”Jeg ville ønske, jeg kunne lide dig!”
Sådan siger den aldrende dommer Joseph Palmer (Robert Duvall) til sin søn forsvarsadvokaten Hank (Robert Downey Jr.) kort inde i Dommeren.
Så er det slået fast med det samme – der er kurrer på tråden i far-søn-forholdet.
Palmer junior bor i Chicago, hvor han lever af at forsvare økonomiske bedragere. Han er en speedsnakkende advokat, for hvem en sejr vejer langt tungere end uhåndgribelige størrelser som etik og moral.
Og han er ikke ligefrem ydmyg.
Da en anklager på et toilet rasende henvender sig til Hank og spørger, hvordan det føles kun at forsvare skyldige, vender Hank sig væk fra urinalet, så han strinter på anklagerens jakke:
”De uskyldige har ikke råd til mig.”
Dommeren er instrueret af David Dobkin, der nok især er kendt for komedierne Wedding Crashers og Shanghai Knights.
I starten synes filmen da ogsåat ville ramme en komedietone. Men hurtigt bliver det mere alvorligt, og der veksles mellem et melodrama om familiehemmeligheder og et konventionelt retssalsdrama, hvor folk sukker og mumler højlydt, når nye, overraskende beviser fremføres.
Lige før en af Hanks store sager modtager han et opkald. Hans mor er død.
Hank har ikke haft megen kontakt med familien de senere år, men til begravelsen må han se dem alle sammen i øjnene, ikke mindst det frygtede fader-dyr Joseph.
Til begravelsen krammer Joseph alle, der er mødt op. Bortset fra Hank. Han får et køligt håndtryk.
Duvall er troværdig som den retskafne, men plagede dommer, der må kæmpe med eget helbred og sin kones død. Og Downey Jr. spiller endnu engang en rolle, hvor han balancerer det flabede og øretæveindbydende med det charmerende og humoristiske.
Lige efter begravelsen sker en ulykke. En tidligere dømt morder dør efter at være blevet påkørt, og flere beviser peger på, at Joseph skulle have ført bilen. Selv husker Joseph dog intet fra aftenen – han har nemlig fået konstateret mavekræft, og kemoterapien giver ham af og til hukommelsestab.
Der rejses sag mod Joseph. Og selvfølgelig bliver det Hank, der skal forsvare ham. Far og søn må således forsøge at reparere på fortiden, hvis de skal trække sig sejrrigt ud af retssagen.
De mange voldsomt dramatiske hændelser, som Hank udsættes for, får fortællingen til at virke temmelig konstrueret. Men det kræver åbenbart radikale, skæbneafgørende begivenheder, hvis Hank Palmer skal gelejdes ind på anstændighedens dydige sti.
Dommeren er overordentligt rig på skeletter, der hele tiden vælter ud af skabet, og når det skal være følelsesladet, anvender Dobkin alt andet end subtile tricks.
For at vise, hvor lille og uskyldig Hank engang var, vises en hjemmevideo fra barndommen tilsat de melankolske toner, der er blevet singer-songwriteren Bon Ivers varemærke. Og hele familien sidder bagefter tilbage med tårer i øjnene.
Forholdet mellem Hank og Joseph synes også for skarpt optegnet i starten, hvor de konstant mundhugges og præsenterer hinanden for deres mellemste finger. Senere udvikler det sig dog i en mere nuanceret retning, særligt i en scene, hvor Hank må hjælpe den sygdomsramte patriark i bad, fungerer glimrende som billede på udviklingen i deres forhold.
Selvom filmen strør om sig med plottwists, er effekten aldrig så dramatisk eller sindsoprivende, som intentionen synes at være. Og det intense karakterdrama, som ellers trives så godt i filmhistoriens retssale, bliver aldrig foldet helt ud.
Kommentarer