Da Divergent-seriens andet kapitel tonede ud, blev Kate Winslets pragmatisk-megalomaniske tyran summarisk henrettet af Naomi Watts. En chokslutning, der dårligt nok kunne fravriste et apatisk skuldertræk efter to timers hjernelammende dystopisk teenagefnadder.
I denne fortsættelse myrder Watts ufortrødent videre som selvudnævnt leder af det nu faktionsløse Chicago, mens Shailene Woodleys rettænkende heltinde Tris ser lidende til fra balkonen.
For lige at orientere læseren: I det post-nukleare ødeland er Chicago den eneste oase, fordi freden blev sikret ved et klassesystem inddelt efter personlighedstyper. Man var enten kærlig, klog, ærlig, modig eller uselvisk, og var man flere ting på én gang, var man en trussel mod systemet.
Kort sagt, en dystopisk udgave af high school-klikesystemet.
Tris var selvfølgelig helt unik, så i de første par film samlede hun en hær af afvigere og vandt kampen over de kloge, der mente at vide, hvad der var bedst for andre.
Og det er så den afsatte intelligentsia, der ryger op mod muren i begyndelsen af Allegiant.
Forrige film afslørede, at Chicago blot er én bastion blandt mange, men det mener Watts ikke er værd at undersøge. Så Tris bryder ud af byen sammen med kæresten Four (Theo James) og en gruppe allierede.
Deriblandt Whiplash-stjernen Miles Teller, hvis bitre sarkasme er blandt filmens få lyspunkter. Først og fremmest fordi han lader til at vide, hvor åndssvagt, det hele er.
Uden for bygrænsen bliver gruppen fløjet til Bureauet for Genetisk Velfærd i videnskabsmagiske orange sæbebobler, hvor Jeff Daniels afslører, at Chicagos klassesystem er et eksperiment udi racehygiejne. Et eksperiment, der nu har båret frugt, fordi Tris ikke blot er unik, men også genetisk ”ren”.
Man kunne indvende, at når nu målet var et blandingsprodukt af personlighedstræk, var det ikke skidesmart at holde alle personlighedstyper adskilt.
Som det er kutyme med Young Adult-filmatiseringer, er sidste bind i bogserien delt op i to film, hvilket betyder, at konfliktens afløsning forhales af kedeligt fyldstof.
Shailene Woodley er en dygtig skuespiller, men rollen som Tris kræver stort set ikke andet end dramatiske close-ups og actionsekvenser, hvor hun ubesværet kaster rundt med mænd, der er dobbelt så store som hende.
Den slags tju-bang er der mindre af denne gang, for Tris bruger det meste af filmen på blindt at stole på racehygiejnikeren Jeff Daniels, der på et tidspunkt agerer publikums talerør ved at udbryde: ”Stop det her! Det er tåbeligt!
Når vi endelig får et action-afbræk fra den uafladelige eksposition er det i selskab med Theo James, der ikke demonstrerer meget andet end sin overkrop.
Instruktør Robert Schwentke tilhører den skole af action-instruktører, der nødigt afslutter en dialogscene uden et dramatisk zoom-in, og hvis logiske sans aldrig kommer i vejen for et ”sejt skud”.
Meget kan man sige om Hunger Games-filmene, men de var immervæk mere intelligent skruet sammen end Divergent-serien.
Dialogen lyder som skolerevy-replikker, hvilket ikke er overraskende, når man tænker på, at manusforfatterne tilsammen har stået bag film som The Maze Runner, The Transporter Refueled og Exodus: Gods and Kings.
Naturlovene gælder kun, når det er dramaturgisk belejligt. En politisk fange bliver henrettet med et brystskud, uden at den ring af frådende tilskuere – der står lige bagved – bliver ramt af så meget som et blodsprøjt.
Og grundhistorien om en ung kvinde, der finder sin plads i verden, mister sin charme ved ikke blot at tegne Tris som en modig kvinde, der siger fra, men som et unikum, der er genetisk forudbestemt til at være verdens frelser. Men hun forlader sig hele tiden på andres dømmekraft og vågner først op til dåd i hver films sidste akt.
Men kernepublikummet svigter næppe filmen. De får, hvad de vil have: mere af det samme. Og der er endda en film mere på vej.
facebook
twitter
Kommentarer