Drop

Da Violet (Meghann Fahy) skal på sin første date med en mand (Brandon Sklenar), hun hidtil kun har kommunikeret med online, er der sommerfugle i maven. 

Selv om hun ingen anelse har om, hvor ekstremt dramatisk stævnemødet vil blive, er hendes uro helt normal. Vi frygter instinktivt det ukendte, hvilket per definition vil sige alt nyt. 

Da mobiltelefoner for 20-25 år siden blev hvermandseje, frygtede nogle filmfolk, at nu ville man ikke længere kunne fortælle historier. I alt fald ikke uden akavede forklaringer på, hvorfor manglende netforbindelse forhindrer personerne i at advare hinanden etc. Hvilket da også opleves i nogle film. 

For opfindsomme manuskriptforfattere har mobiltelefoner heldigvis fungeret som inspirerende benspænd. Resulterende i højdepunkter, som da Scream lader morderen Ghostface belure Drew Barrymore på nær hold, mens han skræmmer hende over telefonen: ”What’s your favorite scary movie?” 

Med Drop lander vi i smartphone-æraen, hvor avancerede apps beriger mobilmulighederne tusindfold. Dog stadigvæk med opringninger fra anonyme personer, der ved mere om én selv, end man ved om dém. 

Titlen henviser til en fiktiv app, DigiDrop, hvormed Violet i en restaurant modtager anonyme beskeder. Alle mentale sår fra et voldeligt ægteskab flås op på ny, da hun ydermere via et live videofeed ser sin datter derhjemme hos babysitteren blive truet af en hættemaskeret gerningsperson. 

Herfra er hun tvunget til smilende at lade som ingenting, mens hun adlyder den anonyme DigiDrop-afsender. Om hvem vi kun ved, at han eller hun må være en af de andre spisende gæster. 

BBC-serien Sherlock med Benedict Cumberbatch har vænnet os til at se mobilers tekstbeskeder svæve frit i luften, og den fortælleteknik benyttes også som filmisk draperi i Drop. Nogle af mobilbeskederne vises tredimensionalt a la Saul Bass’ perspektivisk vinklede fortekster i North by Northwest. Og det er en af talrige måder, hvorpå Drop sender en hilsen til gysets mester, Alfred Hitchcock. 

Et af de mest berømte Hitchcock-optagelse optræder i Suspicion, da Cary Grant bærer et glas med forgiftet mælk til Joan Fontaine. I sin samtalebog med kollegaen François Truffaut – Hitchcock om Hitchcock – afslører Hitchcock, hvordan han midt i et fletværk af dybe skygger fik mælken til at gløde ildevarslende. 

Hitchcocks forgiftede mælk bliver i Drop til et helt centralt plotelement. En person skal dø, og mordvåbnet er en giftampul kombineret med en drink, der bæres rundt i restauranten. 

Som et andet klassisk Hitchcock-greb udspiller størstedelen af handlingen sig på filmens centrale location: restauranten, der – ligesom i Rebet fra 1948 – ligger med udsøgt elegance hævet over en glitrende storby. 

Vi kommer derind via en korridor af gotiske buer, der føles som en magisk Disney-portal, og så er vi i Violets mareridt af traumatisk gru og truende vold. 

Skurkens plan er sindssygt avanceret – og derfor dybt utroværdig. Men den blotlægges med en nervepirrende kombination af sadistisk mystik og psykopatisk præcision, så man holder vejret af spænding. 

Det er en slowburner, hvor tålmodighed, efter en lang, afslørende monolog, belønnes med en cliffhanger-finale fyldt med skud, gift og eksploderende glas. 

Instruktøren er Christopher Landon, ellers bedst kendt fra Paranormal Activity-filmserien samt et antal gysere med en mere humoristisk indfaldsvinkel. Han har optaget Drop i Irland, hvilket man bestemt ikke kan se. 

Drop er en behændigt skrevet og iscenesat hightech-storbythriller med benene solidt plantet i glamourøs og klassisk suspense. I stedet for aggressive jumpscares fremkalder den frydefuld gåsehud via en velspillet, kvindelig helt, der sammen med tilskueren er fanget i et nervepirrende plot. 

Så sluk mobilen, inden du bliver næste offer. Læs i stedet Hitchcock om Hitchcock – og se Drop!