Divorce

For snart tyve år siden tog HBO en chance.

De lancerede tv-serien Sex & the City, der revolutionerede fremstillingen af kvinders seksualitet på tv. Dildoer, blowjobs og sur sæd blev gransket fra alle ledder og kanter, imens det kvindelige firkløver med Sarah Jessica Parker i spidsen traskede New Yorks gader tynde og fortærede lige så mange mænd som sushi.

Nu er Sarah Jessica Parker vendt tilbage til HBO, men det pulserende liv i storbyen er blevet efterladt til fordel for et træt og traditionelt parforhold bag ligusterhækken i forstaden.

Frances (Sarah Jessica Parker) er træt af sin mand Robert (Thomas Haden Church), og hun har gennem et stykke tid haft en affære med en universitetsprofessor. Til en fest hos venneparret Diane og Nick går det op for Frances, at hun vil skilles.

Men da professoren ikke lige har forestillet sig et liv med moren til to tweens, beslutter Frances at give forholdet til Robert en chance til. Det er dog ikke så let, da Robert har opdaget affæren, og derfra går den vilde skilsmissejagt med løgne, skænderier og advokater.

Serieskaber Sharon Horgan, der tidligere har undersøgt parforholdet i den udmærkede Catastrophe, kæmper med at finde den rette tone i Divorce. Første afsnit er ret katastrofal, men de efterfølgende afsnit balancerer bedre mellem komik og drama.

Horgan og Parker er dog ikke et match made in heaven.

Horgans tørre britiske humor støder sammen med Sarah Jessica Parkers stil, og det virker på ingen måde troværdigt, når Frances giver manden en fuckfinger, eller ikke fortrækker en mine, når Robert har skidt i en kaffedåse.

Her er Thomas Haden Church (Sideways) mere på hjemmebane. Hans deadpan sidder lige i skabet, og Robert er interessant på flere punkter, da han går fra et barnligt røvhul til at vise sprækker af kærlig omsorg i de senere afsnit.

Men Sarah Jessica Parker er fanget i en tyve år gammel karakter. Hendes mimik og flagrende gestik er præcis den samme som Carries i Sex & the City, og det samme gælder både tonefaldet, når hun i dramatiske scener inderligt prøver at kæmpe for romantikken, og hendes usikre pauser mellem ordene samt lette hovedrysten.

Det eneste, der er ændret, er kjolerne. De er blevet mere nedtonet.

Det hjælper heller ikke på sammenligningen, at Sharon Horgan har plantet klare referencer til Sex & the City-universet, som eksempelvis når Frances står og kaster sten på ruden for at få Roberts opmærksomhed, ligesom Carrie gjorde det for at få Aidan tilbage.

Den mindeværdige Sex & the City-scene endte lykkeligt, men Horgan vender tingene på hovedet og lader Frances stå ydmyget tilbage.

Divorce kunne i grove træk godt være forestillingen om Carrie og Aidan, hvis de var blevet gift. Selv hunden, der i Sex & the City førte til både giftermål og en nær afsløring af affære, er igen repræsenteret.

Serien er desværre næsten lige så trøstesløs, som det ægteskab, den portrætterer. Man savner fortællegejst, en eksperimenterende tilgang til mediet eller bare et forsøg på at gøre noget nyt. Som et tyve år gammelt ægteskab, hvor alle kampe er kæmpet, alle holdninger afsøgt og alle interessante samtaler for længst er foretaget, lægger serien sig behageligt til rette i midten.

Det kan snildt gå som uforpligtende søndagsunderholdning. Det er også fint nok – det er bare ikke HBO. Og spørgsmålet er, om vi med det modne parforhold, der har været genstand for mangt et seriedrama de seneste par år, ikke har nået et mætningspunkt?