Django Unchained

Den drevne dialog, den ironisk-afstumpede vold og det selvbevidste soundtrack har fast plads i indholdsfortegnelsen for Quentin Tarantinos film-ABC. 

Men mesterskabet består mindst lige så meget i evnen til at strikke en klassisk suspense-drevet scene sammen med uovertruffen filmisk vellyst og musikalitet. 

Øreafskæringsscenen i Reservoir Dogs. Scenen i Pulp Fiction, hvor Samuel L. Jacksons lejemorder holder sin bibelske præ-likvideringstale, og en fyr pludselig træder frem med en kæmpe revolver, kun for at fyre en salve skud af uden at ramme plet med et eneste. Scenen fra Inglourious Basterds, hvor Christoph Waltz’ nazi-psykopat langsomt afslører, at han udmærket er klar over, hvad der gemmer sig under gulvbrædderne. 

Man kan måske gå så langt som til at hævde, at en Tarantino-film bør vurderes på antallet af suveræne enkeltscener snarere end på den samlede historie? Ud fra de standarder er den 49-årige instruktørs ottende spillefilm, Django Unchained, en rigtigt god Tarantino-film uden helt at nå de bedste. Og det er en film, der taber højde undervejs i sine to timer og 45 minutters spilletid. 

Den allerbedste scene i Tarantinos spaghetti-western falder således inden for de første tyve minutter. Dusørjægeren Dr. King Schultz (Christoph Waltz) rider ind i en støvet sydstatsflække sammen med den sorte eks-slave Django (Jamie Foxx), som han netop har købt fri (”A nigger on a horse,” udbryder beboerne chokeret – én ud af 110 gange, det forbudte N-ord bliver brugt). Dusørjægeren og slaven går ind på den lokale bar, og Schultz beder udtrykkeligt barmanden hente sheriffen, ikke byens marshall. Sheriffen kommer. Schultz pløkker ham ned uden at tøve. Og beder barmanden hente marshall’en. Da marshall’en ankommer, omringer denne sammen med byens skarpt bevæbnede beboere baren, og man tænker: Hvordan i alverden skal de dog slippe ud af den kattepine? Men Schultz – og Tarantino – har en plan. 

Instruktøren har flirtet med spaghetti-genren siden begyndelsen af karrieren, og med Django Unchained går han endelig linen ud. Filmen åbner med den ørehængende titelsang fra Sergio Corbuccis originale Django fra 1966, og her er da også både Morricone på lydsiden (krydret med lidt James Brown og 2Pac), skarpladte seksløbere, masser af cowboy-attitude, farvemættede flashbacks, selvbevidste zooms og hurtige trackingshots. Simpelthen en atmosfærisk fornøjelse for enhver Leone-fan. 

Som originalt twist har Tarantino dog skiftet det vilde vesten ud med de golde og kolde sydstater anno 1858. De hvide er griske udbyttere og de sorte fladmast under slaveriets tunge åg, men Django og Dr. King Schultz indleder et umage partnerskab fra hver sin position i skismaet. Django kan nemlig genkende de brutale Brittle-brødre, som Schultz jagter med dusørskødet i lommen og dollartegn i øjnene. Og som i øvrigt har tortureret og solgt Djangos hustru, Broomhilda (landets eneste tysktalende slave), der siden er blevet købt af plantageejeren Calvin Candie (Leonardo DiCaprio). Candies dekadente palads er selvfølgelig parrets og filmens endemål, men inden da går den vilde dusørjagt, og Django får smag for hvervet, for som han siger: ”Dræbe hvide mænd for penge – what’s not to like?” 

Django og Schultz er Tarantinos bedste filmduo siden Pulp Fictions Vincent og Jules. Jamie Foxx lægger fornemt krop til forvandlingen fra sammenbøjet slave til stolt herre i eget hus og kostelig koboltblåt silkedragt med overdimensioneret sløjfe. Man investerer sine følelser i Django, mere end man har gjort i en Tarantino-karakter siden Jackie Brown. 

Django Unchaineds hovedattraktion er dog Christoph Waltz, som fik sit store gennembrud i Inglourious Basterds og her skaber en lige så seværdig karakter som Hans Landa. Dr. King Schultz er en kultiveret tysk immigrant, der taler med et tårnhøjt lix-tal, kører rundt i en hestevogn med en knirkende kæmpetand på toppen (hans dække er at være tandlæge) og handler ud fra nogle særdeles krøllede, kontrolfikserede rationaler. 

Schultz har også et ganske progressivt forhold til slaveriet, og i det hele taget er Django Unchained en blodig satire over den racisme, der stadig hersker i USA. I en pludselig platkomisk scene bakser en flok bovlamme Ku Klux Klan-ryttere med at få hullerne i deres hvide hætter til at passe med øjnene (manden, hvis kone har syet dem, rider fornærmet hjem). Og Tarantinos grundlæggende ærinde er at give afløb for en undertrykt sort hævnfantasi mod de sadistiske blegfjæs, der – som Calvin Candie – køber slaver til ”mandingo”-kamp, en nævedyst til døden. Man beskylder ofte Tarantino for at være amoralsk og budskabsløs, men med sin nye film fortsætter han den moralske, kontrafaktiske historiemission, som han indledte med Inglourious Basterds. 

Samuel L. Jackson er veloplagt som Candies gamle sorte butler, der er mere racistisk end selv det mest inkarnerede KKK-medlem, men ellers får filmen for lidt ud af vores heltes udflugt til DiCaprios ”Candyland” i Mississippi. Også selvom den originale Django, Franco Nero, dukker op og understreger, at han godt ved, at ”Django” er med stumt ”d”. 

Djangos hævn er sød og sort, men scenerne i sidste akt mangler det sidste overrumplede vid og fortaber sig i banale eksplosioner. Alligevel er der nok godbidder i Tarantinos spaghetti til at slå fast, at han tyve år efter debuten stadig er de fleste overlegen i kunsten at koge genrebevidst underholdning.