Cph:Dox
08. nov. 2013 | 15:57

Drømmen om en familie

Foto | Adam Wallensten m.fl.
Hele fire fotografer, inklusive hovedpersonen, har filmet Drømmen om en familie, der skildrer en tidligere misbrugers forsøg på at klinke skårene og blive en rigtig far.

Den tidligere misbruger Per drømmer om kernefamilie med datteren Ilse i fokus. Det skildres rørende og ærligt i Cph:Dox-aktuel dokumentarfilm, der med brug af Pers mageløse video-optagelser kommer helt tæt på.

Af Ida Rud

Socialforvaltningen har dannet Gruppen Far, en støttegruppe for mænd. Per er én af de fire i gruppen, der har det tilfælles, at de i mere eller mindre grad er alenefædre, og at man fra kommunens side er bekymret for deres børn.

”Da jeg gik i behandling, gjorde jeg det for min datters skyld,” fortæller Per til det første møde. Han har været ædru i seks et halvt år.

Han er far til den knap otteårige Ilse. Per smed hendes mor ud, da Ilse var et halvt år gammel – for moren, Christina, var så afhængig af stoffer, at hun ikke kunne tage vare på sig selv, endsige et lille barn.

Pigen bor i dag hos en plejefamilie, men hver anden weekend er hun hjemme hos sin far.

Til det første møde i Gruppen Far fortæller Per, at han igen er blevet kæreste med Christina, der ellers har boet i Nykøbing Mors.

Da Torben, der står for gruppen, efterfølgende snakker med Per i enerum, udviser han bekymring for Ilses møde med sin mor. Det er vigtigt, at det forløber roligt og kontrolleret.

Men Pers fokus er et andet sted: ”Jeg har en drøm om, at vi kan være en familie med Ilse.”

Torben udleverer videokameraer til de fire mænd i gruppen. De skal optage alt det, hvor de selv synes, at de er en rigtig far.

Pers første optagelser er i køkkenet, hvor han står og laver mad. Bagefter filmer han et billede af Christina. Det er tiltænkt Ilse sammen med et lille brev, der udtrykker morens længsel efter at møde datteren. Således viser Per ordløst sin længsel.

Christina, Per og Torben mødes for at tale om, hvordan Ilses møde med mor skal foregå. Hun skal være rigtig velinformeret om, hvornår og hvordan det skal ske, hvilket parret indvilliger i.

Men da det er Pers weekend, og han skal hente sin lille pige på legepladsen, så har han ”en overraskelse med i taxaen”. Således uforberedt møder jordbærblonde Ilse sin mor for første gang, men til alt held løber den lille pige bare hen og krammer hende.

Ilse er en skøn og sprudlende dansepige, og i S-toget fortæller hun med stor indlevelse om den kæmpestore sommerfugl, hun har i maven, fordi hun endelig har mødt sin mor.

Men man kan se på Christina, at hun har haft et hårdt og udsat liv. Hun er kærlig og aer sin datter, men er alligevel reserveret og har svært ved at sige mange ord om sommerfugle eller savn til Ilse.

Per er bare glad.

Men det er Torben fra socialforvaltningen ikke. For selv om Ilse lod til at have det godt, kan Torben fortælle Per, at Ilse kom op at slås, da hun kom i skole efter weekenden.

Det er kun begyndelsen på Ilses udfarende opførsel. Og mellem Per og Christina begynder det også at gå skævt.

Da Ilse en dag har vinket farvel til Christina, spørger Per, om hun er ked af, at mor er gået. ”Næ,” lyder det ligegyldigt fra pigen. ”Du kan jo også tale i telefon med hende,” forsøger Per sig. ”Med hvem?” ”Din mor.” Hvortil Ilse siger: ”Mener du May-Britt?” Det er hendes plejemor.

Per klamrer sig til sin drøm, og han får delvist medhold af sine støttebrødre i Gruppen Far. Mændene har også uhyggeligt meget tilfælles. Da temaet en dag er deres egen far, fortæller de uden undtagelse om en alkoholiker, der tævede enten kone eller børn.

Gruppens sammenhold er rørende at overvære, og der er både støtte og modstand til Pers handlinger. Sammen med den trofaste Torben og hans enkle hjælpemidler – blandt andet en bog til Ilse – ændrer Pers drøm sig, og hensynet til den skønne datter træder forrest.

Instruktøren Mira Jargil samler flot trådene fra møderne i Gruppen Far, samtalerne med Torben og optagelser fra Pers lejlighed, hvor fjernsynet kører konstant.

Men filmens genistreg er Per Lynggaards egne optagelser.

Hans lejlighed er fyldt med 3000 vhs’er og dvd’er, og de mange film har højst sandsynligt givet Per en filmskabers fornemmelse, for hans håndholdte dvælen ved datteren Ilse, hans sans for scener, stilleben og skønhed er simpelthen mageløs.

Uden forblommede ord fortæller hans optagelser en barsk historie fra Danmarks skyggeside, hvor der ikke er sort og hvidt. Det er håndholdt grumset, men rørende og ægte.

Mira Jargils afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Den tid vi har, kan ses på Ekko Shortlist.

Kommentarer

Land:
Danmark

År:
2013

Instruktør:
Mira Jargil

Spilletid:
85 min.

Premiere:
Vises på Cph:Dox torsdag 7. november i Grand Teatret, i Teater Grob lørdag 9. november og Cinemateket tirsdag 12. og onsdag 13. november.

© Filmmagasinet Ekko