndgranat og truer med at ødelægge Catherines mondæne overklasseliv. Hun bor med sin vattede, hovedrige mand (Sacha Baron Cohen) i et modernistisk luksushjem centralt i London. Og da vi møder hende første gang, får hun overrakt en vigtig pris for sine film, der, som et praj til publikum, altid er fortalt, så de snyder ens forventninger. 

I et brev til festivalens kritikere skriver Alfonso Cuarón, at han håber, Disclaimer vil ”starte stærke diskussioner om vores ubevidste fordomme, og den naturlige tendens vi alle har til at tvinge vores umiddelbare meninger ned over en verden, som er dybt selvmodsigende og kompleks”. 

Det er et nobelt ærinde. 

Stephen udnytter meget bevidst folks forudindtagede holdninger til at føre sin vendetta ud i livet, og Catherine gør det samme, da hun med utilsigtede konsekvenser forsøger at beskytte sig mod ham. 

Instruktøren beder også eftertrykkeligt kritikerne om ikke at afsløre for meget, og serien tager rigtigt nok en række hårnålesving, som man bedst værdsætter, hvis de kommer som en overraskelse. 

Men skal man have det fulde udbytte af serien, er man nødt til at leve sig ind i historien, mens den bliver fortalt. Og det er svært, for nærmest alle seriens problemer stammer fra manuskriptet. 

Det er nok ikke uden grund, at Renee Knights romanforlæg ikke er udgivet på dansk. 

Kevin Kline er godt selskab, særligt morsom i en skadefro fortællerstemme, men hans Stephen er en nederdrægtig gammel tosse. Cate Blanchett spiller Catherine hoven og er for forarget over anklagen til rigtigt at forsvare sig, før hun næsten glider ud af handlingen i de midterste afsnit. 

Sacha Baron Cohen virker fejlcastet som hendes performativt støttende ægtemand, og selv om serien har kloge ting at sige om måden, hvorpå fortielser bliver til bebrejdelser, er deres lade søn Nicholas (Kodi Smit-McPhee) et drænende bekendtskab. 

I det genkommende flashback-spor skal Stephens døde søn Jonathan fremstå kejtet, genert og uskyldig. Men han og kæresten Sasha (Liv Hill) er netop den slags højrøstede engelske turister, enhver venetianer fantaserer om at skubbe i kanalen, og over for den unge, indladende Catherine (Leila George) er han så panisk mimrende, at man får lyst til at stikke ham en lussing af bare bekymring. 

Så hvorfor køber alle, der læser den hadske hævnroman, præmissen om den fæle femme fatale, som lokker den stakkels yngling i fordærv med sin glubende seksualitet? 

Serien er tungt moraliserende fra start til slut og forudsætter, at publikum kan acceptere et så forskrækket kvindesyn, at det nærmest føles fornærmende. 

Når handlingen ellers kan afstå fra at slå bånd på sig selv, finder man gribende scener om sorg og meningstab, ikke mindst dem med Lesley Manville som Jonathans sorgramte mor. 

Og med hele to af verdens førende fotografer bag kameraet – Bruno Delbonnel og Emmanuel Lubezki – er Disclaimer en billedskøn oplevelse. Musikken af superstjernen Finneas O’Connell – Billie Eillish’ bror – er storladen og ganske effektiv. 

Men der er flere skurrende detaljer, som man ikke forventer at en så teknisk dygtig en instruktør som Cuarón. Man kan håbe, de i det mindste mixer lyden, så den buldrende bas ikke drukner halvdelen af dialogen, som det var tilfældet ved premieren i Venedig. 

Disclaimer er med sin snoede forhalingsstruktur til tider elementært spændende, men en lignende overklasse-thriller som Susanne Biers The Undoing, respekterer sit format bedre. Struktureret som én lang spillefilm er det svært at mønstre interessen over seriens fem og en halv time.

Det vækker lutter bange anelser, at Alfonso Cuaróns næste projekt er endnu en serie.