Efter tyve minutter forsvinder håbet om en udmærket film. Dommerens valg åbner ellers stærkt.
Fiona Maye (Emma Thompson) er en prominent dommer i familiesager hos den britiske landsret. Fionas domsafsigelser dækkes ubønhørligt af pressen, der især hæfter sig ved hendes uortodokse metoder. Ægteskabet med Jack (Stanley Tucci) kører heller ikke just på skinner.
På sit arbejde bevæger hun sig i en etisk gråzone. For eksempel er det op til hende at afgøre, hvorvidt hospitalet må skille et par nyfødte siamesiske tvillinger fra hinanden. Skal man risikere at miste det ene barn for, at det andet kan overleve?
En dag står Fiona med en hastesag: Adam på sytten år ligger for døden med leukæmi.
Han nægter at tage imod en blodtransfusion, som kan redde hans liv. Adam og hans familie er gudfrygtige medlemmer af Jehovas Vidner, hvorfor de ikke bryder sig om at blande menneskers blod.
Det er en prekær konflikt, som filmen for en stund skildrer nuanceret og indsigtsfuldt, nemlig så længe vi er inden for rettens fire vægge. I det øjeblik, Fiona har afsagt sin dom, falder filmen desværre fra hinanden.
Retssagerne tager udgangspunkt i den såkaldte Children Act 1989. Loven fastslår, at barnets tarv skal sættes over alt andet, selv om det kan betyde, at staten må gribe ind over for forældrene.
Adams forældre afviser den livsvigtige blodtransfusion, men det interessante er, at også Adam nægter behandling. Om det så koster ham livet. Han er dog ikke myndig endnu, så loven dikterer, at staten må gribe ind.
Fiona besøger den ejendommelige, unge mand på hospitalet for at høre hans bevæggrunde. De spiller lidt guitar og hygger. Efter mødet beslutter Fiona, at lægerne skal foretage blodtransfusionen.
Adam overlever og bliver frygteligt besat af Fiona. Den unge mand er forelsket og springer ud som entusiastisk digter, en lidenskab, han deler med den ældre dommer.
Det betyder også, at filmen mister overblikket og har svært ved at overskue de moralske dilemmaer, den ellers behandlede så overbevisende i sin åbning.
Filmen taber også sin psykologiske tyngde, efterhånden som den udvikler sig til et trekantsdrama fyldt med kærlighedsklichéer. Adam diskuterer poesi med Fiona, mens Jack vil have en affære, fordi han og fortravlede Fiona ikke har bollet i elleve måneder. Og når hun beskæftiger sig med retsarbejde, spiller hun finkulturel musik med sin jurakollega.
Problemet er ikke, at de dramatiske hændelser og konflikter i sig selv er utroværdige. Det er selve turneringen af dem, der forekommer så skødesløs, at ingen af dem bliver særligt vedkommende.
Den kompromisløse skildring af en ung mand, der besættes af en ældre kvinde og konfronterer den totalitære ånd i religionen, han er vokset op i, er ellers interessant.
Men i Dommerens valg forenes de rets- og moralfilosofiske konflikter på klodset vis med et afsporet ægteskab, hvorfor oplevelsen i sidste ende føles utilfredsstillende.
Kommentarer