Doctor Strange in the Multiverse of Madness

Nørderne har overtaget popkulturen.

Efterhånden har flere styr på reglerne for tidsrejser end for offside, og på det seneste er også nørdernes yndlingsteori blevet folkeeje: multiverset.

Filosoffen William James’ gamle teori om et uendeligt antal parallelle universer blev første gang introduceret til et mainstream-publikum af manuskriptforfatterne Dan Harmon og Chris McKenna i et legendarisk afsnit af komedieserien Community.

Siden brugte Harmon teorien som fundament for hitserien Rick and Morty, og McKenna gjorde det samme med manuskriptet til sidste års kæmpesucces Spider-Man: No Way Home.

I filmens opfølger i Marvel Cinematic Universe døjer troldmanden Stephen Strange (Benedict Cumberbatch) igen med konceptet.

Han møder den multiversrejsende teenager America (Xochitl Gomez) og må beskytte hende imod den tidligere Avenger-heks Wanda (Elizabeth Olsen). Wanda er blevet skør i jagten efter et univers, hvor hun er mor til to hæsligt Disney-nuttede drengebørn.

Før det er for sent, må både Wanda og Stephen acceptere, at de ender med at ødelægge deres egen virkelighed, hvis de insisterer på at jagte, hvad der kunne have været.

Det er altså en historie om at acceptere sin magtesløshed, og det er egentlig en meget original pointe i en superheltefilm.

Men multivers-formatet bliver ikke kun udnyttet til originale idéer.

I Spider-Man: No Way Home brugte Marvel konceptet til at hive tidligere inkarnationer af Spider-Man ind i universet. Det var sjovt første gang, men denne gang virker det som et billigt trick.

Særligt én scene fremstår doven, da både karakterer fra De Fantastiske Fire og X-Men dukker op, siger noget sjovt og sætter historien på pause for at svælge i nostalgi.

Desuden betyder multiverset, at Marvels i forvejen ufarlige kampscener bliver decideret konsekvensløse, da alle i princippet kan skiftes ud med et alternativt selv.

Heldigvis betyder den totale konsekvensløshed også, at der er plads til en filmisk eksperimenterelyst, som er uhyre sjælden for Marvel.

Hvert alternative univers er udstyret med morsomme særheder. Eksempelvis serveres pizza i kugler, og rødt lys betyder ”gå”. Og den visuelt psykedeliske stil er endnu mere skør og imponerende end i den første Doctor Strange-film.

Instruktøren Sam Raimi stod også bag 00’ernes oprindelige Spider-Man-film, og hans kærlighed til klassiske horror-effekter i kombination med fjollet action pryder filmen.

En specielt kreativ kampscene mellem to udgaver af Strangebruger magisk flyvende noder og deres tilsvarende toner til at angribe hinanden, mens baggrundsmusikken kælent supplerer de symfoniske besværgelser.

Ét angreb udføres med en lydlig reference til Bachs Toccata og Fuga i d-mol, og brugen af det berømte horror-tema er ikke tilfældigt, for der er rigeligt med gru.

Scener med den forskruede Wanda – hvis transformation til monster kan ses i serien WandaVision – er sat sammen som klassisk gys med skæve vinkler og skræmmende, høje lydeffekter, så Wanda bliver ægte uhyggelig.

Gyset og den imponerende visuelle æstetik er dog det tætteste, vi kommer på at blive rørt.

Wandas desperate længsel efter sine uvirkelige børn er ikke specielt gribende. Elizabeth Olsens vibrerende repliklevering gør hende mere morgentræt end sorgfuld, og kemien mellem hende og englebørnene er dybt akavet.

Stranges tværdimensionelle forelskelse i ekskæresten Christine er heller ikke specielt gribende og ender i den klamme replik: ”Jeg elsker dig i alle universer.”

Men på trods af den følelsesmæssigt flade fornemmelse er det en medrivende fornøjelse at se Marvels kedeligt kompetente kræfter syre helt ud i multiverset.