Den eksperimenterende kunst trives glimrende i Danmark. Tag bare onsdag aften i Cinemateket i København.
Her fremførte ensemblet Scenatet en af deres såkaldte dokumentarkoncerter, der er en tværkunstnerisk oplevelse med film akkompagneret af live-musik.
Scenatet består af klassiske musikere, komponister og instruktører, der dyrker den nyskabende, eksperimenterende og udefinerbare kunst.
Instruktør og dokumentarist Michael Madsen, manden bag den tankevækkende Into Eternity (udgivet på Ekko-dvd #17), og kurator Anna Berit Asp Christensen står bag dokumentarfilmkoncertens koncept. Det er deres andet samarbejde, og i det første fulgte de komponisten Bent Sørensen ved at skildre hverdagsoptagelser fra hans liv til tonerne af hans kammerværker.
Denne aften er det komponisten Niels Rønsholdt, som er omdrejningspunktet i en stum portrætfilm. Og filmen bliver ledsaget af hans kompositioner, som fremføres live af et stort ellevemands orkester.
Michael Madsen har skabt sine optagelser af Niels Rønsholdt ved at udstyre ham med et fastspændt kamera, der filmer ham op i ansigtet – en slags reality-tv i ekstreme nærbilleder. Således oplever vi komponisten, mens han drager ud i verden. Vi følger ham primært i Londons gader.
Han står i en rød telefonboks, mens storbyens travle trafik hastigt glider forbi. Han går ind i en boghandel, børster tænder på hotellet, sover og vågner op til en ny dag. Andre gange står han på Kongens Nytorv i København og drejer rundt om sig selv. Portrættet er renset for kausalitet. Det er en slags storbysymfoni i ånden fra Vertovs stumfilmklassiker Manden med kameraet.
Til sidst er kameraet afmonteret og placeret som fluen på væggen i et atelier, mens komponisten bærer rundt på en hvid kasse. Her ender portrættet.
Rønsholdt virker ikke utilpas i optagelserne. Han smiler med øjnene og stirrer fast på kameraet. Få gange konverserer han med tilfældige personer, men ellers er han isoleret fra omgivelserne. Og vi bliver ikke meget klogere på ham som menneske eller kunstner – hvis det ellers overhovedet har været meningen.
Portrættet er i starten primært ledsaget af strygeinstrumenterne, hvor de høje toner fra celloen, violinen og bratschen føjer en dramatisk stemning til billederne.
Når pianoet og trombonen blandt flere andre instrumenter kommer ind over, lyder det mere jazzet og giver følelsen af et urbant natteliv – Tom Waits hæse whiskystemme havde passet godt ind.
Orkestret sidder fuldt koncentreret og spiller ganske forrygende. Specielt mezzosopranens stemmeleje skærer imponerende igennem.
Niels Rønsholdt sidder selv i hjørnet og styrer formodentligt de elektroniske elementer, som kommer frem i lydcollagen omkring halvvejs med besynderlige lyde og et bankende tromme-beat, der som en slags techno står i diametral modsætning til de klassiske instrumenter.
Cinematekets publikum virker ganske betaget, men generelt er det svært at spore en sammenhæng mellem billederne og musikken. Det smelter sjældent sammen i de 60 minutter, oplevelsen står på.
Kommentarer