Downton Abbey – sæson 6, afsnit 1-2

Meget er sket på det mondæne herresæde Downton Abbey siden seriens begyndelse.

Første Verdenskrig er kommet og gået. Det samme er elskede og knap så populære karakterer. Ændringer i klassesamfundet har skabt nye boller på suppen hos herskabet og tjenestefolket på slottet og i hele England.

Året er 1925, og Lady Mary, arving til Downton Abbey, rider naturligt med på rævejagt, der følger traditionen med røde jakker, jagthorn og beaglehunde. Men dette år rider Mary på en ”normal” saddel, og hendes far, Robert Crawley, kan ikke lade være med at bemærke det.

”Bryder du dig virkelig om at ride på den måde? Når en damesaddel er så meget mere yndefuld?”

”Og meget mere farlig,” er hendes lakoniske svar.

Mary er nemlig en kvinde af tiden, men måske mere selvstændig end de fleste.

Hun har også overtaget jobbet som agent for husets landlige anliggender, siden hendes svoger rejste til Amerika, og det får mænd til at tabe kæben og skaber sikkert også problemer for hende i de kommende afsnit. Men foreløbigt håndterer hun både det og en omgang barsk afpresning med aristokratisk elegance og iklædt moderne tøj og skarp page.

Hvor det alt sammen havde været utænkeligt ti år tidligere, er sæderne nu for alvor i forfald.

Det er ikke kun i samfundets øverste lag, at de nye tider mødes med rynket næse. Butleren Carson holder fast i fordums roller – hvilket selvfølgelig også er nemt, når man er den øverste i de tjenendes hierarki. På den måde minder han om dansk tv’s Matador, hvor kokkepigen Laura ikke vil mænge sig med herskabet, selv når hun bliver inviteret.

De to første afsnit, som denne anmeldelse er baseret på, formår endelig at slå knude på tjenesteparret Mr. og Mrs. Bates langtrukne kamp med lovens lange arm.

Desværre er Mrs. Bates, der har arbejdet sig op fra stuepige til kammerpige, konstant grådlabil. Trættende.

Betydeligt sjovere er den rørende kærlighedshistorie, som femte sæson sluttede med: romancen mellem den aldrende Mr. Carson og Downtons husholderske Mrs. Hughes. Den havde fans heppet på i flere år, og det var forløsende, da den indfandt sig.

Første afsnit får garanteret de fleste til at finde lommetørklæderne frem, når kokken Mrs. Patmore på vegne af sin veninde må sige til Mr. Carson, at Mrs. Hughes frygter at udføre sine hustruelige pligter. I sengen, forstås.

”Jeg er glad og begejstret og ved at sprænge af stolthed over, at hun har sagt ja til at være min hustru. Og jeg ønsker, at vi skal leve så tæt, som to mennesker kan, i den tid, vi har sammen på jorden,” lyder det fra Mr. Carson. Store følelser fra en tilknappet brite!

Kokkepigen Daisy er en gryende socialist, mens husets næstældste datter Edith løber ind i uforudsete problemer med sit uægte barn Marigold. Tjeneren Thomas frygter, at han bliver fyret på grund af mindre midler i huset, og så er der en større diskussion – eller rettere krig – om landsbyhospitalet, der måske skal sammenlægges med et større.

Der er mange historier, der skal komme i mål inden ottende og sidste afsnit. Hvis man ser bort fra det traditionelle, hygge-juleafsnit, der først sendes 1. juledag.

Sjette sæson har passende nok skåret lidt ned på karaktererne, men det skal siges til seriens ros, at den til stadighed formår at inddrage alle personer, uden at nogen historielinjer bliver forjagede eller overfladiske.

Og så er scenografien ekstremt gennemført.

”Upstairs”-omgivelserne filmes i det slot, der pryder seriens titelseksvens, og indenfor bugner det af guldbrokade, endeløse mængder fløjl, gobelinere og fornemt service.

Men stærkest af alt er skuespillet. Ikke én skuespiller falder igennem i det stærke persongalleri. Men dronningen over dem alle er Dame Maggie Smith. Hun er intet mindre end vidunderlig som den spydige matriark Lady Violet, der altid har en fyndig kommentar og en rimpet mund til enhver lejlighed. Men også et hjerte af arveguld.