Dommen over den svenske, politiske dagbladsredaktør Torgny Segerstedt (1876-1945) var klar efter hans død: Han var en helt, en af Europas mest betydningsfulde anti-nazistiske stemmer.
Allerede i januar 1933 kunne den demokratiske aristokrat Segerstedt dekretere Hitler for ”en forulempelse”. Og antinazismen blev ledetråden i hans virke op gennem 30’erne og under Anden Verdenskrig, langt fra ubetinget beundret i det neutrale Sverige. Her betragtede mange hans skriverier som en sikkerhedsrisiko, og både statsministeren og kongen forsøgte at få ham til at tie.
Netop Segerstedts konfrontationer med statens topfigurer skaber en nerve og fremdrift, Dom over død mand ellers er ret blottet for. Først i anden halvdel kommer den udsøgt fotograferede, sort-hvide film til live i disse skammens øjeblikke, hvor ytringsfriheden anfægtes.
Det er også her, Jesper Christensen brænder stærkest igennem som den flinthårde Segerstedt. Men som helhed ser filmen ikke Segerstedt som en politisk helt, men som en problematisk patriark, der var så kuldslået i sine private relationer, at forholdet til hans tre hunde tæller mest.
Det går ud over kvinderne i hans liv – den selvmedlidende hustru (Ulla Skoog i en mest af alt pinagtig præstation) og den offentlige elskerinde (Pernilla August), der finansierer hans blad, Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning. Det aldrende trekantsforhold slår ikke mange gnister i Troells flaksende fortællestil (manus skrevet med Klaus Rifbjerg). Styrken ligger i sansen for udtryksfulde fysiognomier og de troellske, ultra- korte glimt af smerte eller skønhed.
Til slut går både fortælling og personer i noget nær totalopløsning i morfinisme, kræftsygdom og udslukthed. Har Segerstedt ret, når han frygter at have skrevet i sand? Nej: Filmen dementerer det ved sin blotte eksistens. Lad så være, at den snarere føles sær end forløst.
Kommentarer