Biografanmeldelse
14. aug. 2021 | 12:06

Drømmeprins

Foto | Jessica Nettelbladt
Transmanden Erik valgte sit navn, fordi det lyder en prins. Som ung klædte han sig ud for at leve op til idéen, men i Jessica Nettelbladts dokumentar bliver hans drømme langsomt til virkelighed.

Enestående dokumentar om transmands rejse fra angsttynget teenager til gift kunstner giver et dybt indblik i kampen for rettigheder.

Af Sidsel Minuva

En mand vandrer på en støvet, spansk sti. Hans navn er Erik, og han har et stort, rødligt skæg og en rund mave. 

Udenpå er han varm, men glad. Indeni kæmper han med traumer og kønsdysfori. 

I dokumentaren Drømmeprins følger den svenske instruktør Jessica Nettelbladt transmanden Erik, fra han er sytten til 27. I den periode bliver han student og gift, men han tager også på en pilgrimsrejse i Spanien. 

Eriks vandring fungerer som en overgang mellem før og nu. For enden af hans rejse er – forhåbentlig – fred i sjælen og med sin identitet. 

Drømmeprins lægger ikke låg på Eriks angst. Til studenterfesten er det ikke længe siden, teenageren er sprunget ud som mand over for sin familie og sine medstuderende. 

Opdelingen mellem ham og de andre drenge er til at tage og føle på. De andre viser deres røv til kameraet og bruger store armbevægelser, mens Erik opholder sig ude i periferien, duknakket og med hænderne i lommerne. 

Det er imidlertid en helt anden dreng, der får at vide, at han er blevet godkendt til at få det testosteron, som vil få hans krop til at matche hans maskuline sind. Han kan nærmest slet ikke være i sig selv af glæde og hopper frem og tilbage for at komme af med al den positive energi. 

På denne måde skildrer Drømmeprins op- og nedture i en enkelt transmands færd mod drømmekroppen og -identiteten. 

Filmen nuancerer mediebilledet af transpersoner som Erik. Den viser, hvordan Eriks oplevelse af sit køn er betinget af alt det andet, der foregår i hans liv, og at transpersoner har fuldstændigt almindelige problemer. 

Da han finder kærligheden i den fabelagtige Martyna, som altid forsvarer ham, så skal de finde ud af, hvordan hun kan gifte sig ind i hans katolske familie. Her kan man ikke lade sig skille, og det skal man jo være forberedt på. 

Samtidig har Erik gennem sit liv været kunstner, og det munder ud i en udstilling, hvor han viser sine keramikfigurer frem. Som Martyna udtrykker det: ”Nu er det ikke længere en hobby, nu er du rigtig kunstner!” 

Her er Erik et helt almindeligt menneske. 

Men samtidig behandler hans kunst et seksuelt overgreb, der skete, da han var barn og hed Linda. Han var sårbar på grund af sin kønsdysfori, og det forstod en pædofil at udnytte. 

Hverdagsproblemer blander sig med transproblematikker, og det giver tilskueren et dybt indblik i Eriks liv. Samtidig udpensler Drømmeprins netop transspecifikke kampe, som nogle seere nok aldrig får indblik i på nogen anden måde. 

Eksempelvis går Eriks polsk-svenske mor bag hans ryg og fortæller Martynas mor, at han er transkønnet. Og for at opnå et juridisk kønsskifte må Erik lade sig sterilisere. Det demonstrerer han og andre transkønnede imod, og den lov er heldigvis ikke længere gældende i hverken Danmark eller Sverige. 

Sådanne transfobiske situationer er heldigvis flankeret af Eriks glæde. Det gør indtryk at være vidne til hans første glimt af en overkrop uden bryster efter mastektomi-operationen. Hans enorme smil er smittende. 

På den måde er dokumentarens store styrke, at den foregår over så lang en årrække. Om man kender til transpersoners kamp for rettigheder eller ej, så er det ganske fantastisk at følge Eriks rejse. 

At se ham udvikle sig fra en selvmordstruet, angsttynget teenager til en gift kunstner, der drager på en pilgrimsrejse for at finde fred med sig selv er en uhyre effektiv form for feel-good-fortællekunst, som de færreste dokumentarfilm formår at eksekvere så vellykket. 

Han har valgt navnet Erik, fordi det lyder som navnet på en prins. En rigtig fantasifyr, der rider på en hvid hingst. 

Og når man ser Erik vandre gennem det spanske landskab med en hest, der helt naturligt beslutter sig for at følge ham, er der faktisk noget drømmeprins over ham.

Trailer: Drømmeprins

Kommentarer

Titel:
Drømmeprins 

Originaltitel:
Drömprins

Land:
Sverige, Danmark 

År:
2021 

Instruktør:
Jessica Nettelbladt

Manuskript:
Jessica Nettelbladt

Spilletid:
87 minutter 

Premiere:
16. august i biografen og Blockbuster 20. august

© Filmmagasinet Ekko