Doctor Strange

Robotpanser, supersoldater, guder og grønne monstre er efterhånden hverdagskost i Marvels superheltefilm. Derfor skulle man tro, at der snart ikke var flere fantastiske superkræfter, som kan imponere os biografgængere.

Men sidder man med et par 3D-briller på næsen og ser en charmerende Benedict Cumberbatch, der betager med blockbustermagi, som får både Gandalf og Harry Potters tryllekunst til at ligne blinkende cykellygter.

I Doctor Strange spiller Cumberbatch den verdenskendte neurokirurg Stephen Strange. Han kan sit kram, hvilket demonstreres effektivt i starten af filmen, hvor han i en intens scene redder et skudoffers liv ved at opererer kuglen ud af hovedet med en rolig hånd og præcision.

Det hele kører for Strange, lige indtil han kører galt og totalsmadrer begge sine hænder.

Hans karriere som kirurg er slut. På trods af sin yderst sympatiske og smukke kollega Christines (Rachel McAdams) påmindelser om, at han sagtens kan leve et godt liv uden at være kirurg, leder han desperat efter en kur.

Søgningen bringer ham til Kamar-Taj i Nepal. Her møder Strange magikeren Mordo (Chiwetel Ejiofor), som introducerer ham for sin lærermester The Ancient One (Tilda Swinton).

Hun forklarer den tilskadekomne doktor, at verden er mere, end den ser ud til, og at han sagtens vil kunne bruge sine hænder igen, hvis han lærer den magiske del af universet bedre at kende.

Den er doktoren med på, og han starter en Jedi-lignende uddannelse, hvor han lærer om alternative virkeligheder og undervejs konfronteres med en tidligere lærling af The Ancient One, Kaecilius (Mads Mikkelsen), som har en fetich for mørk magi, verdens undergang og evigt liv.

Formlen er set før.

Stephen Strange og hans oprindelseshistorie minder en hel del om Tony Starks og hans første skridt som Iron Man tilbage i 2008. I begge film kommer en super intellektuel rigmand grusomt til skade, og kuren viser sig at kunne bruges til at forsvare menneskeheden.

De har også det samme skæg.

Men det er en god historie, og Benedict Cumberbatch gør Stephen Strange karakteren til sin egen. Han spiller på mange af de samme tangenter, som han gør i rollen som Sherlock Holmes i tv-serien Sherlock. Han er arrogant og sarkastisk, samtidig med at han er sjov, klog og godhjertet.

Magien i filmen lever på en forudsætning om, at magikerne kan hente magiske krafter fra forskellige alternative universer. Visualiseringen af tryllerierne bruger et lignende princip og sammensmelter de bedste special effects fra forskellige imponerende visuelle film som The Matrix og Inception.

Det ser utroligt flot og eventyrligt ud, og i de actionfyldte scener bruges 3D-effekten på relevante og kreative måder, hvis lige ikke er set siden Gravity i 2013.

Den aldersløse Tilda Swinton er perfekt castet som den mange hundredeårige troldkvinde, der konstant har et overlegent og mystisk, men også varmt udtryk i øjnene.

Mads Mikkelsen gør det også fint som skurk, på trods af at man ikke får meget at vide om Kaecilius’ fortid. Til gengæld står hans motivation for at tilbede de mørke kræfter stjerneklart. I en velspillet scene forklarer han med dødsangst og tårer i de glitrende troldmandsøjne, at han for enhver pris ønsker at leve for evigt. Sådan!

Strange er dog filmens bedste karakter. I en af filmens mest originale actionscener teleporterer han sig ind på hospitalet efter, at Kaecilius har spiddet ham i brystet.

Han finder Christine, beder hende om at redde sit liv – og besvimer. Til Christines rædsel dukker Stranges sjæl dog pludselig op over operationsbordet og forklarer hende, hvordan hun skal operere ham korrekt, samtidig med at han kæmper mod en af Kaecilius’ håndlangeres ånd.

På den måde gør filmen flere gange kløgtig brug af Stranges evner som både kirurg og magiker, og sammen med Cumberbatch’ stærke selvtillid og perfekte komiske timing er det yderst underholdende at bevidne.