Biografanmeldelse
23. feb. 2025 | 13:42

Drømme

Foto | Motlys

Fransklæreren Johanna (Selome Emnetu) tager hjerteligt imod eleven Johanne, der spilles klogt, vittigt og troværdigt af Ella Øverbye i anden del af Dag Johan Haugeruds trilogi Sex Drømme Kærlighed.

Den norske Guldbjørne-vinder i Berlin er en fremragende film om en teenagepiges stormfulde forelskelse i sin lærer og vil tale til alle, der kan føle.

Af Bo hr. Hansen

Du drømmer. Du drømmer om dit liv. Du ser op i skyerne. Du gemmer dine tanker i skyen. Du har en hemmelighed: Du elsker én. 

Du ved snart ikke, hvad der er virkelighed. Du skriver dine tanker ned for at få styr på din historie. Du sender dine tanker ud i verden, og pludselig er historien ikke din egen længere. For nu kan alle, der læser din historie, genkende sig selv i dig, eller i den, som du længtes efter og begærede. 

Dine drømme er blevet til alles drømme. 

Jeg beklager den abstrakte og sværmeriske indledning, men den skitserer nogenlunde bevægelsen i denne stilfærdigt gribende norske film, anden del af Dag Johan Haugeruds trilogi Sex Drømme Kærlighed. Tre ekstremt ordrige film – og det er ment positivt i dette tilfælde – som i et enkelt og let stiliseret billedsprog reflekterer over titlerne, der viser sig at være tre sider af samme sag. 

Hver film har nye hovedpersoner og en ny historie. Men de hænger sammen på grund af tematikken, miljøet i Oslo, og via enkelte gennemgående figurer, blandt andre en populær psykolog (Lars Jacob Holm), der angiveligt har en større rolle i trilogiens sidste del Kærlighed

Berlinale-vinderen Drømme har som sit centrum teenageren Johanne, der spilles klogt, vittigt og troværdigt af Ella Øverbye. Johanne er den, som bliver forelsket og drømmer om, at forelskelsen vil blive gengældt. 

Det er bare svært, for den elskede er hendes nye fransklærer, der hedder næsten det samme: Johanna. Hun spilles af Selome Emnetu, der også stod over for Øverbye i Haugeruds Barn fra 2019. 

Jeg har kun set to Haugerud-film, men det tyder på, at han er en meget fin og humanistisk auteur, der ynder at bygge et ensemble op omkring sig. 

Johanne kan ikke strikke. Hun finder det røvsygt, men hun bliver opsat på at lære det, da det går op for hende, at Johanna er mesterstrikker. Det bliver hendes påskud til at opsøge Johanna i privaten, og Johanna tager hjertevarmt imod hende. 

Måske lidt for hjerteligt? I hvert fald tolker Johanne ethvert smil, enhver let berøring, som et tegn på deres kærlighed. 

Den dybt forelskede, ja, besatte unge pige skriver hver en følelse, hver en begivenhed, hver en fantasi, ned i et hemmeligt dokument, som hun i fortrolighed vælger at vise til sin mormor (Anne Marit Jacobsen), der er lyriker. 

Johanne tror, hun vil læse det mindre fordømmende, end hun forestiller sig, at moren (Ane Dahl Torp) vil gøre. 

Mormoren bliver ramt af teksten, som hun ser et litterært potentiale i, men bryder fortroligheden og viser den først til sin datter, siden til sin redaktør. Og ind kommer tvivlen: Hvad er virkelighed, hvad er drøm og fantasi, og er der begået et overgreb fra lærerens side? 

Spørgsmålene hober sig op, og Johannes private dokument bliver et offentligt anliggende. Johanne lærer at se sin egen forelskelse udefra – hun bliver modnet, måske hærdet. Og hun oplever, at andre bruger hendes ord til at spejle sig i. 

Og ”andre” er også os, filmens publikum. Da jeg var ung, hørte jeg ofte spørgsmålet: ”Hvem identificerede du dig med?”, når der blev diskuteret film. Jeg fandt det enerverende og nægtede i mange år at svare. Men i denne film identificerede jeg mig med flere af personerne. 

Jeg genkendte Johannes fortvivlelse og længsel, fra jeg var ung. Jeg kunne sætte mig ind i morens forskrækkelse, da det går op for hende, at hendes lille pige er ved at blive voksen og har forelsket sig i en meget ældre kvinde. 

Jeg kunne også mærke mormorens ægte glæde over at se sit barnebarns litterære talent og den lille smerte, måske et stik af misundelse, fordi hendes eget liv og dermed hendes egne ord nærmer sig slutningen. 

Jeg tror, at Drømme vil tale til alle tre generationer. Den er en poetisk og fremragende film for alle, der kan føle.

Trailer: Drømme

Kommentarer

Titel:
Drømme

Originaltitel:
Drømmer

Land:
Norge

År:
2024

Instruktør:
Dag Johan Haugerud

Manuskript:
Dag Johan Haugerud

Medvirkende:
Ella Øverbye, Selome Emnetu, Anne Marit Jacobsen, Ane Dahl Torp

Spilletid:
110 minutter

Aldersgrænse:
Frarådes børn under 7 år

Premiere:
6. marts

© Filmmagasinet Ekko