Downsizing

Vi mennesker er eksperter i at misbruge en god opfindelse.

Det er med de bedste intentioner, at den norske professor Jørgen Asbjørnsen opfinder et serum, som kan skrumpe befolkningen permanent ned til ti centimeter. Med mindre forbrug og mere plads er det en idiotsikker plan til at redde Jorden fra overbefolkning.

Men få år efter er de visionære tanker skiftet ud med et kommercialiseret produkt tiltænkt middelklasse-Amerikas jagt på det søde liv. For når man er lille, bliver alt så billigt, at livet kan leves på første klasse. Og hvorfor ikke tænke på sig selv, nu man er i gang med at redde planeten?

Alexander Payne (Sideways) har for længst vist sig som en af USA’s bedste instruktører med en unik evne til at forvandle dagligdagen til vidtrækkende historier om den lille mand.

Med Downsizing nyder han tydeligvis at slå sig løs i en satirisk komedie.

Et stift smilende, skrumpet ægtepar (Laura Dern og Neil Patrick Harris) fremviser professorens serum til ivrige forbrugere. Slængende i badekarret i sit luksuriøse dukkehus fortæller hustruen, at hun brugte 83 dollars på diamantjuveler. ”83 dollars!” udbryder manden til et chokeret publikum som en annoncør i en dårlig infomercial. ”Men skat, det er jo to måneders madbudget!”

Selv om Downsizing er en spiddende satire over det kapitalistiske samfunds grådighed, finder Payne hurtigt luppen frem og slipper aldrig fokus fra den nedtrådte middelklassemand Paul (Matt Damon).

Han er lidt af en vatpik.

Han vil andre det godt, men lader dem træde på ham i processen. Da hans mor bliver syg, opgiver Paul lægeuddannelsen for at passe hende og lever af mad fra den lokale bar. Ti år senere henter han stadig mad, men nu er moren blevet erstattet af konen Audrey (Kristen Wiig).

De to beslutter sig for at skrumpe og dermed undslippe deres uoverskuelige gældsposter og nyde tilværelsen i miniatureparadiset kaldet Leisureland.

Men skæbnen vil Paul noget andet.

”Jeg bliver nødt til at tænke på mig selv,” siger konen og overlader Paul, hvis hverdag nu består af akavede dates med enlige mødre i en trist bachelorlejlighed.

Konceptet har allerede vist sin bæredygtighed som komedie i Skat, børnene er skrumpet (1989), hvor Rick Moranis ved et uheld skrumper børnene til myrestørrelse. Og Alexander Payne forstår den komiske guldgrube, der findes i billedet af en lille mand omringet af kolossale mennesker og genstande.

Da Paul vågner efter skrumpeoperationen, tjekker han straks om udstyret stadig har den samme størrelse i forhold til resten af kroppen. Snart efter dukker en sygeplejerske op med en kiks, der er på størrelse med Paul. ”Patienterne elsker det trick,” griner sygeplejersken, og det er rent faktisk sjovt.

Men hvor mindre ambitiøse instruktører ville have stoppet der, fortsætter Downsizing ufortrødent.

Paul støder på sin flamboyante overbo Dusan – Christoph Waltz med herligt slesk attitude – og forelsker sig i den vietnamesiske hushjælp Ngoc Lan Tran. De to bliver hurtigt filmens bankende hjerte.

Ngoc Lan Tran (Hong Chau) åbner for helt nye sider af Paynes samfundssatire. Hun er en illegal indvandrer, der som politisk fange blev skrumpet mod sin vilje. Som en af Donald Trumps våde drømme bor hun og resten af indvandrerne i en ghetto uden for Leisurelands altomsluttende mur og kommer kun ind i de hvide menneskers villaer, når der skal gøres rent efter ekstravagante fester.

Paul vælger at spille den gode samaritaner, og det kunne lugte af en hvid frelser-historie, hvor han egenhændigt redder de stakkels immigranter.

Men Downsizing er for klog til at falde i den fælde. I stedet fortæller filmen en kærkommen historie om et sympatisk menneske, der bare ønsker at finde sin plads i livet.