Dronningen

Nogle film rammer som en mavepuster. Krænger én ud, så man kryber, skriger, græder og føler sig totalt udkørt, når rulleteksterne endelig minder om, at man sidder i en biografsal.

Dronningen handler om en kvinde, der forfører sin stedsøn, og den gør et så stærkt indtryk, at jeg stadig har den siddende i kroppen.

May el­-Toukhy følger ensemblekomedien Lang historie kort op med den films diametrale modsætning: et sylespidst, fængslende drama med kun én kvinde – Trine Dyrholm, hvem ellers? – i centrum.

Hun lægger krop og sjæl til advokaten Anne, der længes efter noget ubestemmeligt, selv om hun ved første øjekast er nået sikkert i mål. Hun har en lykkelig tilværelse med mand, tvillinger, en god karriere og et luksushjem i Nordsjællands bakkede skove.

Men da hendes svenske mand bringer sin søn fra et tidligere ægteskab med hjem fra Stockholm, vækker den utilpassede syttenårige noget uforløst i hende. Det er en følelse, man som publikum aldrig helt får hånd om, men som man ikke kan undgå at tage på sig.

Det føles så befriende, når Anne danser sine bekymringer væk en sommerdag, mens gæsterne glider i baggrunden. Aperol­-sjasket og frigjort giver hun sig hen til 80’er­-hittet Tainted Love: ”I’ve got to get away.”

Set i det lys er den unge Gustav – med sine tatoveringer, sixpack og lømmelattitude – en klippe at klamre sig til. Og May el­-Toukhy gør publikum medskyldige ved at trække os ind i flirten.

Tilnærmelserne går fra uskyldigheder til utvetydigheder og kulminerer pludselig i realistiske, komplet uforfængelige sexscener, som slet ikke er pirrende nok til, at man glemmer, hvor ulige magtforholdet er mellem de to. Det er den erkendelse, der river sløret af en fræk sommerflirt og blotlægger et overgreb.

Forførelsen fanger tilskueren ind med samme lethed som el­-Toukhys første film, og så sidder man i saksen.

Lang historie kort er måske nok en mere ubekymret affære, men den episodeinddelte komedie – om en vennegruppe gennem parkriser, fødsler og en enkelt begravelse – fortæller en medlevende historie, der går hånd i hånd med formatet.

Begge film lever højt på de raffinerede manuskripter, instruktøren har begået sammen med Maren Louise Käehne. Særligt Dronningen er knivskarp i den måde, filmen doserer vores sympati, mens den stikker til vores bange anelser.

Det er intet tilfælde, at Anne arbejder med overgrebsofre, og der er også en pointe i hendes dårlige impulskontrol. ”Du er nødt til at lære at beherske dig!” som hendes advokatpartner formaner hende, da hun overfuser en frikendt voldtægtsmand verbalt.

Det er vink med en vognstang, men føles som en naturlig del af det iltfattige miljø, Anne er rundet af. Hun er en majestætisk stålsat kvinde, der har ladt noget stå tilbage i kampen for at komme frem, og Trine Dyrholm giver et nøgternt indblik i de sprækker, den nye stedsøn flår op i Anne.

Dyrholm er lige nu dansk films største skuespiller, og som Anne leverer hun sin mest komplekse præstation til dato – og det siger ikke så lidt.

Familiens dronning er et sammensat og hudløst troværdigt menneske, der knægtes af sin egen liderlighed og en uerkendt fejhed, der lurer bag overfladens overskudsmor. Med ryggen mod muren demonstrerer hun den dobbelttænkning, det selvbedrag, der skal til for at leve med noget utilgiveligt.

Man føler sig beskidt, og det skyldes ikke mindst det modspil, hun får af Gustav Lindh.

Også han vender vores sympati, men i modsat retning, efterhånden som forholdet med Anne åbner for en forelsket skrøbelighed i den vrede teenager.

”Hvad er din største frygt?” spørger han hende i et sårbart øjeblik. ”At det hele forsvinder,” svarer hun. Gustavs tragedie er, at han ikke forstår, hvad hun mener.

Som Annes mand viser Magnus Krepper lusens desperation, når den er fanget mellem to negle, men Peter er hverken en tøffelhelt eller hanrej. Han er også et offer, og i et enkelt følelsesudbrud mærker man uforglemmeligt de omkostninger, fortielsen kræver.

Miljøet tegnes afsondret og intimt. Jasper Spanning træder frem som en af dansk films store fotografer med billeder, der er køligt afmålte og lidenskabeligt fragmenterede. Han spejler filmen på poetisk vis i de allerførste, rundtossede optagelser af Anne, hvor kameraet vender hende på hovedet, længe inden manuskriptet gør det.

Billedsiden er smukt akkompagneret af komponist Jon Ekstrand, som med foruroligende, atmosfærisk musik rammer en melankolsk grundtone af ublu længsel. Man bliver henført til et mareridt.

Vi skal tilbage til Festen for at finde så stærkt et krænkerportræt i dansk film, og selv om Dronningen kredser om en på overfladen mindre forbrydelse – Gustav er ung, men han er intet barn – rammer filmen hårdere.

Her er ingen opblødende træk af folkekomik, intet stort ensemble at fordele vores følelser på. Dronningen går planken fuldt ud med grum beslutsomhed.

May el­-Toukhy viser allerede nu en forbløffende alsidighed.

Hun favner både det sørgmuntre og det tragiske uden at svælge i nogen af delene. Der er ingen flommedramatik over hendes historier, og i Dronningen har hun et fokus, der er benhårdt og simpelt: en forførelse og dens konsekvenser.

Jeg kommer næppe til at se en bedre dansk film i år – eller for den sags skyld i dette årti.