Dobbeltspil

Dobbeltspil er Per Flys første favntag med mange danske instruktørers store prøvelse og for nogles vedkommende snubletråd: international, engelsksproget film. Og det slipper han godt fra – så godt, at der nok fremover også vil være bud efter ham fra det store udland. Også selv om – eller måske på grund af – at filmen i sit greb føles mere dansk end amerikansk.

Historien bygger på en virkelig beretning om Michael Soussan, en 24-årig amerikaner med danske aner, som får ansættelse i FN’s hovedkvarter i New York. Han træder ind i verdensorganisationen, samtidig med at det storstilede Food for Oil-program rulles ud i Irak.

Saddam Husseins diktatur var efter Første Golfkrig i 1990 ramt af omfattende sanktioner, hvilket betød, at FN påtog sig at sælge den irakiske råolie mod at sende fødevarer og medicin til den betrængte civilbefolkning. Milliarder af dollars var i omløb. På papiret en humanitært forsvarlig praksis, der var i tråd med den idealistiske Michael Soussans forhåbninger om at gøre verden til et lidt bedre sted.

Han kommer snart til Bagdad i selskab med sin chef, Pasha, der er anderledes virkelighedsnær og indfører den ambitiøse, men vårgrønne unge mand i de mere sinistre sider af diplomatiets rænkespil.

Michael bliver præsenteret for den underskønne og ligeledes idealistiske tolk Nashim og forstår gennem hende, at den på overfladen noble idé med at hjælpe irakerne tiltrækker en sværm af grådige aktører.

Kyniske forretningsfolk, kriminelle karteller, folk fra det irakiske regime og korrupte diplomater flokkes om honningkrukken og spinder guld på salget af Oil for Food.

Enorme summer ender i de forkerte lommer, og Michael indser lidt efter lidt, hvor dybt råddenskaben stikker.

Det er imidlertid ingen spøg at lægge sig ud med de mægtige kræfter, der kæmper om gevinsterne. Skal Michael – sådan som Pasha på én gang alfaderligt og truende formaner – erkende, at sandhed ikke bygger på fakta, men er et spørgsmål om konsensus? Eller skal han vove at være whistlebloweren, der sætter sig op imod et helt system?

Filmen følger Michael Soussans storsælgende bog Dobbeltspil fra 2008 og viser, hvor svært det kan være bare at gøre det moralsk rigtige.

Michael vælger efter kvalfulde overvejelser – og et par voldsomme tildragelser – at afsløre, hvordan blandt andet hans læremester Pasha beriger sig på irakernes bekostning. Men Pasha fastholder, at hans handlinger er kommet de nødstedte til gavn, og at korruptionen har været et nødvendigt onde for at få idéen omsat i praksis.

Per Fly er fascineret af, hvad livsløgnen er for en størrelse, og hvad den gør ved os mennesker – tænk på tematikken i Bænken og Drabet. Og i Dobbeltspil har han fat i et tankevækkende dilemma: Hvordan skal man agere i en verden, hvor sort og hvid er opløst, og gråzonerne dominerer?

Det er måske her, at instruktørens danske prægning særligt mærkes. Der er et par gennemført lede skurke i fortællingen, men ellers er der både godt og skidt at sige om hovedpersonerne. Vi får ikke foræret en entydig domfældelse á la Hollywood.

Filmens besætning er hentet fra den øverste hylde. Michael spilles overbevisende af Theo James, der er pinup på alverdens ungpigeværelser, men her viser, at han er en fortræffelig karakterskuespiller. Det samme kan siges om Ben Kingsley, som ellers kan være slemt manieret. Men i rollen som Pasha fremtræder han stærkt ubehagelig, hvilket er en ubetinget ros. Også tyrkisk-kurdiske Belçim Bilgin gør det godt som den dragende og sjæleligt plagede tolk Nashim, mens Jacqueline Bisset som den franske diplomat Dupre har autoritet og lynende vrede i sit blik.

Håndværket er upåklageligt, og der er ingen mislyde eller slinger i valsen. Men heller ingen wauw-faktor. For en historie, der allerede er kendt, har Dobbeltspil dog et betydeligt spændingsniveau, og moralen er altid en messe værd: hellere dø stående end at leve på knæ!