I Netflix-filmen The Discovery spiller Robert Redford en videnskabsmand, der beviser, at der findes et liv efter døden.
En rimelig kontroversiel og opsigtsvækkende opdagelse, der forståeligt nok vender op og ned på den måde, mennesket forstår tilværelsen på. Filmen tegner et billede af en verden, hvor antallet af selvmord er eksploderet, fordi folk ikke længere ser døden som afslutningen på et unikt liv, men blot som overgangen fra en tilværelse til en ny.
Med afsæt i denne interessante tanke er The Discovery, der fik premiere på Redfords Sundance-festival tidligere i år, en film, som diskuterer de helt store spørgsmål.
Hvad er der på den anden side af døden? Hvad er virkelighed og erkendelse?
The Discovery er instruktør og manuskriptforfatter Charlie McDowells anden spillefilm. I 2014 debuterede han med den lille og skæve indie-komedie The One I Love, hvor Elisabeth Moss og Mark Duplass får en bizar, romantisk weekend, da kopier af dem selv begynder at dukke op i deres sommerhus.
Hvor debutfilmen i tone og stil mest er spøjs og sød, er The Discovery straks mere alvorlig og melankolsk.
Filmen starter med et tv-interview. Robert Redfords karakter, forskeren Thomas Harber, fortæller langt om længe verdenspressen om sin skelsættende opdagelse af efterlivet, der i filmen blot kaldes The Discovery.
Foruden de mange selvmord har opdagelsen åbnet for diskussioner om menneskets tilværelse og meningen med livet. Thomas er endnu ikke i stand til at sige, hvad der venter på den anden side af døden, men han har tilstrækkelige beviser på, at der findes et eller andet.
To år efter interviewet og opdagelsen bliver Thomas opsøgt af sin søn Will (Jason Segel). Thomas har forskanset på en mindre ø ved USA’s østkyst, hvor han købt et nedlagt børnehjem og sammen med en udvalgt skare fortsætter sin udforskning af efterlivet.
På færgen på vej til øen møder Will tilfældigt Isla (Rooney Mara). Senere mødes de igen på øen, og Isla får lov til at bo i Thomas’ forskerkollektiv sammen med Will.
Kernen i The Discovery består af Will og Islas forsøg på at affinde sig med det nyopdagede vilkår for menneskets liv.
Filmen fokuserer især på Will, der har et uafklaret forhold til sin far. Et problematisk forhold, der bunder i morens selvmord mange år forinden og etiske uoverensstemmelser omkring opdagelsen. Har menneskeheden krav på at kende sandheden om efterlivet, eller skal de beskyttes, fordi uvisheden om opdagelsens konsekvenser stadig er for stor?
The Discovery lykkes grundlæggende godt med at blande det menneskelige drama med en højtflyvende diskussion om livet og døden. Den tunge tematik kunne meget nemt have tynget hele filmen og gjort den til et klæg og bastant værk.
Men Jason Segel, Rooney Mara og Jesse Plemons, der har rollen som Wills bror, spiller særdeles kompetent, og med sin gennemførte, filmiske tone kommer The Discovery i mål som en vedkommende film om noget meget abstrakt.
Stilen er neddroslet og tempoet eftertænksomt. Filmens visuelle side er holdt i klare og kolde farver, kompetent filmet af den norske Ekko Shortlist-kending Sturla Brandth Grøvlen.
Filmen foregår udelukkende på øen, og det nedlagte børnehjem, hvor Thomas nu residerer, fremstilles som et slags forskerkollektiv, ikke ulig Grønnegården i DR’s Arvingerne. I stedet for kunst er omdrejningspunktet for Thomas og hans følgere bare videnskab og udforskning af efterlivet gennem hjernescanninger. Det er flot produktionsdesign, når Thomas’ hjælpere går rundt i gule, røde eller bål kedeldragter og farver gråvejret op.
Der er steder med dramaturgisk dødvande undervejs og mindre engagerende dele af filmen, men et markant gearskifte mod slutningen rusker effektivt op i handlingen.
Man ærgrer sig næsten over, at den overrumplende udvikling ikke sker lidt tidligere. For så ville filmen kunnet have fordybet sig endnu mere i det tankevækkende greb på efterlivet.
Kommentarer