Som kritiker, der skal vurdere DR’s nye satsning Dobbeltspil på basis af ét afsnit, føler man sig som en af deltagerne i programmet: Man har ikke så meget at arbejde med!
Dobbeltspil er et originalt koncept, som er udviklet af afdelingen for ”bred kultur og fakta” i DR. Og idéen er en smule indviklet, men ret effektiv.
Seksten ”agenter” er samlet i et gammelt militæranlæg. Her udstyres de med uniformerede dragter og konfronteres med ensartede logoer, der giver det hele lidt mindelser om den koreanske serie Squid Games, hvor deltagerne bliver slået ihjel én efter én.
Spillet går ud på, at nogle af deltagerne er dobbeltagenter, mens andre er agenter. Men ingen ved, hvad de andre er.
Deltagerne udsættes for forskellige opgaver – både praktiske missioner i et øvelsesterræn og mere intellektuelle spil og tests. Foruden en slags militæragtige afhøringer, hvor dagens to, særligt udpegede efterforskere skal prøve at regne ud, hvem der er hvem.
Tv-serier af denne karakter, hvor det hele er båret af seerens holden med denne eller hin deltager, bygges op over tid. Vi skal lige lære deltagerne at kende, og dermed må man regne med, at det hele bliver mere og mere spændende, efterhånden som vi kommer tættere på de 100.000, som vinderen af det hele løber af med.
Her i begyndelsen er det lidt svært at hidse sig helt op.
Det samme gælder en sær afstand imellem en, skal vi sige, voldsomt melodramatik i paramilitært set-up, buldrende lydside, Guantanamo-agtige dragter og ikke mindst Ellen Hillingsøs crossdressende macho-gamemaster.
Vi må forstå, at det her er alvor. Men det bliver indimellem for meget, når man tænker på, at det dybest set bare er et rollespil for voksne.
Apropos dobbeltspil, kan man også undre sig over, at DR gør så meget ud af at fremhæve originaliteten, når serien åbenlyst er løst baseret på seerhits i andre lande.
Det hele begyndte med tv-showet De Verraders på hollandsk tv. Det var en tv-version af hyggespillet Mafia, hvor en lille subgruppe skal manipulere med resten af selskabet og sætte lus i skindpelsen. Hvem er hvem, og hvem kan jeg regne med?
På BBC blev det til storsuccessen The Traitors med Claudia Winklemann, der i Storbritannien er kendt for alt fra madudsendelser til Vild med dans-pendanten Dancing with the Stars. Det er samme show, som nu kører succesfuldt på TV 2 under titlen Forræder.
Dobbeltspil er sjovt og underholdende, og det fungerer umiddelbart tilfredsstillende.
De medvirkende er læger, psykoterapeuter og it-folk, og man kunne godt have skærpet forventningerne til deltagerne med rigtige efterretningsagenter eller elitemilitærfolk og profileringspsykologer.
Men man valgte at satse på det folkelige element. Opgaverne virker egentlig trivielle – det er simple regnestykker og meget enkle brætspil, hvor man skal stable brikker, som ikke må få et ophængt bræt til at tippe. Men med tidspresset går det alligevel hen og bliver nervepirrende.
På et mere overordnet refleksionsplan kan man tænke over, hvorfor så mange underholdningsprogrammer i disse år handler om at afkode sidemanden og om at få afklaret, hvem man egentlig kan stole på.
Er vi ved at miste tilliden til hinanden og systemerne?
Kommentarer