Dogman

Holy fuck, en kraftudladning!

Hvis man troede, at Matteo Garrone havde fyret alt sit krudt af i undergangsvarslet Gomorrah (2008) om Napolis middelklasse-indsovsede hverdagsmafia eller hans grænseoverskridende eventyrfortolkninger i Tale of Tales (2014), så kan man heldigvis tro om igen.

Dogman er tættest beslægtet med førstnævnte, og det er en Garrone i absolut topform, der giver publikum en syditaliensk rutsjebanetur af hundecoiffure, coke og nedfrosne tæppetissere.

Den lille, kejtede og krumryggede Marcello Fonte vandt fuldt fortjent skuespilprisen i Cannes for sin præstation som hundesalonejeren, der skubbes ud over kanten. Marcello – det hedder den sympatiske underdog han også i filmen – er dedikeret til to ting i livet: deledatteren på omkring ti år og den lille og ikke særligt indtagende salon, hvor han møder en form for sjælefrænder i de umælende trofaste dyr.

Billedet af en kittelklædt Marcello, der står og ordner negle på en grand danois større end ham selv, siger mere end en napolitansk storfamilie på en travl dag.

Stedet er en navnløs, forarmet kystby i Syditalien, der virker ramt af kronisk ebbe på alle parametre. Lokalmiljøet er tegnet med udsøgt, forstemmende nærvær, men det er ikke et mærkbart gangstervælde som i Gomorrah. Salon Dogmans nærmeste naboer er en stripbar, en antikvitetshandel, en tarvelig guldsmed og en taverna, hvis primære nerve synes at være et kollektivt had til den muskelpumpede Simone, der kører i cirkler i byen på motorcykel, fuld af coke og ren aggression.

Marcello er lidt i en pine. For det er formentlig hans egen underhånds-kokain-forretning, der har gjort Simone til den voldspsykopat, han er. De to umage mænds forhold er filmens egentlige fokus.

Er det et slidstærkt barndomsvenskab? En gensidig afhængighed mellem en masochistisk puddelhund og en muskelhund med tyrenakke?

Det er svært at afgøre, men set med Marcellos øjne er der ikke andet valg end at sige klart fra – og så æde sit nej, hver gang Simone (fremragende og frygtindgydende spillet af Edoardo Pesce) puster sig truende op.

Først skal Simone bruge hundebilen til et bræk i en kæmpevilla, dernæst Marcello selv som flugtchauffør. Og til sidst er det naturligvis den lille mand, der står med et dilemma, da han opdager, at Simone har proppet villaens diminutive vagthund levende ned i en kummefryser. Hele sekvensen med indbruddet er så grum og absurd, rørende og pinefuldt morsom, som kun filmkunst, der tager publikum i kraven og haler det hen på det mest uønskede sted, kan være.

Der er vitterligt ingen udveje for Marcello.

En anden guddommelig scene er, da Simone bliver skudsåret og Marcello slæber ham hjem til moren, der sprætter Simones pose med coke i raseri. Den blødende kæmpe krammer hende intenst, mens han signalerer til Marcello bag hendes ryg, at han skal feje lortet sammen i en fart.

Det er Matteo Garrones store fortjeneste, at dette galehus hele tiden er i realistisk vater.

Et enkelt sted, hvor handlingen springer i tid, mangler der en psykologisk mellemregning. Men miraklet er, at man føler fysisk angst for skurken, elsker og hader antihelten og føler sig låst af deres omgivelser.

Det er stolte nationale traditioner fra Vittorio De Sicas ydmygede cykeltyv til Luchino Viscontis opkogte broderskaber, der dukker op i erindringen undervejs. Men også italiensk kultur gennem amerikanske øjne med Coppolas Corleone-slæng og Scorseses fallerede boksere.

Garrone tegner et signalement af lowlife-mafiavirksomhed, som fortjener at blive stående, når alle de voldsforherligende eposer er glemt. Det er frygtsomhed, psykologiske fejllæsninger, misforstået loyalitet og moralforladt selvbeskyttelse, der driver personerne hen imod filmens klimaks, som vil gøre det umuligt nogensinde at se på hundesaloner med samme øjne igen.

Dette måske mest forstemmende portræt af middelhavskultur til dato – ikke overraskende inspireret af virkelige hændelser – er mod alle odds blevet en film, der pulserer livskraftigt videre i ens bevidsthed, længe efter den sidste knogle er knust.