The Dressmaker, baseret på Rosalie Hams bestseller, er et ambitiøst komediedrama, der ikke er bange for at kaste boldene højt op i luften og se, hvor de lander. Eller om de lander.
Det er det sådan fifty-fifty, om de gør.
Filmen foregår i 1951. Kate Winslet er en syerske og tøjdesigner, der vender tilbage til sin barndoms flække i den australske udørk.
Hendes mor (Judy Davis, der stjæler scener med arme og ben) vil dårligt kendes ved hende, og hele landsbyen afskyr hende, fordi hun vistnok slog en dreng ihjel, da hun var lille og derfor har været bortvist eller rettere frosset ud i 25 år.
De eneste, der støtter hende, er nabodrengen, der aldrig har glemt hende, og som har vokset sig stor og bredbrystet siden dengang, og sheriffen, der elsker at gå i dametøj. Men langsomt begynder byens damer at få syet deres tøj hos den tilbagevendte synder, der har sin kunnen fra selveste Paris. Og damerne er et kosteligt syn i deres couture-kreationer derude i bushen.
Men er hun kommet tilbage for at forsone sig? For at finde ud af, om hun faktisk dræbte knægten? Eller for at søge blodig hævn?
Ligesom i Friedrich Dürrenmatt-stykket Den gamle dame besøger byen og Lars von Triers Dogville er svaret lidt af hvert.
Den romantiske komedie har et dårligt ry herhjemme. Det har kærlighedsdramaet også. Fordomme trives helt uafhængigt af filmenes individuelle kvaliteter, også selvom der findes fremragende film som Life as We Know It med Katherine Heigl og Josh Duhamel, der tager udgangspunkt i en dump tragedie, og The Proposal med Sandra Bullock og Ryan Reynolds.
The Dressmaker rækker tilbage til en anden, mere britisk tradition, der har endnu sværere ved at lykkes, nemlig Cold Comfort Farm, der i 1995 parafraserede gotisk (u)hygge i et anakronistisk, indavlet og særdeles aparte udkantsengland.
En slags Mænd & høns, men tydeligt beregnet for et kvindeligt publikum.
Men The Dressmaker er hverken engelsk eller amerikansk. Den er australsk, og netop Australien havde for en snes år siden stor international succes med film som Ørkendronningen Priscilla og Muriels bryllup, sidstnævnte af P.J. Hogan, der også er medforfatter på denne film. Der er gerne noget hillbilly og noget manglende ærbødighed på spil, når vi er down under, og set med de øjne skuffer The Dressmaker ikke.
Der bliver gået til den.
Det tjener til filmens ære, at den går så uforfærdet til opgaven, men i alt, hvad der har med komik at gøre, er tonefald alfa og omega.
Tonefald i ikke bare replikker, men også i formgivningen af en scene, detaljen, klipningen og musikken. Intet er sværere end at afbalancere vidt forskellige tonefald over for hinanden, at skifte fra tragik til komik, uden at man fremmedgøres nede i biografsæderne og føler, at der skræves akavet over to stole, der står lovlig langt fra hinanden.
Det kan virke hjerteløst at bebrejde en film, der med åbne øjne opererer mellem to genrer, at der er usikkerhed i tonefaldene, men The Dressmaker har vitterligt problemer med at skræve så vidt. Det knap så ambitiøse romantiske drama synes at komme mere naturligt for instruktøren Jocelyn Moorhouse.
Da en hovedperson overrumplende dør i The Dressmaker, uden at dødsfaldet har en særlig pointe eller er styret af tidligere begivenheder, nulstilles handlingen, maskinen skal løbes i gang igen, og nye alliancer med publikum etableres. Nu på nye præmisser. Kynismen har sneget sig ind, og vi ser uvægerligt på karaktererne på en anden måde.
Det lykkes desværre ikke helt for Moorhouse, som er mest kendt for Kærlighedens mønster fra 1995, der er hendes sødmefulde portræt af det landlige Amerika, ungdom og kvindeliv på tværs af generationer.
Kommentarer