Doggystyle

I DR3’s nye fiktionsserie Doggystyle følger vi den 21-årige Asta (Rosemarie Mosbæk), som gerne vil være skuespiller, vild og københavner-smart. 

Men hun kan ikke betale sin husleje og må flytte hjem til forældrene i Odsherred, hvor hun flader ud på sengen, brokker sig over tilværelsen og sender frække snapchat-beskeder til sin flirt. Det er filminstruktøren og Ekko Shortlist-kendingen Aske Bang, der optræder under eget navn og i en af seriens indledende scener tager Asta hårdt bagfra – doggystyle – mens han højlydt pruster og stønner. 

”Synes du jeg er en dårlig skuespiller?” spørger Asta forsigtigt Aske en morgen i hans lejlighed. Han trækker ligegyldigt på skuldrene. ”Hold nu op, jeg synes du er pisse lækker.” 

Svaret gør tydeligvis nas, og det er uden tvivl et nederlag for den unge kvinde at skulle lægge skuespilambitionerne midlertidigt på hylden og krybe tilbage til provinsen. 

Serien er skrevet og instrueret af Anna Emma Haudal, som i år er nomineret til Ekko Shortlist Awards med parforholdskomedien Sofa. Og hun rammer plet i fremstillingen af den sex-fikserede, socialmedie-afhængige, snobbede og snotforkælede wannabe-storbytype. Asta er til tider irriterende, som vi unge er flest, men i modsætning til de unge, jeg kender, mangler hun nogle menneskelige nuancer. 

Der opstår naturlige situationer mellem karaktererne, mange scener er velspillede, og billederne er flotte i al deres enkelhed. 

Rosemarie Mosbæk gør det godt som Asta. Hun spiller med en råstyrke og et mod, som er prisværdigt, men hun får ikke altid lov at tale frit fra leveren. Replikkerne klinger ofte hult og fremstår som klichéfyldte spekulationer. I glimt kommer jeg så tæt på Asta, at jeg føler hun kunne være en kær veninde, jeg kunne betro mig til. Andre gange kommer serien ufrivilligt til at reducere hende, og hun bliver fremmed for mig. 

Vi kommer med indenfor i hendes barndomshjem, møder forældrene og hendes søster Ida (Sarah Juel Werner), som lider af cerebral parese og sidder i kørestol. Forældrene er sympatiske og varme, og båndet mellem de to søstre veksler mellem kærligt drilleri og knugende alvor. Asta kan jo bevæge sig frit til musikken over højtaleranlægget, tage på eventyr i København, få bollevenner og kærester, mens Ida er bundet til Odsherred og sin kørestol. 

”Spasserpasser,” kalder Asta sig selv på et snapchat-selfie og trykker uden blusel ”send”. Senere drikker hun Mokai med barndomsveninden Jose, og Ida får en slurk. 

Seriens mest helstøbte karakter er faktisk den lidt ældre Jose, som med sit lange, afblegede hår og lyserøde lakerede negle ligner, hvad en københavnersnob ville kalde en prollet provinspige.

Jose er en hårdtarbejdende realist, og hun udstiller både Astas og alle andre storbyunges opblæste snobberi, når hun lakerer negle til perfektion og kalder det en kunstform, selv om Asta kigger hånligt på hende. Kan noget så banalt som at lægge neglelak være kunst? 

Hvor Jose under den rå facade rummer en skrøbelighed, som bryder med stereotypen om den jævne provinspige, bekræfter Asta i de første fire afsnit desværre lidt for meget stereotypen om københavneren. 

Men måske skal Astas påtagethed understrege hendes indædte kamp for at tilpasse sig et indspist storbymiljø, der giver sig ud for at være åbent, mangfoldigt og tolerant, men som på mange måder er ensrettet, tillukket og afvisende over for alle udefrakommende? 

Om Asta virkelig er en kliché, eller om hun bare prøver at være én, må seriens sidste seks afsnit vise. Men jeg havde været revet mere med af en fortælling, hvor Jose – og ikke Asta – var hovedpersonen.